Læsetid: 3 min.

Farvel til egodyrkelsen

Den amerikanske rapper Noname har udgivet mixtapet ’Telefone’ – et nostalgisk indblik i en opvækst i Chicago på godt og ondt. Formidlet af en udvisket karakter, der vender narcissismen ryggen
Coveret på Nonames nye album, ’Telefone’. Chicago-rapperen går en lidt anden vej end mange af hendes mere ego-fokuserede kolleger.

Coveret på Nonames nye album, ’Telefone’. Chicago-rapperen går en lidt anden vej end mange af hendes mere ego-fokuserede kolleger.

30. september 2016

På et amerikansk hip hop-landkort vil man hurtigt markere Chicago som et tydeligt koordinatpunkt. Byens musikalske indflydelse spænder fra 90’ernes Common til 10’ernes Chief Keef, og hvis Kanye West er Yeezus, så er Chicago hans Betlehem.

Byen har fostret store personligheder, og en del af disse er gødet af buzzordet selviscenesættelse. En frembusende karakter virker som en præmis for at blive bemærket i 2016.

Så når en rapper vælger antinavnet Noname, virker det ualmindeligt beskedent. Og når Noname udgiver et mixtape ved navn Telefone, der handler om livet i Chicago, så er det inden for hiphop heller ikke et usædvanligt emne.

Raptekster behandler ofte den nære hverdag omkring kunstneren, og det gør hjembyen til et naturligt tema.

Alligevel skiller Noname sig ud – ikke ved at fremhæve sin person, men ved at præsentere et komplekst udtryk, der lader byens voldsomme kendsgerninger akkompagnere af en tilsyneladende lykkelig lyd.

Lykkemusik, ulykkestekster

Teksterne på Telefone fortæller om de betragtninger, Noname har gjort sig gennem sit unge liv i Chicago.

Fra uskyldige forelskelser og tanken om musik som identitetsmarkør til tunge emner som abort, stoffer og en dybtliggende bekymring for at miste sine kære til byens nådesløse bandemiljø. Det er svært at sætte sig ind i.

Men det menneskeliggøres gennem Nonames tålmod og rolige levering. Og så ytres det alt sammen over en feel good-fornemmelse, der gennemstrømmer samtlige produktioner.

Den instrumentale del af Telefone høres som gennem et pastelfarvet filter af nostalgi. Rytmesektionerne træder frem med insisterende brug af knips og klap.

Det harmoniske udtryk skabes gennem lette keyboards, der leger i ultrabløde, soulede akkordprogressioner, og en overflod af næsten scattende vokale indspark dominerer lydbilledet.

Musikken virker som et minde om, hvordan hiphop lød på lyse, lykkelige dage omkring årtusindeskiftet. Et blødt og behageligt bagtæppe, som Noname udsmykker med tætvævet, begavet rap, der giver hvert nummer sin egen identitet.

Man finder sig hurtigt til rette i musikken, men det kræver noget at sætte sig ind i Nonames kompakte tekster. Fortolkning foræres ikke i form af voldelige produktioner eller overdrevne stemningsmarkører.

Det virker fornuftsstridigt, at Noname rapper så matter-of-fact om mismodige scenarier, der ellers hører til i aftennyhederne. Og endda over musik, der lyder af lykkelig barndom.

Den amerikanske rapper gør ikke noget stort væsen af sig, men netop på grund af hendes almindelige stemme skiller hun sig ud fra mængden af udfarende karakterer i amerikansk hiphop.

Desuden er Noname ikke bleg for at udpege sine musikalske forbilleder. Aaliyah, Missy Elliot og Janet Jackson nævnes eksplicit, mens Lauryn Hill og Mos Def findes som lyriske referencer med recitationer fra »Everything is Everything« og »Umi Says.«

Vi hører Nina Simone i et sample af hendes efterhånden famøse »no fear!«-passage, og på samarbejdet »Diddy Bop« tydeliggøres Outkasts André 3000’s tidsløse arv gennem gæsterapperen Raurys flow.

De mange ligefremme referencer er med til at skabe en forståelse for Noname som noget ukendt kendt. Fordi hun – frem for insisterende at forklare sin person – viser, hvad hun kommer fra. En musikalsk baggrund, som lytteren måske kender til fra sig selv, eller i hvert fald kan dykke ned i her.

Træder i baggrunden

Et mediebillede domineres naturligt af dem, der forstår at dyrke deres image. Det er trods alt nemmest at forholde sig til en simpel karakter med forudsigelige egenskaber.

Jeg forstår, at vigtige emner kan have godt af stærke foregangspersoner for at menneskeliggøre abstrakte problemstillinger, men jeg forstår også, at vores tid præges af narcissisme og selvpromovering.

At sociale medier er platforme, hvor ’De Kendte’ optræder side om side med ’Almindelige Mennesker’, som så kan spejle sig i stjerner, der spejler sig i sig selv.

Telefone er et befriende afbræk fra den konstante spejling. Det handler nemlig ikke om Noname eller om promovering af hendes strømlinede person.

Hun træder i baggrunden og giver plads til historierne omkring hende, hvilket virker lige dele selvsikkert og sårbart. Og det er ellers ikke, fordi Nonames person er uinteressant eller har brug for undskyldninger.

Fatimah Warner hedder hun i virkeligheden, og med Telefone har hun udgivet et mixtape med betydningsfuld, dybsindig rap over produktioner, der emmer af overskud.

Og hendes udviskede karakter gør på paradoksal vis oplevelsen af hendes fortælling stærkere. Minder om det uendeligt sunde i at sætte sig i en anden persons sted, at glemme sig selv for en stund. Og bidrager på den måde til Chicagos hiphop-katalog med et nyt, andet perspektiv.

Noname: Telefone (selvudgivet) soundcloud.com/noname/sets/telefone

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu