Læsetid: 4 min.

Selv i fjolleland kan inderligheden ramme plet

Det svenske indieband bob hund er kendt for med humor, ironi og kunstnerisk opfindsomhed at sprænge rammerne for, hvad det vil sige at være et band. Men på deres nye plade er det de numre, der er skrevet på inderlighed og ærlighed, der står tilbage som det mest værdifulde
bob hund
16. september 2016

Omkring en bob hund-udgivelse kan der næsten ikke blive iværksat for mange skøre, ironiske tiltag eller blive sendt for mange vilde vandrehistorier på gaden.

Og i forbindelse med udgivelsen af bandets trettende album, Dödliga Klassiker, er der da også blevet lagt godt i ovnen til en omgang gakket, flerdimensionel udgivelsesfest.

Den stemningsmæssige opbygning imod denne fest starter på en måde allerede i 2013, da det svenske indieband bob hund solgte sine instrumenter på en auktion – som en slags musikalsk benspænd – for derefter at spille på lånte instrumenter, lave stumfilmskoncerter, sætte en opera op, lave bob hund-middage, lave en festival samt en forlystelsespark inde i forlystelsesparken Liseberg i Göteborg. Og så videre i den dur.

Ligesom der selvfølgelig knytter sig en farverig historie til det foto, som de har brugt som cover til albummet, hvor en skyformation ligner bandets logo.

En fan fandt billedet og henvendte sig til Martin Kann, der laver bandets artwork, og efter en længere eftersøgning fandt de så frem til fotografen et sted i Indonesien, som imod en »mystisk pengetransaktion« gav dem lov til at bruge billedet som cover.

Dödliga Klassiker er i tråd med alt dette brygget på lige dele ironi, kunstnerisk opfindsomhed og legesyge, som gør det svært ikke at holde af pladen og de ’skøre svenskere’ i bob hund.

Men faktisk er det, når de for en stund tillader sig selv at skrue ned for ironien og op for inderligheden – når de dropper lattergasballondansen og i stedet danser hjertelig krammedans med en flaske vin i hånden – at de for alvor rammer plet.

Fortab dig i Brooklyn

Det er den ironiske overfladekunst, der er dominerende på Dödliga Klassiker. Meget markant på singlen »Brooklyn salsa«, der er en lyrisk og musikalsk ironisering over alt det overhippe, som New York-bydelen Brooklyn repræsenterer.

En single, som på trods af en del airplay i svensk radio i øvrigt er blevet kåret af bob hund-fans – på bandets egen facebookside – til at være det dårligste bob hund-nummer igennem tiden.

Så nemt synes jeg dog ikke, at det er at afskrive nummeret. Selvom det ikke rammer mig lige med det samme. For musikalsk trækker singlen med sine funky elektrorockede elementer tråde til især LCD Soundsystem, der netop er et centralt Brooklyn-band.

Og på den måde opstår der nogle kunstneriske dimensioner, som er interessante, og som har potentiale for at vokse på én. Selvom nummeret i sig selv ikke er fremragende – hvilket der så igen nok ligefrem er en pointe i, at det ikke er.

Og så opstår der også noget i lyrikken, som giver deres kritik en vis fladpandet poetisk vægt. Som når de i verset synger: »Du har en fluga i din mjölk / det är den som bara är dina hemligheter.«

Et andet eksempel på denne måde at skrive musik på, hvor bandet direkte ironiserer over andre menneskers stil og dermed over tendenser i samfundet, er nummeret »RockaBilligt«, hvor de sender kritiske slagord efter rockmusikere og måske ikke mindst efter drømmen om at slå igennem på rockscenen og de maskulinitetsidealer, der klæber sig til denne drøm.

Og hvor de i den forbindelse måske også selvironiserer i en eller anden grad.

Inderligheden vinder til sidst

Jeg er selv ret stor fan af LCD Soundsystem, og jeg har på ingen måde lyst til at afskrive denne måde at lave indiepop på, selvom jeg dog synes, at den virker lidt outdated nu. Ligesom det nok også er håbløst at begynde at ønske sig, at bob hund skulle holde op med at være fjollede og ironiske.

Men på samme måde som med LCD Soundsystem er det faktisk ikke bandets ironiske numre, der får mig helt op at ringe. Derimod sker der noget særligt, når bandet – i virkeligheden både LCD og bob hund – tillader sig selv at være hjerteskærende inderlige og fortælle noget om deres egen måde at være i verden på.

Nummeret »Hjärtskärrande Rätt«, der kommer som fjerde nummer på Dödliga Klassiker, formår således på blodig ærlig vis at indfange noget af den dybde, kærlighed og smerte, der også må ligge i at vælge at leve et liv uden for de borgerlige normer.

Et sådant liv, som bandets seks medlemmer netop selv har levet, hvor de ikke har kunnet holde fast i et steady job, men derimod har ernæret sig med kunst og vilde udskejende projekter.

Det bliver således hjärtskärande vackert, når de på det smukke melodiske omkvæd råbesynger, sådan som man ville gøre det til sin bedste ven på et dansegulv i de allertidligste morgentimer, mens blodrød vin sprøjter rytmisk op af den flaske, man klamrer sig til for at holde balancen og pletter ens hullede, hvide band-t-shirt lige over hjertet:

»Det känns så rätt / hjärtskärrande rätt / vi gör allting fel / på ett helt underbart sätt.«

Med Dödliga Klassiker viser bob hund, at de stadig har den. Men ikke mindst viser de, at også i fjolleland kan inderligheden skære sig igennem selv de mest insisterende modeluner og stå tilbage i al sin uperfekthed som en stor strålende sol.

bob hund: ’Dödliga Klassiker’ (Whoa Dad) – Den danske udgivelsesfest finder sted på Warpigs Brewpub i Kødbyen, København, den 15/9. Her vil bandet lancere øllen ’Dansa efter min lakritspIPA’ – en øl med lakridspibesmag, som de har udviklet i samarbejde med det københavnske bryggeri Mikkeller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu