Læsetid: 3 min.

Flamenco uden flow

Selene Muñoz lader flamencoen møde klassisk ballet og moderne dans i ’Presence’. Men mødet ender i perfektionisme-konkurrence og slagtøjshyldest
2. september 2016

Første øjeblik af Presence er besnærende: En flamencodanser står i sin flamencokjole med en enorm hale af flæser bag sig. Men pludselig bliver flæserne levende – og afslører andre flæseklædte dansere gemt under flæserne: Dansere med lige så lange flæsekjoler.

Dette er Selene Muñoz, når hun er bedst: billedstærk og kropsligt dirrende – og koreografisk nyskabende.

Her sætter hun sin egen flamencodans op mod andre danseudtryk, og så udvides flamencoens udtryk og bliver nyskabende. Strygermusik smægter sig med ind under skørterne.

Og de vinrøde og sorte kostumer af By Luna er smukke og gennemført organiske. De smyger sig ind til kroppene og sitrer veloplagt med sølvfarvede frynser, og de er fulde af overraskelser: Her er en flæse ikke bare en flæse.

Desværre har Selene Muñoz valgt at sælge forestillingen med en masse ord om ’narcissisme’. Under forestillingen på Bora Bora i Aarhus havde jeg i hvert fald personligt svært ved at få øje på det særligt narcissistiske i dansen.

Forestillingens tre dansere – en klassisk balletdanser, en moderne danser og Selene Muñoz selv – stirrede godt nok alle tre i scenens mange spejle som enhver mobilafhængig teenager på vej ind i instagram-universet. Og de nød tydeligvis at posere under lysdesigneren Martin Danielsens fine glasprismer, der glimtede forførende i snore fra loftet. Men derefter gik de straks i gang med at lave om på sig selv.

Den græske gud Narcissus var godt nok så forelsket i sig selv, at han endte med at spejle sig selv i dødsflodens vand. Men disse dansere virker overhovedet ikke forelskede i sig selv. De er tværtimod højst utilfredse med deres toptrænede kroppe. De vil lave dem om – uden at vi tilskuere egentlig fatter hvorfor, når de nu danser så godt alle tre. Netop ikke her i en moderne danseverden, hvor det er den individuelle krop, der er det spændende – og hvor den klassiske ballets krav om svaner med ens proportioner er lykkeligt ophævet.

Tåforlængere

Men nuvel. Den lillebitte balletdanserinde Teele Ude stikker sine stærke fødder i nogle avancerede fodforlænger-tåspidssko, så hun kan stå på tåspids i de vildeste styltebalancer og lodrette splitpositioner – som om kun lange Barbie-ben kan gøre hende lykkelig.

Den moderne danser Jonas Örkner skaffer sig skulderbeskyttere, der får hans skuldre til at se endnu bredere og mere tegneserieagtige ud. Og den langlemmede Selene Muñoz udstyrer sine smalle hofter med gammeldags hofteskørteholdere for at få mere bugtende former til sit femme fatale-look.

Det er ganske muntert. Men koreografisk kommer der for få interessante bevægelser ud af disse kropspåhæng.

Den nu 27-årige Selene Muñoz har som altid en spændstig variation i sin egen smukke dans – og arme med vinkler og buer og eksotiske knips, der skaber et helt eget univers. Hendes rytmesans har en uforlignelig blødhed over sig, som typisk sætter hendes musiker til vægs. Og hendes hæle tramper, så øjet ikke kan følge med.

Men hendes koreografi for de to andre dansere savner idé. Her er ikke nok originale bevægelser. Sværest er det for den moderne danser, der nærmest ’går’ mellem sine bodybuilderagtige positioner. Her standser fortællingens flow.

Kontrabas mangler

Måske skyldes de koreografiske begrænsninger, at forestillingens musik er en usammenhængende collage. Selene Muñoz har valgt musikstykker af fem forskellige komponister i scener efter hinanden. Derudover optræder livemusikeren Stephan Jarl på alverdens slagtøjsinstrumenter – veloplagt og legende, men uden at disse rytmer helt kan forløse flamencoens indre passionsfortælling.

Da Selene Muñoz dansede under Sommerballetten på Bellevue Teatret i 2011, var det til livemusik af kontrabassisten Miguel Rodrigáñez.

Kontrabassens dybe lidenskab klædte hende bedre, og her i Presence er båndmusikken af Rodrigáñez da også en af forestillingens bedste. Men ellers brydes stemningen hele tiden op mellem numrene.

Og da alle tre dansere på et tidspunkt sætter sig ved siden af percussionisten for at klimpre med på trommer og vandkar, så virker fusionen lidt postuleret. Det er i hvert fald mere interessant at se danserne danse med hele kroppen end bare at se dem sidde og klaske fingrene i instrumenter.

Selene Muñoz er en viljestærk kunstner, og det er forfriskende, at hun i Presence insisterer på at blande de forskellige danseudtryk. Men man kunne unde hende en koreograf, der kunne forløse hendes eget performerpotentiale, så hun kunne stå helt frisat på scenen. Med eller uden flæsehale.

’Presence’. Koreografi: Selene Muñoz. Musik: Stephan Jarl m.fl. Lysdesign: Martin Danielsen. Kostumer: By Luna. Co-produktion mellem Selene Muñoz Danzart og Bora-Bora.

Oplevet på Bora Bora under Aarhus Festuge. Danses også i Dansehallerne i København 7-11. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu