Læsetid: 5 min.

’Jeg føler mig lidt uforskammet over at have fået ham til at græde efter fem minutter’

Medina og flygtningene handler ikke så meget om de flygtninge, Medina møder, som om, hvorfor hun græder, når hun møder dem. Det er heller ikke noget dårligt spørgsmål
2. september 2016

»Ved du, hvorfor jeg græder?«

Medina er gået lidt væk fra blikhytten i Zaatari-lejren i Jordan, hvor hun og tv-værten Abdel Aziz Mahmoud har besøgt en flygtningefamilie fra Syrien.

Popstjernen er rejst ud med Folkekirkens Nødhjælp på en fire dages studietur. De har indgået et samarbejde, efter at Medina på en ferie til den græske ø Kos med egne øjne så bådflygtninge ankomme til øen.

Synet af den menneskelige desperation fik hende til at tænke over, hvad hun kunne gøre for dem. Og det blev altså til dette samarbejde, hvor Medina skal få unge til at interessere sig for verdens 65 mio. flygtninge.

En af måderne at gøre det på er at tage Abdel og hans kamerahold med på rejsen. Så kan der komme et afsnit af hans program, Adgang med Abdel, ud af den.

Abdel er nemlig interesseret i, hvorfor Medina græder. Eller, det er ikke helt sådan programmets arbejdsspørgsmål er formuleret. Han er interesseret i, hvor ægte hendes intention om at gøre noget godt for andre er, og om der eventuelt skulle ligge nogle mindre altruistiske motiver omme bag ved hensigtserklæringerne og medfølelsen.

»Jeg vil meget gerne vide, om hun er oprigtig i sin nyfundne interesse i flygtningene, for det har man ikke rigtig hørt hende tale så meget om før,« siger Abdel i begyndelsen af programmet, mens han påfører sig en mikrofon ude foran DR-Byen.

»…Eller om hun gør det for at brande sit eget navn, for at promovere sig,« fortsætter han. »Jeg tænker, at vi i løbet af det næste par dage finder ud af, hvad der er op og ned i det her.«

Læs også: Velkommen til Medina

I ugerne op til optagelserne og udsendelsen var der en del, der kom med deres bud på, hvorfor hun var taget af sted.

Der blev praktiseret skråsikkert menneskekenderi på de sociale medier, og det kom der nogle ret bastante konklusioner ud af. Rejsen var motiveret af forfængelighed. Medina skulle angiveligt udnytte flygtningenes ulykke til at komme til at fremstå som et bedre menneske.

Det gav forskellige facebookbrugere og debattører anledning til at lave kreative ordsammenstillinger som »åndelig stråleglans« og »godhedsbling«.

Abdel går med på præmissen – at godhed kan være til pynt – og lader til gerne at ville give kritikere et ordentligt svar. Et af den slags svar, der får kritikere til at tie stille eller finde på noget bedre at sige.

Grund til at græde

Adgang med Abdel er et reportageprogram, hvori den flinke journalist fra Aftenshowet tager ud og møder et menneske på en form for mission.

I tidligere programmer har det været Daniel Carlsen fra Danskernes Parti, som Abdel hang ud med på Folkemødet på Bornholm, og Pia Kjærsgaard, som han følger, mens hun passer sit arbejde som Folketingets formand.

Allersenest har det været Emma Holten, der holder foredrag om deling af sexbilleder uden samtykke på et gymnasium.

Abdels hemmelige våben er et sæt gode manerer, en afvæbnende ironisk distance, der ikke skygger for den moralske grundindstilling, han også render rundt med. Når han f.eks. spørger en gruppe gymnasieelever før og efter Emma Holtens foredrag, hvis skyld og ansvar nøgenbilleddeling er, så lyder han som en pædagog med et budskab, han gerne vil have de unge selv til at formulere.

Nu står Abdel så der i Jordan. Medina er gået lidt væk og har vendt kameraet ryggen, fordi det blev for stærkt. »Jeg græder, fordi jeg tænker på min far. Hvad han har oplevet,« fortæller hun Abdel.

Medinas far flygtede til Danmark fra Chile. Ham har man mødt først i programmet, han kom lige forbi Medinas lejlighed og præsenterede sig. Flygtningeerfaringen er altså tættere på for Medina, end den er for så mange andre.

Det er, som om programmet falder på plads her. Her var forklaringen på Medinas engagement. Hun kan relatere til de flygtningeskæbner, hun har set, fordi hendes egen søde far har været i deres sted.

Abdel er selv flygtet til Danmark fra Abu Dhabi som lille med sine statsløse palæstinensiske forældre. Medina vender tilbage til det flere gange. »Det er min fucking far og dine fucking forældre. De har set det her,« siger hun, mens en flygtet familie sender en telefon rundt med billeder af børnelig.

Legitim gråd

Medina og flygtningene handler overordnet om at legitimere Medinas medfølelse med mennesker på flugt. Det kan man mene er en besynderlig præmis. Men det ville være løgn at sige, at der ikke poppede en eneste vittighed op i mit hoved, da jeg første gang hørte om Medinas organisation Mevation.

Navnet er en sammentrækning af Medina, Motivation og Nation. Min første association var det velgørenhedsprojekt, som den ukvikke mandlige model Derek Zoolander grundlægger i komedien Zoolander (2001): The Derek Zoolander School for Kids Who Can’t Read Good and Want to Do Other Stuff Good Too.

Helt så fjollet står det ikke til med Mevation, som med Folkekirkens Nødhjælps ord »er et initiativ, der skal oplyse og motivere unge til at gøre en forskel, og som samtidig kan være med til at samle nationer på tværs af hinanden«.

Da Medina skal forklare Abdel, hvad planen er med Mevation, forklarer hun, at det er en kommerciel organisation, der skal være så upolitisk som muligt og få unge herhjemme til at tage stilling til situationen, fordi den ikke ændrer sig, og så blive bedre til at række armene ud.

Organisationen arrangerer studieture til flygtningelejre, og Medina er også ved at udvikle en produktlinje, hvor hele overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med flygtninge.

Den familie, hvis historie får Medina til at græde, havde jeg ikke hørt om, hvis ikke Folkekirkens Nødhjælp havde sendt Medina af sted, og hvis ikke Medina havde medbragt Abdel og kameraholdet. Nu kender jeg så deres historie i korte træk. Den minder meget om andre flygtningehistorier.

Inden Medina begyndte at græde, gjorde faren i den familie, de besøgte, det også. Abdel spurgte om, hvordan han huskede den dag, de flygtede. Abdel går med ud i familiens lillebitte have og lægger en trøstende hånd på mandens skulder.

»Det bliver alt sammen bedre nu,« siger han, og det må man håbe. Familien har fået asyl i USA og skal rejse om få dage.

»Husker dine børn krigen?« tilføjer han, og jeg tænker, at det er en lovlig velsmurt interviewmaskine, det der.

Det samme tænker Abdel, da han næste morgen sætter sig foran kameraet og optager det selvrefleksions- og procesovervejelseselement, som er en fast bestanddel af reportagegenren for tiden.

»Jeg føler mig lidt uforskammet over at have fået ham til at græde efter fem minutter. Jeg laver tv på ham, og så smutter jeg igen …«

Medina og flygtningene handler mere om at se andres ulykke, end det handler om de ulykkelige selv. Det interessante ved programmet er, hvem der græder, hvorfor de gør det, og om de føler, at de får lov til det.

’Medina og flygtningene – Adgang med Abdel’ kan ses på dr.dk til den 19. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu