Læsetid: 3 min.

Fornøjelige litterære svinkeærinder

Torben Brostrøms erindringsbog sætter digterne i førersædet og farer gladelig vild i bogreolen. Forfatteren selv forbliver et studie i diplomatiets kunst
Torben Brostrøm i gang med endnu en bog. 

Torben Brostrøm i gang med endnu en bog. 

Kristine Kiilerich

1. oktober 2016

Allerede omslagsfotografiet slår tonen an: den aldrende litterat for foden af sit trolddomsfjeld af spraglet verdenslitteratur.

Fra lavlandets kuperede bogstabelterræn til den tynde luft helt oppe under hanebjælkerne, hvor Hans Castorp kløjes i sine tuberkler, mens madame Chauchat smækker med døre i sanatorienatten.

Som Willumsens bjergbestigerske – blot uden stok og sommerskørter – tager 89-årige Torben Brostrøm sine litterære alper i øjesyn. Fra Andersen, Beckett og Cervantes til Södergran, Tranströmer og Vesaas.

Et reolpanorama, som nok kan tage pusten fra enhver.

Vi befinder os mellem »lovlige løgne og bedrag i vers og prosa«, og det er digterne, der sætter kursen, bestemmer farten og hjælper humør og hukommelse på gled. Brostrøm har – vågen såvel som i natlige drømme – tilbragt en menneskealder i litteraturens landskaber, og med bogreolen som »et åndeligt rejsebureau« er det nu blevet tid til et par sene gensyn med nogle af tilværelsens pejlemærker og favoritdestinationer.

Det begynder med Jens Baggesens ekspeditioner i indre og ydre labyrinter, og turen går hastigt videre til Sophus Claussens feberhede heksametre.

Som opløben teenager på Aalborg Katedralskole fik Brostrøm smag for »fantasmernes forlokkelse«, og mens Anden Verdenskrig rasede lige uden for skolegården, drømte den unge gymnasiast om opbrud og forandring, om »det nye, det anderledes, det mærkværdige, det umådelige«.

Og drømmen blev til virkelighed, kan man roligt sige. Med Hoffmann, Rabelais og Cervantes i bagagen. Og som chefideolog og kongemager i 1960’ernes modernistiske faderopgør.  

Flyvske digressioner

Brostrøms Litterære bekendelser (med undertitlen Sene erindringer) består af 41 mere eller mindre flyvske digressioner, og skønt rammerne er beskedne, kommer vi vidt omkring i det brostrømske kernepensum.

Pludseligt opståede synsproblemer fører til vidtløftige ekskurser om Hoffmann, Saramago og Borges, mens daglig nærlæsning af Politikens dødsannoncer leder lige lukt i armene på Fjordor Dostojevskij, som igen katapulterer forfatteren tilbage til Sankt Petersborgs kældermennesker og videre til undergangsstemninger hos Gide og Camus. 

Mere centralt end noget forfatteridol står dog Brostrøms skånske oldemor, den retskafne Bengta fra Tjörnarp, som livet igennem havde Kristus lyslevende ved sin side og måske er ophavskvinde til forfatterens velkendte faible for svensk sprogmusik.

De har, hævder han, »en bedre retorik« hinsides Øresund, og betragtningerne om Edith Södergrans »erotiske mytologi« og Gunnar Ekelöfs »mening i meningsløsheden« står stærkt.   

Samme styrke kunne omtalen af jævnaldrende bogmennesker som Niels Barfoed, Jens Kistrup og Jørgen Gustava Brandt med statsgaranti have haft.

Men erindringsglimtene er for spredte og for urbane til for alvor at strø informative (for slet ikke at sige: eksplosive) fodnoter i nyere dansk litteraturhistorie. Det samme må siges om skildringen af livskammeraten Klaus Rifbjerg, som spøger overalt på siderne, uden at man af den grund bliver klogere på »hans ømme punkter, skarpe kanter, hans vidde og særheder, hans ømskindethed og robuste styrke, hans skånselsløshed og uendelige hjælpsomhed«.

I den forstand er bekendelsesbegrebet nok brugt lovlig elastisk her. For Torben Brostrøm er ikke en mand, der rutter med betroelserne. Hovedstolen forbliver intakt.

Omvendt skal man da være en hård nyser for ikke at blive bevæget af det helt særlige bånd mellem de intellektuelle fyrtårne Rifbjerg og Brostrøm, hvis venskab nåede diamantbryllupsalderen. »Savnet står som frost i vinterkulden,« bemærker sidstnævnte lavmælt.

Rejselyst og læseglæde

Torben Brostrøms litterære svinkeærinder er fornøjelig og opbyggelig læsning, og selv om man vil lede forgæves efter afsløringer og ramsaltet sjælegranskning, er man fra først til sidst i godt selskab, hvad enten man nu gør ophold i Rungsted, Davos eller Ekbátana.

Samtidig er de sene erindringer et stædigt forsvarsskrift for bogen som erfaringskilde og sanselig materialitet, og Brostrøm leverer smittende begejstring for de fysiske bøgers støv, æselører og fingeraftryk, hele denne »tungtvejende sammenklumpning«, som til enhver tid vil overgå (og overleve) digitale mediers kølige effektivitet.

En bog repræsenterer ernæring, erfaring og erindring, og den lader sig ikke som e-bøger »udviske til hvileposition eller sletning med en håndbevægelse«.

Litterære bekendelser giver rejsefeber og læsesult, og det er ikke så lidt.

Undervejs måtte denne anmelder således have både Baudelaire, Lagerlöf og Kafka bukseret fra reolhylde til sengebord, og stod det til mig, var billetterne til Paris, Mårbacka og Prag for længst købt og betalt.

At Torben Brostrøm kalder sin lille erindringsbog for ’sen’, vælger jeg derimod at overhøre. Jeg ser allerede frem til flere og farligere opdagelsesrejser, når tømmermændene efter 90-årsdagen har lagt sig.

På forhånd tak. 

Christian Graugaard er professor og litteraturanmelder ved Politiken

Torben Brostrøm: 'Litterære bekendelser'
Gyldendal
169 sider
199.95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu