Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Fræk og overbevisende armlægning

Marie Søndergaard Lolk lægger arm med Thorvaldsen på hans museum, mens næste års danske biennalerepræsentant, Kirstine Roepstorff, viser nye værker af svingende kvalitet hos Andersen’s Contemporary
Marie Søndergaard Lolks malerier er diskret placeret i rummene, og deres farvesætning og indbydende beherskelse af materialerne får dem til at fremstå som frække og forførende replikker til Thorvaldsens kølige skulpturer.

Anders Sune Berg

Kultur
2. september 2016

Thorvaldsens Museum er et enestående og særpræget museum over Bertel Thorvaldsens værk og liv, mens det samtidig er hans gravmæle.

Med sin placering, arkitektoniske udformning og store samling af værker har museet imidlertid også de samme udfordringer, som alle andre enkeltkunstnermuseer: Det kommer let til at virke statisk og uforanderligt i en tid, hvor det er forandring, som tæller, og hvor museerne i høj grad profilerer sig på skiftende udstillinger.

På Thorvaldsens Museum har man imidlertid gennem årene været dygtige til at skabe udstillinger, der respekterer museets hovedperson, men samtidig sætter hans værk i bevægelse gennem dialoger med samtidskunst.

Det har resulteret i en serie interessante dialogudstillinger, som har bevist, at det museum, som ved åbningen i 1848 var Danmarks første offentligt tilgængelige museum for samtidskunst, stadig er en levende institution.

Hen over dette efterår bliver den gode tradition videreført med en ny dialogudstilling med værker af maleren Marie Søndergaard Lolk.

Yndefuld leg

Der er noget uanseeligt over Marie Søndergaard Lolks udstilling, som indgår i en lille, diskret, men præcis dialog med tre rum i billedhuggerens mausoleumsmuseum.

Marie Søndergaard Lolk er maler, men en maler med en udtalt interesse for rum og for maleriet som materiel genstand frem for som illusionsflade.

Den lille udstilling af malerier fungerer derfor nærmest som en stedsspecifik intervention i de eksisterende og stemningsmættede rum i Thorvaldsens Museum. Først forekommer udstillingen som sagt næsten uanseelig, så umærkeligt indfinder den sig i rummene.

Alle malerierne er domineret af den samme brunviolette farve, som også er vægfarven i flere af rummene på museet. Dodenkop, hedder farven morbidt nok, og udgør dermed en passende indramning af Thorvaldsens sidste hvilested i gården i museets midte.

Marie Søndergaard Lolk bruger farven i sine malerier, som på den måde kommer til nærmest at gå i ét med rummenes vægge – helt ned i detaljer som lapninger, overmalinger og ujævnheder.

Der er tale om en effektiv camouflage, som gør værkerne til sære fortsættelser af de vægge, de er placeret på baggrund af. Ophængte er malerierne nemlig ikke, de er derimod anbragt på brystpanelerne, som gennemløber alle de små udstillingsrum langs museets ydermure.

Her står malerierne på de små fremspring og skjuler ikke blot sig selv, men endnu mere effektivt de relieffer af Thorvaldsen, der almindeligvis er synlige for publikum i rummene.

Der er noget udslettende og selvudslettende ved denne yndefulde leg med tildækning og kamæleonagtig efterligning af omgivelserne, som samtidig virker kærlig og passioneret som en forelskelses spejlende opslugthed.

Når man får øje på Marie Søndergaard Lolks perfekt skalerede interventioner, trækker de imidlertid én ind i deres subtile, smukke og humoristiske spil med omgivelserne.

Malerierne har samlet fået titlen Template, som betyder skabelon. Det hentyder helt konkret til deres udførelse, som har involveret brugen af malerrulle, som dog visse steder er blevet holdt på afstand af pladerne ved hjælp af skabelonklodser monteret med skruer.

Skabelonklodserne er efterfølgende fjernet igen, så lagdelte strukturer af grunderet plade, maling og brutale skruehuller står tilbage som et processuelt ornament i pladerne, mens fragmenter af antydet figuration toner frem her og der.

Det er bogstavelig talt skabelonmalerier, men med deres vilkårlige hulmønstre og udstående finner af størknet akrylmaling ser de alt andet end skabelonagtige ud. Maleriernes brudte flader med forhøjede hulkanter og flager af indtørret maling giver dem relieffets præg, fladerne antager skulpturelle kvaliteter.

Men malerierne er unikke aftryk af deres egen frembringelsesmetode, spor og mærker, mere end de er skildringer af nye rum. Alligevel indeholder de også indre rum i form af ansatser til figuration, ligesom de forholder sig med fintfølende situationsfornemmelse til det omgivende rum via deres placeringer.

Den præcise farvesætning, indbydende materialebeherskelse og diskrete indplacering i rummene får Marie Søndergaard Lolks malerier til at fremstå som frække og forførende replikker til Thorvaldsens kølige skulpturer.

Malerierne er placeret i rummene, hvor henholdsvis Venus, Vulkan og Amor står, men med deres kødelige hud af pastos maling emmer de en hel del mere af flammende lidenskab og erotik end Thorvaldsens nyklassicistiske marmorhud har formået at indgive den mytologiske familie.

Med Template viser Marie Søndergaard Lolk sig som en ung kunstner, der både har modet og evnen til at indgå i en dialog med en af dansk kunsthistories største faderskikkelser – ja, endda lægge arm med ham.

Det er en overbevisende og stram intervention i et museum, hvis aura af skønhed og tung historisk arv ville bringe mange ærefrygtigt i knæ. Det er samtidsmaleri på omdrejningshøjde med historien og med fuld bevidsthed om alle dens overleverede skabeloner og matricer.

Malerisk interesse

På Andersen’s Contemporary, der er åbnet i nye, mondæne rammer i Amaliegade, viser Kirstine Roepstorff nye arbejder under titlen Rehearsing Volume.

Ud over naturligvis at være interessant i sig selv, påkalder udstillingen sig særlig interesse, fordi Kirstine Roepstorff er blevet udpeget af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Billedkunst til næste år at skulle udfylde Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen.

Det er en opgave, som kræver sin kunstner, for den tid er for længst forbi, hvor man blot kunne vise et substantielt udvalg af bagkataloget. Der skal skabes nye værker, og de skal forholde sig både til pavillonens specifikke arkitektur og til den særlige psykologiske atmosfære, som biennalebegivenheder byder på.

Så måske er det meget passende med øvelser udi det voluminøse. Og en samtidig ihukommelse af sidste års biennale, hvor Danh Vo med udstillingen mothertongue på samme sted viste, at det ikke er størrelsen alene, der gør det. Snarere handler det om skala, rumfornemmelse og rytme samt en god portion diskursivt gehør.

Udstillingen Rehearsing Volume rummer både malerier og skulpturer, de fleste i overvældende formater, der ser ud til at være tilpasset de herskabelige arkitektoniske rammer med fyldningspaneler og indfattede malerier i galleriet.

Kirstine Roepstorffs mangeårige arbejde med collage er her lagt så godt som helt på hylden til fordel for en ny malerisk interesse, hvor color field painting med manglende sondring mellem figur og grund forekommer at være en påvirkning.

De meterstore lærreder i sorte rammer virker på samme tid drivende vandige og knastørre. Materialet er angiveligt alene vand og pigment, der er påført de våde lærreder og derefter tørret op.

Resultatet er inciterende bånd af laserende, grønlige farver, der fortykker sig i markante konturlinjer, hvis udløbende og silende forløb klart indikerer processens fugtige og flydende karakter. Men samtidig fremtræder de tynde farvelag som sagt tørre, matte og transparente på den synlige lærredsgrund.

Dynamiske spændinger

Det er abstrakte værker, der imidlertid udmærket kan associere landskaber med deres klare vandrette bånd og markante opdelinger i to halvdele omkring en lys, rødlig horisontlinje i lærredernes midte.

Maleriernes abstrakte kvaliteter accentueres af stedvise collageelementer i form af vertikalt anbragte tekstilbånd, der er klæbet og syet på lærrederne og bryder det vandige indtryk. I deres afmålte stringens aftegner disse små, men markante collageelementer en stærk kontrast til det indtørrede fluidum, som hovedparten af lærrederne udgøres af.

I de bedste af værkerne skaber det dynamiske spændinger i billedrummene, mens det i de mindre vellykkede versioner blot tager sig ud som tilfældige og umotiverede applikationer til ufuldendte materialeeksperimenter, som kunstneren ikke selv har haft tillid til.

Malerierne er angiveligt i udgangspunktet lavet i halvblinde, for så vidt som de våde lærreder ikke tillader kunstneren at se effekten af farvepåføringerne, før lærrederne efter 12 timer er tørre igen.

Det er måske dette element af blind intuition, som Kirstine Roepstorff ikke helt har turdet give sig hen til, men i stedet har følt sig nødsaget til efterlods at reparere på med applikationerne. Malerierne peger i nye retninger for Roepstorff, men har også præg af ufærdige og uengagerede afsøgninger.

De skulpturelle bidrag består i materialesammensætninger, hvor cement og messing mødes på uventet vis i konstruktioner, som handler om udfoldet volumen – jævnfør udstillingens titel.

Hvor malerierne fungerer som interessante materialeundersøgelser, er skulpturerne mere famlende. De virker ikke til at være udsprunget af en egentlige skulpturel interesse for skala og rum eller masse og volumen, men mere af en interesse for materiale- og formsammenstød, som måske mest har sit udspring i collagen.

På udstillinger de senere år har Roepstorff demonstreret, at det udspring nogle gange kan kaste overraskende og i positiv forstand kejtede og monstrøse skulpturelle objekter af sig.

I Rehearsing Volume virker skulpturerne dog som de svageste bidrag, manifeste i rummene som todimensionale ideer snarere end som tredimensionale objekter, al deres tyngde og fylde til trods.

Cementens vægren sig mod at illudere papirtyndt foldeværk er måske nok en tilsigtet pointe, der potentielt kunne rumme en paradoksal skønhed. Men det fremstår i mine øjne mere som klodset materialefetichisme, end som udkommet af en skulpturel sensibilitet.

»It’s all about rehearsing,« står der i pressemeddelelsen, som følger med udstillingen. Men øvelser, gentagelser og besværgelser gør det ikke, selv om de undersøgende og eksperimenterende aspekter af øvelsen ganske vist er helt nødvendige komponenter i kunst.

I Rehearsing Volume er der mere af førstnævnte end af sidstnævnte, hvilket får udstillingen til at fremstå med al mulig vægt og format, men med en hel del mindre rumfornemmelse, proportionssans og raffinement.

Marie Søndergaard Lolk. ’Template’. Thorvaldsens Museum. Bertel Thorvaldsens Plads 2. Indtil den 13. november.

Kirstine Roepstorff. ’Rehearsing Volume’. Andersen’s Contemporary. Amaliegade 40. Indtil den 1. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det lyder godt. Den må vi ind og se.