Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Gangsterdrama om den europæiske bananrepublik Italien

Pavens abdicering i 2011 danner en slags bagtæppe for en brutal fortælling om moralsk armod i bananrepublikken Italien i den seværdige ’Suburra’
Italienerne er eksperter i at lave illusionsløse, samfundskritiske (gangster)film som ’Suburra’, hvor politikere, restaurantejere og konkurrenter bestikkes og likvideres, og helt almindelige mennesker drages ind i en beskidt skyggeverden.

Italienerne er eksperter i at lave illusionsløse, samfundskritiske (gangster)film som ’Suburra’, hvor politikere, restaurantejere og konkurrenter bestikkes og likvideres, og helt almindelige mennesker drages ind i en beskidt skyggeverden.

Emanuela Scarpa

Kultur
23. september 2016

Det er svært at frigøre sig fra en fornemmelse af, at man er vidne til en ganske realistisk fremstilling af situationen i Berlusconis Italien, mens man ser italienske Stefano Sollimas gangsterdrama Suburra.

Filmen er fiktion, men den knytter alligevel an til visse virkelige begivenheder – omdrejningspunktet er den forrige paves frivillige abdicering i november 2011 – og handler om den uhellige alliance mellem politikere, forretningsfolk, den katolske kirke og mafiaen, der synes at have styret denne europæiske bananrepublik i mange år.

Motoren i Suburra er driftige menneskers ønske om at forvandle strandpromenaden i Ostia, en forstad til Rom, til et italiensk Las Vegas med kasinoer, diskoteker, barer, høj musik, fest og prostituerede i massevis.

Det er et lukrativt projekt til mange milliarder euro, og sydkystens mafiafamilier har med den iskolde konge af Rom, Samurai (Claudio Amendola), i spidsen sat sig for at realisere projektet uden smålig skelen til lov og orden.

Politikere trues og bestikkes, restaurantejere tæves, hvis de ikke skriver under på kontrakter, konkurrenter likvideres, og selv helt almindelige mennesker drages ind i en beskidt skyggeverden, som de ikke kan undgå at blive brutaliseret af.

Suburra er en voldsom film, hvor det både er de grimme mekanismer bag facaden og menneskene foran, der så levende portrætteres. Det er en dyster fortælling om uhildet ambition og uhyggelige, skruppelløse mennesker, der vil gøre hvad som helst for at nå deres mål, og som derfor kun kan stoppes af døden.

Moralsk vakuum

Pierfrancesco Favino spiller politikeren Filippo Malgradi, der i dagene op til pavens abdicering – kaldet ’dommedag’ i Suburra – og en korrupt regerings implosion både kæmper sine gamle venner i mafiaens sag i parlamentet og fester lige hårdt nok med to ludere, hvoraf den ene dør af en overdosis.

Pludselig er han i en udsat position, og det udnyttes af en ung forbryder, Spadino (Giacomo Ferrara), som derefter får en af mafiaens muskelmænd, den psykopatiske Numero 8 (Alessandro Borghi), på nakken. Og så har vi balladen.

Spadinos bror, Manfredi (Adamo Dionisi), er en magtbegærlig sigøjner, der både vil hævne sin bror og have en del af den store Ostia-kage, som den etablerede mafia ellers sidder tungt på.

Og sådan kunne jeg blive ved med at beskrive den forfærdelige kæde af begivenheder, der river så mange liv i stumper og stykker – også helt bogstaveligt – i løbet af Suburra.

De menneskelige tragedier er legio, og man får tegnet et billede af Italien som et samfund, hvor stort set alle har fingrene nede i kagedåsen, hvorfor alle også får dem, fingrene, i klemme, når noget går galt.

Det kan godt være, at Sebastiano (Elio Germano) blot lever af at arrangere løsslupne fester for landets elite, men hans far skylder Manfredi penge, og en af hans gode veninder er Sabrina (Giulia Elettra Gorietti), den anden prostituerede, der var sammen med Malgradi den famøse aften.

Selv toppen af den katolske kirke er finansielt involveret i mafiaens lyssky forretninger, og pavens forestående tilbagetræden kommer til at udtrykke en form for åndeligt vakuum i et land, som om noget kunne have brug for en guide udi moral, etik og ganske almindelig anstændig opførsel.

Selvfølgelig er ikke alle italienere korrupte eller onde, men det er en farlig glidebane, når man først begynder at mele sin egen kage.

Poetiske øjeblikke

Italienerne er gode til at lave denne slags illusionsløse, samfundskritiske (gangster)film – tag bare Matteo Garrones Gomorra og Paolo Sorrentinos Il Divo og Den store skønhed – og der er virkelig ikke mange forsonende træk ved de mennesker og miljøer, man møder i Suburra.

Og så dog. Stefano Sollima og hans filmhold formår med musik og et suggestivt lyd- og kameraarbejde at skabe en række poetiske øjeblikke i filmen, hvor også nogle af personernes drømme og håb om et bedre liv får lov at ånde.

Numero 8 er et gennemført dumt svin, men hans kæreste, Viola (Greta Scarano), elsker ham højt, og i en næsten rørende scene fortæller han henført om, hvordan Ostia – hans barndomsby – bliver til et smukt og funklende sted, når først mafiaen har fået lov af politikerne til at bebygge strandpromenaden.

I denne korte scene fortælles et helt liv fuld af skuffelser og desperation, og det er ikke svært at se Numero 8 og Viola som en slags repræsentanter for en fortabt italiensk ungdom.

På samme måde forstår man, at Malgredi, Sebastiano og Sabrina alle er vildførte drømmere, der ikke nødvendigvis søger penge og magt, men måske snarere hungrer efter kærlighed, anerkendelse, at blive set og have en betydning.

Det er ikke mindst denne menneskelige dimension, der gør det udholdeligt at se Suburra, og som samtidig kun forstærker den iboende tragedie i det, der ender med at være en meget seværdig film.

’Suburra’. Instruktion: Stefano Sollima. Manuskript: Sandro Petraglia, Stefano Rulli, Giancarlo de Cataldo og Carlo Bonini efter bog af de Cataldo og Bonini. Italiensk-fransk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her