Læsetid: 6 min.

Et glimt af glæde

Digteren, prosaisten og formidleren Vagn Steen (1928-2016) rummede i sig flere personer. Eller var det i virkeligheden kun én?
3. september 2016

»Af næsten samme forfatter« står der i værklisten på side to af mere end én bog af Vagn Steen, som døde i sidste uge, 88 år gammel.

Andre skriver »Af samme forfatter«, men han vedkendte sig altså, om ikke direkte en splittelse eller spaltning, så dog en flersporet litterær identitet. Og hvad angår aktiviteter, var hans virke kendetegnet ved diversitet.

Han blev i 1956 cand.mag. i dansk og historie fra Aarhus Universitet og havde i de følgende år ansættelser som universitetslærer i Göteborg og Aarhus, men kastede sig fra 1965 ud i sine mange ofte parallelle gøremål som lyriker, prosaist, formidler, anmelder, litteraturpædagog, radiomand og kulturpolitisk engageret fagforeningsperson.

Men selv i sin lyrik opretholdt han en to- eller flersporet praksis. Samlingen Træ: Du er min far fra 1988 har således til sidst en »Kommentar til forfatterskabet«, hvori det hedder, at hans poetiske produktion består af V-digte og S-digte.

Til den første kategori hører hele rækken fra debutbogen Digte? (1964) og 1960’erne ud, til den anden den stribe af tit relativt små samlinger, som indledtes med den selvbiografiske erindringssuite – digte (1972).

Et V-digt er ifølge ham selv symmetrisk og skarpt. En kile. S derimod er slynget og rundt. Som en sløjfe. Den første type digte er »muligheder for læseren«, mens den anden slags skal fungere som »udtryk for forfatteren«.

Og her går han så et skridt videre og kalder forfatteren til V-digtene for Steen V., hvorimod forfatteren til S-digtene stadig kan fortsætte med at hedde Vagn Steen! »Steen V. går på eventyr i sproget. Med bogstaver, forstavelser, ord, sætninger, ordsprog. Vagn Steen går på eventyr i sig selv.«

Utrættelige udspil

Sådan så han åbenbart på det i 1988. Men sådan ville han bestemt ikke have stillet tingene op 25 år før, da varemærket Vagn Steen var et usvigelig sikkert emblem for gøgl, tekniske eksperimenter med sproget, leg med typografien, forsøg med omdannelse af selve bogmediet, nye tværæstetiske manøvrer og utrættelige udspil og udfordringer til den forhåbentlig overrumplede tilhører eller læser, delvis inspireret af den svenske poet og skrivepædagog Sandro Key-Åberg (1922-91). Mantraet lød på den tid:

jeg kan ikke skrive ”digte!”

men ”digte?” kan jeg skrive

Dengang i 60’erne lavede Vagn Steen (eller var det allerede på det tidspunkt Steen V.?) en bog med et hul i midten, som læst fra den ene ende, på engelsk, var A Hole Book (bemærk ordspillet), men læst modsat, på dansk, dannede Et godt bogøje (bemærk den for datiden typiske sportsmetafor).

Fra samme ’forsøgssultne’ periode stammer dobbeltudgivelsen Riv Selv / Skriv Selv (fra 1965) den fysisk ret så uhåndterlige Langbog (1968) og den lille handy Jeg er ingen digtsamling (1967), der til sidst forklarer sit eget formelle princip: »En dag sagde jeg til mig selv: lav nogle digte der alle sammen begynder med fire ord, nemlig JEG ER INGEN + et fjerde ord.

Det er nyt for hvert digt, og det er ord du kan gribe ud af luften eller finde når du ser dig omkring eller tænker dig om eller blader i en bog eller en ordbog«. Ikke noget her med ’guddommelig inspiration’ – alle eller i hvert fald næsten alle kan sagtens skrive! Og hvad kom der ud af det? Tja, tag f.eks. denne tekst:

jeg er ingen BÅD

køl har jeg ikke

jeg følger intet ror

jeg har ingen dam til fisk

ingen last ingen radar

intet styrhus

men jeg kløver bølger

og fisker i rørt vande

jeg er ude med krogen

I de sidste linjer, ja, faktisk i hele digtet, genkender man det lyriske legebarn selv og vel tillige radiomanden Vagn Steen, ham, som i studiet, med mikrofon, var imødekommenheden og elskeligheden selv, og som via P1 fik bragt virkelig mange digte og digtere ud til den brede befolkning, i kraft af den formidlingsevne, som desuden kom til udfoldelse i Læsninger (1967) og Vagn Steen vælger splinternye danske digte (1978).

Eller sagt på en anden måde: Ved siden af at udfolde hans horisontale og demokratiske kunstholdning, hvorefter lyrik skal være for alle, både i sit produktive og sit receptive aspekt, kan digtet demonstrere, at uanset hvor udvendigt og teknisk-formelt man går til værks, vil en digterisk tekst altid i et eller andet omfang spejle den skrivende.

Hektisk periode

Det vidste Vagn Steen da også udmærket, og derfor blev i hans eget forfatterskab S-bøgerne hyppigere og V-bøgerne sjældnere.

I sluttresserne og ca. indtil midten af halvfjerdserne opretholdt han sin legende og gavmildt inviterende litteraturstrategi, der i modsætning til samtidige, mere hermetiske poetikker hyldede det åbne, ufærdige værk, som læseren så kunne lave færdigt.

Dengang prioriterede han processen før produktet, det egalitære over det elitære, og opfattede udadvendt folkelighed som en værdi i sig selv. Men spørgsmålet bliver, hvorvidt han ved således at afstå fra at sætte æstetiske standarder for andres skrivning lagde sand i fundamentet for sin egen kunstneriske praksis.

I hvert fald er det en helt anden Vagn Steen, der træder frem fra og med Digte uden samling (1976). Denne ret så uensartede bog slutter med en formidabel tekst, »Udbruds-motiver«, som flytter et vulkanudbrud til det stilfærdige og flade Danmark. Vesuv på 1.277 m bliver til Himmelbjerget på 147 m. Så begejstret blev digteren for digtet (og for anmeldernes reaktioner på det), at han det følgende, højproduktive år brugte en hel lille bog på at snakke om det.

Samtidig udkom, ligeledes på Forfatterforlaget Attika, hele tre samlinger bestående af blandede digte: Grønland ler af mig og fortæller, Når lærerens kone er i brugsen samt Her og der og digte fra.

Denne hektiske udgivelsesaktivitet var på samme tid en triumferende ankomst og et krisetegn. Det virkede, som om den humoristiske, tilsyneladende problemfri tilgang til litteraturen (og livet?) pludselig kaldte på en regnskabsopgørelse af en slags:

Over halvtreds: jeg har svigtet

meget, jeg er fuld af angst.

Det er andre der må betale

min uro og utro. Min angst.

Digtsamlingen 52 år fra 1981, hvorfra der her citeres, fremstod i hvert fald som ét eneste åbent personligt sår, og fra et kursus sommeren 1985 på Samsø Folkehøjskole husker jeg, hvorledes Vagn Steen berettede om en skriveblokering, der dog heldigvis overvandtes på et hotelværelse, i Göteborg tror jeg det var, idet han, som han her udtrykte sig, arbejdede sig igennem »kuldemuren«. Så nøgen og hudløs havde man aldrig oplevet ham før.

Prosaisten Vagn Steen

Men på det tidspunkt havde han faktisk også fundet frem til nye sider af sit talent. Jeg tænker især på hans tre prosabøger Da kunsten kom til Grenå (1979), Mer end meget (1982) og Salig rolig sagte sød (1983), som han brugte til at udforske Djursland i nutid og fortid samt især kulegrave de folkelige religiøse vækkelser på egnen midt i 1800-tallet.

En identifikationsskikkelse blev her den omvandrende prædikant Frands Pallesen, men den sidstnævnte roman indeholder også en mere dybtgående indlevelse i maleren, som tilfældigvis hedder – Steen:

»Steen maler. Han ser op i himlen over Sangstrup Klint, og maler luftens formationer. / Det er ikke nok at luften er blå og skyerne hvide. Det er ikke nok at de svulmer. / Det er heller ikke nok at fornemme sin stemning ind i den sugende himmel, det er for let. / Det er frihed for tid og tidsbundethed og frihed fra hensigter der fører penslen. / Vejret leves indefra. / Lette strømme af tanker bærer en skyform frem, modtanker bringer uro i lufthavet, et glimt af glæde afsætter røde stænk som naturen højst kan være på vej til at forløse. / Det er vigtigt at holde det tænkende hoved frit for særlige former for klarhed der fortynder luften. Og det er afgørende at holde det brusende hoved frit for vældende følelser.«

Jeg har her citeret fyldigt, og det er der grund til. Passagen blev måske noget af det smukkeste, Vagn Steen overhovedet fik skrevet. Måske fordi han indrømmede sin længsel efter at skabe gyldig kunst. Måske fordi der et sted inde bag ved de mange formelle eksperimenter og demokratiske strategier fandtes en trang til, med Theodor W. Adornos glose, i digtekunsten at søge: en genfortryllelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu