Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hadefuld Hamlet

Odense Teater åbner sæsonen med en kynisk Shakespeare-tolkning. Med Morten Brovns velklingende Hamlet placeret midt i en jordbunke – som symbol på den sidste rest af menneskeligheden
Morten Brovns vrede Hamlet sidder i sin jordbunke med rester af lig og pis. Hans kærlighed til Ofelia (Christine Sønderris) bliver kun til en enkelt klump i halsen.

Morten Brovns vrede Hamlet sidder i sin jordbunke med rester af lig og pis. Hans kærlighed til Ofelia (Christine Sønderris) bliver kun til en enkelt klump i halsen.

Emilia Therese

Kultur
5. september 2016

Mørket raser over Hamlet på Odense Teater. Et sort og sitrende mørke, der gør det svært at se, hvad der egentlig foregår på scenen. Men også et symbolsk mørke i sjælen hos Shakespeares prins, der bliver mere og mere følelsesløs, desto længere han følger sin egen hævnlogik.

Den islandske teaterinstruktør Egill Pálsson har ladet Hamlet sidde i en jordbunke midt på forscenen. Herfra kommenterer Hamlet på sin egen tragedie, nærmest som han i dag ville gøre det på sin egen facebookside.

Scenografen Martin Eriksson har skabt et overvågningsclearet rum, der udelukkende består af kvadratiske vægpaneler, der kan gennembrydes af en økse eller en pistol når som helst.

Og ved et flygel sidder musikeren Timo Kreuser og knipser strenge og tæsker tangenter, så de høje toner fletter sig tinnitusagtigt sammen til et tortursoundscape i Mikkel Givskovs mørkesitrende lysdesign.

Denne Hamlet kan man ikke flygte fra. Et kæmpeportræt af den herskende konge hænger uhyggeligt på bagvæggen, lige så midtercentreret som skuespillerne på scenen.

Og forestillingens vigtigste rekvisit er jordbunken, der undervejs spredes ud – og smøres ind i Hamlets hvide skjorte som et gravklæde før tid.

Voldtægtslogik

Morten Brovns Hamlet er frygtløs. Han styrter omkring med sit røntgenblik og er vred. Kærligheden til Ofelia bliver kun til en enkelt klump i halsen, og hadet til moderen får ham til at forulempe hende med den voldtægtslogik, der hærger hele forestillingen: Den, der har magten, voldtager de andre.

Den 35-årige Morten Brovn er uddannet fra Odense Teater i 2009 og har bl.a. spillet hos på Mungo Park Kolding og på Bornholms Teater. Hamlet er hans første klassikerhovedrolle, og han bærer den med naturlig autoritet. Han har en tidsrigtig selvsikkerhed, og hans stærke stemme klinger flot og nuanceret i Niels Brunses vilde oversættelse.

Teksten er også tilsat bidder af Johannes V. Jensen og Johannes Sløk, men man skal faktisk være fortrolig med Shakespeares tekst for at forstå handlingen. Begyndere kan altså ikke nødvendigvis starte her.

'Lean' Hamlet

Personerne omkring Hamlet står ellers stærkt: Hamlets onkel Claudius, der har dræbt Hamlets far og giftet sig med Hamlets mor, Gertrud – og Hamlets kæreste Ofelia, hendes bror Laertes og deres far, spindoktoren Polonius.

Men Shakespeares øvrige figurer, der muntrer tragedien op og varsler stykkets slutning, er fjernet. De gamle gravere med hjerneskallen savnes i hvert fald.

For dette er en lean Hamlet. Alt uvæsentligt er fjernet. Til gengæld er tragediens renselseseffekt på tilskueren også skåret væk: Du konstaterer bare, at personerne dør – du mærker det ikke.

Ingen drukning

Castingen gør det ikke lettere at følge med. Når Hamlets to fjender, Rosenkrantz og Gyldenstjerne, spilles af de samme to skuespillere fra skuespillertruppen, som spiller Hamlets venner, kan det i hvert fald være svært at følge med.

Uanset hvor sjovt og gakket Malene Melsen og Mikkel Bay Mortensen styrer slagets gang med en lang kvælningseffektiv elektrisk ledning som foretrukne mordredskab.

Iscenesætteren har fint nok valgt at gøre Hamlets kærlighedsaffære nutidig. Christine Sønderris har i hvert fald ingen blyhed over sig som Ofelia. Men hendes skønhedsreplikker bliver væk i en sjusket tv-diktion, og så forsvinder inderligheden også. Da Hamlet siger, at hun skal gå i kloster, skriger publikum af grin.

Desuden får denne Ofelia ikke engang lov til at hoppe i åen, men skal vælge en mere tidsrigtig selvmordsmetode. Akkurat lige som iscenesættelsen har ændret aflivningsmetoden for Lars Simonsens spindoktorkorrekte Polonius.

Til gengæld brager Mikkel Reenberg igennem med sin psykiske realismetolkning i rollen som Laertes, hendes bror. Da han finder sin søster død, går hans kække krop i standsning. Hans hænder stivner, og hans kinder blusser af rædsel. Det er stærkt skuespil.

'Trafficked' dronning

Magten ligger ellers trygt og potent hos Peter Gilsfort. Som kong Claudius har han en stærk manipulationskraft, nærmest som en begavet fætter til Donald Trump – og hans nakke er ubevægelig som Putins.

Samtidig lader Peter Gilsfort ham have et troværdigt politisk korrekt overjeg med en snert af Løkke-beklagelse, da han er lige ved at angre – måske mest fordi det ikke er helt så festligt at voldtage sin brors kone, som han havde forestillet sig.

Hanne Hedelunds flotte og værdige Gertrud makker ret, men synker derefter apatisk sammen langs væggen i sin tvangsbrudekjole. Hun forsvinder ind i sig selv i smerte – som en nedbrudt, ’trafficked’ kvinde, der endda også mister sin søns kærlighed ved at være blevet handlet.

Det lykkes altså Egil Pálsson at skabe en Hamlet, der imponerer med sin spidning af vor tids globale beundring af den samvittighedsløse magthaver, der kupper sig til magten i mørket. Men ikke at skabe en Hamlet, som også sætter sig i hjertet.

Hamlet. Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse – samt fragmenter af Johannes V. Jensen og Johannes Sløk. Bearbejdelse: Egill Pálsson og Mathias Rosenkrands Bech. Iscenesættelse: Egill Pálsson. Scenografi: Martin Eriksson. Livemusik: Timo Kreuser. Lydprogrammering: Daniel Plewe. Lyddesign: Rudi Senf. Lys: Mikkel Givskov. Odense Teater til 24. september

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her