Læsetid: 4 min.

Jonathan Safran Foer skuffer med ny roman

Ægteskabet smuldrer, og det samme gør Israel i Jonathan Safran Foers længe ventede, morsomme, men usammenhængende nye roman, ’Her er jeg’
6. september 2016

Skuffelser er ofte båret af forventninger, og mine forventninger til Jonathan Safran Foers nye roman har været store.

Den i dag 39-årige amerikanske forfatter blev på det nærmeste verdensberømt med sin dybt originale debutroman, Alt bliver oplyst (2002), og cementerede siden positionen som en af tidens mest markante yngre litterære stemmer med den bevægende 11. september-fortælling Ekstremt højt og utrolig tæt på (2005).

I den mellemliggende periode har vi fået non-fiction-værket At spise dyr (2009), men ellers har vi ventet 11 år på en ny skønlitterær roman fra Jonathan Safran Foers hånd.

Spørgsmålet er, om det var ventetiden værd. Lever Her er jeg, som den nye roman hedder, op til forventningerne?

Jacob Bloch er gift med arkitekten Julia, far til tre drenge og tidligere romanforfatter, der nu ernærer sig som manuskriptforfatter i tv-branchen. I bogens første kapitler afbrydes handlingen i Her er jeg af frække tekstbeskeder, som Jacob har sms’et til en kvindelig kollega, viser det sig.

Da Julia opdager det, trues deres i forvejen slidte ægteskab med at splintres, og for at det ikke skal være løgn, er der også skoleproblemer med den ældste søn, Sam.

Af samme grund overvejes det, om Sams forestående bar mitzvar måske skal aflyses, en begivenhed Jacobs bedstefar, Isaac, ellers »havde brugt som pejlemærke for afslutningen af sit liv, lige siden han overskred det forrige pejlemærke i form af sit yngste oldebarns fødsel«, som det udtrykkes (i Ninna Brenøes sikre oversættelse).

Den omsiggribende krise, skilsmissetankerne, impotensen og de krævende unger tvinger Jacob til at spørge sig selv, om han er mand nok til at være far, jøde og ægtemand.

Forrygende første del

Jonathan Safran Foer fremskriver i denne første del af romanen et stærkt portræt af en moderne og usikker mand i fyrreårsalderen og af et ægteskab, der udelukkende holdes sammen af kærligheden til børnene.

Det er ganske ofte forrygende læsning. Og smertefuld ligeså, når handlingen udspiller sig i hjemmet, hvor Jacob og Julia havde lært drengene at falde i søvn og selv »havde elsket i enhver tænkelig stilling, som gav enhver tænkelig udsigt til enhver tænkelig del af deres kroppe«.

Anderledes forholder det sig nu, hvor »de undgik hinanden, og de kunne navigere gennem samtaler for at opretholde illusionen af sikkerhed, men der var ikke nogen steder at krybe hen i skjul, når et barn befandt sig i rummet eller i samtalen«.

Læs også: Jonathan Safran Foers magiske univers er blevet erstattet af hverdag

Safran Foers hæsblæsende anslag hindrer, at karaktererne virkelig folder sig ud, men til gengæld afvikles melodramaerne i den på én gang lette, kontante og intelligente tone, vi kender fra en god amerikansk tv-komedie fra New York. Som eksempelvis da den evigt tøvende Jacob forklarer sin far, at han har haft en snak med rabbineren om episoden med Sam på skolen. Hertil udbryder faren:

»I har haft en snak? Tror du måske, at det var en snak, der fik os ud af Egypten eller Entebbe? Niksen, du. De syv plager og uzi’er. Det eneste snak skaffer dig, er en plads forrest i køen til et brusebad, som ikke er et brusebad.«

Hvilket bringer os frem til det mest problematiske ved Her er jeg, nemlig Safran Foers forsøg på at lade Jacob Blochs personlige og Israels politiske krise spejle sig i hinanden.

Jødisk-amerikansk litteratur

Pointen slås an allerede i første sætning, hvori truslen om Israels ødelæggelse får bedstefar Isaac til at overveje, »hvorvidt han skulle tage sit eget liv eller flytte ind på det jødiske kollektiv«.

Vi skal dog halvvejs gennem bogen, altså gennem de ægteskabelige problemer, inden vi når til det jordskælv, der udløser krisen i Israel. Herefter skal Safran Foer have de to historier til at hænge sammen, og det synes jeg – uden at røbe for meget – ikke, han lykkedes med.

En ferm redaktør havde nok bedt forfatteren om at holde fokus på det smuldrende ægteskab og Jacobs midtvejskrise.

Og mon ikke samme redaktør tillige havde bedt om at få luget ud i enkelte prætentiøse formuleringer (»De havde brug for en afstand imellem sig, som ikke handlede om at trække sig fra hinanden, men omvendt om at blive draget mod hinanden«) og det glimtvis tågede billedsprog (»Ikke fordi nogen af dem bevidst holdt ordene tilbage, men fordi pipelinen mellem dem var for tilstoppet til, at det var muligt at udvise den form for mod«.)?

I USA, hvor romanen udkom denne uge, forsøges Her er jeg af flere anmeldere placeret i den jødisk-amerikanske litteraturtradition, og ikke mindst sammenlignes den med Philip Roths Operation Shylock.

Er man interesseret i den diskussion, så er det bare om at gå i krig med de 650 sider, som Jonathan Safran Foer har været ti år om at skrive.

Hvis ikke, tvivler jeg på, at man vil komme igennem dem. Jeg var i hvert fald skuffet efter endt læsning. Men mine forventninger var naturligvis også høje.

’Her er jeg’. Jonathan Safran Foer. Oversat af Ninna Brenøe. Tiderne Skifter. 652 sider, 349 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu