Læsetid: 4 min.

Kan midefedt og bilarver redde verden?

'BUGS' er en tankevækkende kulinarisk 'roadmovie', der vil ændre vores opfattelse af, hvad det er muligt at putte i munden, men som desværre forarges mere, end den går i dybden med den centrale diskussion af den globale fødevareproduktion
I dokumentarfilmen BUGS, smages på en række lokale insekter rundt om i verden – som gigalarver fisket frem fra den røde australske jord af gamle aboriginske kvinder med gråt skæg, afrikanske termitter, brodløse honningbilarver, langhornede græshopper og denne anmelders personlige grænsedrager: ostemider i bundrådden ost.

I dokumentarfilmen BUGS, smages på en række lokale insekter rundt om i verden – som gigalarver fisket frem fra den røde australske jord af gamle aboriginske kvinder med gråt skæg, afrikanske termitter, brodløse honningbilarver, langhornede græshopper og denne anmelders personlige grænsedrager: ostemider i bundrådden ost.

Andreas Johnsen

9. september 2016

»Som Guds hjemmelavede pølser,« udbryder kokken Ben Reade på skotsk, da en ung kenyansk dreng viser ham den hvide, pulserende termitdronningekrop, der vrider sig i sit hul i jorden.

Termitdronningen er en stor delikatesse, forklarer han til kameraet. En slags insekternes foie gras i Kenya, hvor termitten er det mest spiste insekt overhovedet.

Ben steger dronningens tykke, spændstige larvekrop levende over sagte ild og fortærer den med stor nydelse. Den smager af unge nødder, ferske mandler. Cremet, måske lidt af avocado.

I dokumentarfilmen BUGS, følger den danske dokumentarist Andreas Johnsen, kokken Ben Reade og researcheren Josh Evans på deres insektmission rundt i verden, en art kulinarisk roadmovie.

Fra Kenya til Uganda, fra Japan til Mexico følger vi den passionerede rødhårede kok og den lidt mere stilfærdigt politisk korrekte researcher, mens de spiser sig gennem en menu bestående af lokale insekter som gigalarver fisket frem fra den røde australske jord af gamle aboriginske kvinder med gråt skæg, afrikanske termitter, brodløse honningbilarver, langhornede græshopper og min personlige grænsedrager: ostemider i egen bundrådden ost.

Spiselig potentiale

Både Josh og Ben er tilknyttet det danske Nordic Food Lab, som er oprettet og finansieret af René Redzepi og Claus Meyer, og som har til formål at udforske Nordens – og i dette tilfælde verdens – spiselige potentiale.

Udgangspunktet er kulinarisk, men sigtet er større endnu. For kan spiselige insekter blive en del af løsningen på den fødevarekrise, som FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO forudser vil blive konsekvensen af den accelererende befolkningstilvækst? Er insekter fremtidens proteinkilde?

Nødvendig omstilling

Præmissen hele vejen igennem er, at der er noget fundamentalt galt med vores måde at producere fødevarer og spise på. Inden år 2050, indleder filmen med at oplyse, skal den globale fødevareproduktion vokse med 70 procent, hvis de ni milliarder mennesker, som bor på kloden, til den tid skal kunne brødfødes. Det lader sig ikke gøre. Slet ikke med tanke på, hvilke proteiner der er de foretrukne, særligt i Vesten.

Derfor mener FN, at insekter ikke bare er en mulig, men ligefrem en nødvendig kilde til protein i fremtiden. Det kræver nogen omstilling. Industriel omstilling, men ikke mindst kulturel. Specielt i Vesten, hvor der er ringe tradition for at betragte og godkende insekter som menneskeæde.

Det er den kulinarisk-kulturelle omstilling, Nordic Food Labs projekt er sat i verden for at fremme. For hvorfor må René Redzepi ikke servere kryb på Noma?

Bristede illusioner

I løbet af filmen viser det sig, at det er sværere end som så at forene kokkens rene kærlighed til insekternes smagspotentiale, det lokale aspekt og ønsket om bæredygtige økosystemer med en industriel fødevarelogik og produktion i større skala. Begejstringen og optimismen hos de to rejsende daler markant.

Ben Reades dundertaler i mod manglende bæredygtighed, industriel maltraktering af fødevarer og kulinarisk forfladigelse ebber lige så stille ud, i takt med at det går op for de to – og dermed også for folkene bag projektet – at der knytter sig et hav af komplekse problemstillinger til bevægelsen hen mod insekterne.

I Uganda oplever Ben og Josh for eksempel de lysfarme, hvor langhornede græshopper – nsenene – opdrættes med voldsomme menneskelige konsekvenser til følge. Arbejderne, ofte børn, bliver simpelthen langsomt blinde af det det skærende intense lys, der skal tiltrække græshopperne.

Set fra et kokkeperspektiv giver de industrielt opdrættede insekter, som Ben og Josh smager på og forsøger at lave mad med på en fabrik i Holland, slet ikke de samme smagsoplevelser, som de to blev høje på på deres verdenstour. I Holland smager larverne ikke af konfiteret hvidløg og macadamianødder.

Kulinarisk elite møder industriel hverdag.

Men var det ikke det, de ville? I hvert fald ikke Ben Reade, der kort tid efter dropper Nordic Food Lab – desillusioneret, fornemmer man.

Kvalitet og kvantitet

Her er filmen inde ved kernen, nemlig konflikten mellem mellem kvalitet og kvantitet, mellem lokalt produceret bæredygtig mad og den industrialiserede fødevareproduktion.

Ben Reade og Josh Evans tiltro til insekternes revolutionerende potentiale møder den globale, kapitalistiske virkelighed. Ingen udbredelse uden marked og intet marked uden virksomheder og profit.

Filmen ender i virkeligheden med at stille et meget større spørgsmål, end den selv kan svare på (den prøver faktisk ikke engang rigtig):

Hvordan skal man kunne brødføde verdens stigende befolkning med insektprotein (og dermed erstatte mere traditionel og miljøskadelig kødproduktion) uden en slags insektindustri?

Nestlé er fjenden

Josh og Ben tager til insekt konference, og de har det ikke godt.

»Alle de her reklameplakater … og røde velourgardiner,« siger Josh skuffet og beklemt.

De har hørt, at Nestlé er der. Så bliver det ikke værre, skal man tænke. Lige der strander BUGS. Det var sjovt at være på tur, men her på konferencen, hvor de tos kamp mod standariseret papmad og kærlighed til den kulturelt specifikke madoplevelse møder den politiske virkelighed, kommer de ikke videre. Og det gør vi heller ikke.

Det er muligvis uden for filmens rækkevidde at tage os med helt ind i den helt grundlæggende diskussion om, hvordan den globale fødevareproduktion i sig selv er en del af det problem, som fokus på insekterne skulle være med til at afhjælpe.

Men tilbage står mest en moralsk, kulinarisk forargelse, som ikke gør seeren klogere på, lige præcis hvorfor det er noget lort, hvis store firmaer som Pepsi og Nestlé entrerer insektmarkedet. Eller lige præcis hvordan de ting, som Ben og Josh lærte på deres rejse, kunne hjælpe til med at brødføde.

Vi må have en BUGS 2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu