Læsetid: 6 min.

Kerouacs dødehavsrulle

Pompidoucentret i Paris udstiller beatgenerationen, og at se Jack Kerouacs ’On the Road’ totalt foldet ud er et godt sted at starte for bare at humpe lidt ind i vor egen tid
Jack Kerouac fotograferet i 1967.

Jack Kerouac fotograferet i 1967.

Stanley Twardowicz

14. september 2016

For det første: Det her er vildt, altså at se Kerouacs 40 meter lange On the road-manus foldet helt ud til offentligt skue. Det er vist kun sket to gange før, senest på British Library i London, nu ligger den så dér på Pompidoucentret i Paris omgivet af skærme, hvor der i sort-hvid køres gennem USA.

Rundt om denne kerne kan man fare vild i en meget omfattende og fornyende udstilling af The Beat Generation.

Den er hele rejsen værd, denne rulle. Der er simpelthen noget med formen , som er så vild og så præcis, og nej, aldrig kan genskabes i bogform: At skrive denne ting ud i én køre, at køre gennem USA og skrive, at klistre siderne sammen, inden man skriver, så det bliver en rulle, som at køre, som aldrig at stoppe, ingen afsnit, sideskift, som livet uden ophør, tekst og tekst og tekst, 40 meter. Punktummer, ja. Intet andet, der bryder teksten.

Kerouac har selv hævdet, at det tog tre uger, det skal vist tages med et gran salt.

Kernen i beatgeneration var en mandegruppe, der i efterkrigstidens New York flettede sig ind i hinanden i en række af mærkværdige introduktioner, som især går ud på, at både livet og skriften nu skal være noget helt nyt, et nyt flow. Godt hjulpet til af alkohol, benzedriner, syre, hash, LSD, hvad som helst, som skaber flow.

Jack Kerouac

Skal man starte med Jack Kerouac, der i 1946 er 22 år gammel? Det er måske meget naturligt, fordi det netop er gennembruddet for denne rulle, udgivet i bogform i 1957, der bliver gruppens helt store gennembrud. Det er også Kerouac, der i første omgang giver gruppen navn i 1947, beat.

Et udtryk, som slet ikke betød det samme for Jack Kerouac, der havde canadiske rødder og fransk som modersmål, som det gør for de fleste i dag. Beat kan fra fransk høres som ’salig’ eller ’lyksalig’ i religiøs forstand, på amerikansk har det at gøre med at være ’slået’, den rytmiske slåen, som stiger op fra sort musik, slavernes musik.

For den tidligere amerikanske fodboldspiller, som efter en skade kastede sig over Shakespeare og senere, på William S. Burroughs’ råd, over andre af de helt store fra Céline til Rimbaud, fra Blake til Yeats, er ordet beat rigt på betydning.

Men da forfatteren John Chelleon Holmes i 1952 bruger udtrykket beat om generationen i en ikonisk artikel i New York Times, er det allerede forbi, hævder Kerouac forbitret. Han skriver til Holmes:

»Vi er ikke længere i 1948, der er ikke noget beat over de der velklædte dyr og marginale bedsteborgere.«

Jack Kerouac har endnu ikke udgivet On the Road, den udkommer først i 1957, og successen vender op og ned på hans verden, skønt bitterheden aldrig slipper ham.

Det skal siges, at det jo netop ikke er den bog, som ligger rullet ud her, der udkommer: I lange passager tager On the Road sig ud som en almindelig bog; med afsnit. Den er ’renset’, ikke mindst for de værste sexscener og hentydninger til homoseksualitet, Jack Kerouac har selv redigeret, og det har andre også.

Og de andre

Man kunne også starte med William S. Burroughs, bourgeoissønnen fra Syden, der har læst medicin og litteratur, er homoseksuel, men gift med en kvinde, Jean Volmer, som han får barn med. Burroughs bliver en slags litterær mentor for Kerouac og Ginsberg, de bliver en gruppe.

For der er jo også Allen Ginsberg, jøde, homoseksuel litteraturstuderende med en skizofren mor, som møder de to andre gennem Louis Carr, der bor i samme campus som ham selv. Ginsberg får sit litterære gennembrud med digtet Howl i 1956, Louis Carr slår en elsker ihjel, og så forsvinder han ud af historien.

Der er rigeligt med blod i disse ’grundlæggende’ tider for beatgenerationen – ud over stofferne. Burroughs kommer i øvrigt for skade at slå sin kone ihjel med en kugle gennem hovedet i forsøg på at gentage Guillaume Tells bedrift, men slipper med et års fængsel.

Ikke lineært

Styrken ved udstillingen på Pompidoucentret er, at den folder alt dette ud, og så kunsten også, men ikke lineært.

Rundt om Kerouacs lange rulle kan man vælge at gå til højre eller til venstre eller forsvinde ind i små siderum med endnu flere visuelle møder med det, som egentlig mest var litteratur.

Hele udstillingen er skabt som et cut up, den litterære form, som Burroughs netop opfandt på et hotel i Paris i endnu en af sine berusede tilstande.

Collager af ord, som skaber nye betydninger. Selvfølgelig inspireret af surrealisterne, det hele vikler sig sammen, Paris bliver faktisk vigtig for gruppen, dér i slut-1950’erne. Ginsberg er flygtet væk fra den censurproces, som stod på i mccarthyismens bornerte USA mod sit digt Howl, Kerouac slutter sig også til, og jazzen spilles i kældrene på Saint Germain.

Sin egen vej

I et muntert hulter til bulter, som giver mening, når man vandrer igennem det ad sin egen vej, kan man så se Burroughs fotografiske selvportrætter netop som collager, men også Roberts Franks langt mere klassiske fotografier, som på helt anden vis viser netop det USA, der blev set On the road.

En rejse, som i øvrigt blev udvidet til resten af verden; Mexico, hvor Burroughs slog sig ned, fordi han der kunne nyde sin drugs i fred, Tanger i Marokko, inden det blev oversvømmet af hippier, Allen Ginsbergs sans for Indien, hvor han hentede inspiration i buddhismen.

Det er måske især i billedkunsten, at letheden og humoren er til stede, John Giornos række af telefoner, hvor man kan ringe op til et digt – Dial a poem – men her nærmer vi os 1970’erne og den inspiration, beatgenerationen blev for så mange: Ginsberg, som lystigt diskuterer i baggrunden af Bob Dylans ’video’ til »Subterranean Homesick Blues«.

Men da også den muntre film Pull my daisy, instrueret af Robert Frank, med både Kerouac og Ginsberg og Burroughs i egne roller, og så kvinderne, der er de jo, kvinderne!

Kvinderne

For selvfølgelig var der kvinder med i gruppen. Og så alligevel ikke rigtig. Det er en form for manderolle, der gøres op med i beatgeneration, men det gøres af mænd, det er en form for frihed, der ganske sikkert producerer en kunst og en litteratur, der formår at slippe konventionerne, den spændetrøje USA i efterkrigstiden lagde sig i, men som ikke kan hænge sammen med en familie for eksempel. Hvad gør man så, hvis man får børn, hvilket de jo gjorde, i hvert fald Burroughs og Kerouac? Hvem betaler prisen for denne genvundne frihed?

Faktisk vidste Kerouac det udmærket, sært nok netop i et fragment klippet ud af On the Road. Det fortalte konservator Jim Canary, der til hverdag tager sig af at passe på rullen på Indiana University, i forbindelse med, at rullen blev vist i sin helhed første gang. Det følgende er klippet ud af On the Road:

»Min mor sagde engang, at der aldrig bliver fred i verden, før mænd falder på knæ for kvinderne og beder om tilgivelse. Det er sandt over alt i verden, i den mexikanske jungle, i sidegaderne i Shang Hai, på New Yorks cocktailbarer, at mænd drikker sig fulde, mens kvinderne bliver hjemme og passer på babyer, de har, med en endnu mørkere fremtid.«

Kerouac flyttede i øvrigt hjem til sin mor igen. Men inden da var beatgenerationen blevet noget virkelig stort, og en masse af dens fine kuntneriske frugter kan nu nydes på Pompidoucentret?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Springborg

Hvorfor anmeldes denne udstilling 3 uger før den slutter og ikke 3 uger efter åbningen i juni, så man kunne overveje en parisertur?