Læsetid 4 min.

Korværk over en smadret planet

Hotel Pro Formas nye forestilling ’NeoArctic’ er skræmmende smukt sanseteater. Men også et kunstværk, der har ladet sig lamme af den globale miljøødelæggelse
Sangerne i Hotel Pro Formas miljøforestilling ’NeoArctic’ synger som en klagen fra et folk, der allerede har opgivet håbet om at blive reddet. Konstaterende, smukt og forfærdet.

Sangerne i Hotel Pro Formas miljøforestilling ’NeoArctic’ synger som en klagen fra et folk, der allerede har opgivet håbet om at blive reddet. Konstaterende, smukt og forfærdet.

Andreas Sommer
17. september 2016
Delt 127 gange

Selvfølgelig påtager teaterinstruktøren Kirsten Dehlholm fra Hotel Pro Forma sig at formulere et kunstnerisk modsvar til klimadebatten. Er der nogen, der har visuelt overskud til at fortolke menneskehedens smadrede planet i 100 minutters scenekunst, så er det hende.

Resultatet er blevet et statisk korværk over en verden, der går under. Den islandske forfatter Sjón har skrevet nogle billedstærke, lyriske tekster til 12 sange, som danner kernen i forestillingen.

»Sangen for plastik« indleder forestillingen med en grotesk opremsning af diverse kemiske forbindelser, der udgør de plastikstoffer, der nu ligger og skvulper som uopløseligt affald i havene.

Sangerne træder ind på scenen og synger om »polyester, polythene, polyamide, polymethy, polyacrylic«, mens en voldsom video af Fabian Nyberg med billeder af sammenpresset plastikskrald bølger ind over et ophængt bagtæppe, så man får kvalme. Det er effektiv sanseoverførsel.

Korværket er skrevet af Andy Scott og Krists Auznieks. Musikken består ofte af en masse korte toner, som sangerne synger deres ord på – opremsende og konstaterende.

Læs også: Arktisk skønhed og dommedagsprofetier - hvordan laver man kunst om klimaet?

Her er ingen indlevelse. Her er heller ingen hovedpersoner. Alle de 12 sangere er lige vigtige, men også lige ubetydelige som individer.

Det er lykkedes for Kirsten Dehlholm og kostumedesigneren Wali Mohammed Barrech at skabe statueagtige skikkelser, der stiller sig frem som et nomadefolk på en slette – eller som inuitter op ad de smeltende isfjelde.

De bærer sorte beskyttelsesbriller mod lyset, men også kapper, der ligner herskerkåber fra en svunden tid.

Nogle af dem har underlige pletter på stoffet, nærmest som lapperne på en cykelslange – som blå mærker, der åbner sig og bliver til uhelbredelige sår. Og i hænderne bærer de gamle jagtredskaber og rensdyrhorn, der lyser som trofæer over en svunden tid.

Dødningetilstand

»Song for Mud«, Sang for Mudder, er den ækleste. Her splatter en underlig lyd rundt i musikken, klæbrig og svuppende, inden billederne toner frem af mudder, der skrider.

Jordlag kryber op ad billedet med tusindårige aflejringer, der brutalt smattes ud. Og stormflodvand og overdimensionerede regnskyl hærger jorden, så alt bliver til mudder og skyller væk.

Akkurat lige som værkets støvsang hvirvler alt op til en uigennemsigtig luft af partikler, der sitrer og blinker og gør tilskuerens øje blindt.

I første sang står sangerne helt stive på to ben og synger lige ud mod publikum. Men så løfter de hænderne helt synkront – med en rund bevægelse, som om de skildrer den sol, der plejede at stå op og gå ned i kosmisk orden.

Det er smukt, og det giver disse sangere en menneskelighed, som desværre senere bliver mast ud af dem, når det tumultariske klima åbenbart tvinger dem til kun at synge på rækker i statueagtig dødningetilstand.

Forestillingen er skabt til Letlands Radiokor, der synger de sære disharmonier med perfekt distance – som en fælles klagelyd fra en stamme, der ikke forventer nogen redning. Og ved opsætningen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene styrer dirigenten Kaspars Putnins  stemmerne mod undergangen uden tøven.

Nedsmeltning

NeoArctic er uden tvivl baseret på den nyeste klimaforskning, og den har formodentlig ret i sin apokalyptiske fortolkning af menneskets ødelæggelsestrang.

Men det virker, som om forestillingens fortælling ikke har fået distance nok til stoffet. Som om nedsmeltningen af selv de højeste isfjelde også har fået Hotel Pro Forma til at miste grebet i iskanten og suse af sted med smeltevandet i indre bræer, ingen har kendt til før nu.

Forestillingen taber i hvert fald momentum efter de første syv sange. Og den genvinder ikke fodfæstet med en scenisk kontrast, der kan give slutningen anden dynamik end udryddelsens eget adrenalinkick. Forestillingen medfører lammelse hos tilskueren, ikke handleiver. Dugpunktet forpasses, så at sige.

En forestilling fra Hotel Pro Forma rummer altid en teknisk nyopfindelse – med det originale laserlys, der ’druknede’ tilskueren i forestillingen Operation: Orfeo fra 1993 som kendingsmærket.

I NeoArctic har lysdesigneren Jesper Kongshaug igen været på spil. Her er det med et simpelt lysspot rettet ud mod publikum.

Den overrumplende og nærmest guddommelige effekt er, at lyset skinner som en livgivende kraft i form af en rund lysplet, der vokser og nærmer sig publikum.

Men at den så forsvinder og nærmest trækker alt liv ud af tilskuerne og af verden. Voldsomt og uigenkaldeligt. Som en hilsen fra den ’fraværende gud’, som Sjóns tekst taler om.

Hér opstår den sansemagi, som Hotel Pro Forma kan fremtrylle som intet andet teater. Nådeløst smukt.

’NeoArctic’. Koncept: Hotel Pro Forma. Instruktion: Kirsten Dehlholm. Musik: Andy Scott og Krists Auznieks. Tekst: Sjón. Lys: Jesper Kongshaug. Scenografi: Anne Mette Fisker Langkjer. Lyddesign: Kristian Hverring. Kostumer: Wali Mohammed Barrech. Videodesign: Fabian Nyberg. Kor: Letlands Radiokor. Dirigent: Kaspars Putnins.

Hotel Pro Forma på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Spilles også i aften lørdag kl. 20. Herefter på turné, bl.a. til november 2017 under Aarhus Kulturby.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu