Læsetid: 4 min.

Kuldslået kærlig nulpunktsroman

Vibeke Grønfeldts nye roman portrætterer ganske vist en enspænder, men henvender sig til enhver, som bare er træt af billige løgne
Havde det ikke været for al skønheden i de sansende, lyriske passager og hele skarpheden i iagttagelserne, ville man måske nok løbe træt i Vibeke Grønfeldts bog. I stedet læser man bare sultent videre, skriver Erik Skyum-Nielsen om ’Endnu ikke’.

Havde det ikke været for al skønheden i de sansende, lyriske passager og hele skarpheden i iagttagelserne, ville man måske nok løbe træt i Vibeke Grønfeldts bog. I stedet læser man bare sultent videre, skriver Erik Skyum-Nielsen om ’Endnu ikke’.

Martin Lehmann

24. september 2016

For en indkøbsseddel og en gammeldags telefonliste gælder samme formelle princip, nemlig at det første og det andet og det tredje på forhånd er lige vigtigt.

Det samme gælder en dagbog, hvor hver en dato og hver en side udgør et åbent felt.

En enkelt linje kan være lige så godt eller lige så skidt som en optegnelse over mange linjer. Enten skete der ingenting, eller også hændte der pludselig en hel masse.

Men hvis der ingenting skete, fik man måske tænkt og dermed skrevet så meget desto mere, og hvis man havde travlt med alt muligt i dagens løb, fik man jo netop ingenting skrevet.

At liv og skrift konstant går på tværs af hinanden og ofte kun punktagtigt mødes, udgør basiserkendelsen for Vibeke Grønfeldts nye outsider- og nulpunktsroman, en dagbog for 2014-15 af den helt igennem fiktive udkantsforfatter Elvine Brink, hvis efternavn formentlig skal antyde, at hun socialt og eksistentielt lever på randen, i kanten.

Hun bor alene og foretrækker at kommunikere på fjerndistance, for hun er ramt, må man sige, af klarsynets forbandelse og har over for menneskers dumhed og overfladiskhed udviklet en skepsis, som godt kan minde om et panser.

Ordenes billedkraft

En gang imellem træffer hun sammen med en nabo, en gammel kæreste eller en forfatterbekendt, men stort set holder hun sig for sig selv og befinder sig udmærket derved.

Ser lidt tv, læser avis, drikker sig en porter og nyder som den litteraturfreak, hun er, »bogens morgen«, »ordenes billedkraft« hos sine venner Tarjei Vesaas, Pessoa, Gustav Wied, Jørgen Nielsen, Peer Hultberg, for nu at nævne de vigtigste af alle de døde mennesker, hvis ord får liv gennem hende.

Løfter hun blikket fra dagbogen og den bog, hun lige nu er i gang med, må hun konstatere, at hun lever i »Det delte land«, altså nutidens Danmark: »Ung står over for gammel, rask over for syg, overklasse mod underklasse, rig mod fattig, troende mod ateist, kødæder mod planteæder. Kun en kriminel undergrund strækker her og der blækspruttearme ned i begge lejre.«

Hvad hun hører gennem medierne, og hvad der foregår i lokalsamfundet, bekræfter hende i, at alle de dyriske kræfter bobler frem fra kilderne uden på mindste måde at blive tæmmet eller formet. Er vi, må hun spørge, større end goplen og tidslen og fluen? Hvad med den, der blæser miljøet og kloden en lang march?

Elvines dagbogsoptegnelser rummer beretninger, dialoger, prosadigte, breve, mailudklip, kommentarer samt ikke mindst erindrende tilbageblik på en anden tid: Engang fik alle besked på at yde efter evne og nyde efter behov.

Engang kunne folk glædes ved bittesmå dagligdags ting – eller som hun selv, opleve en jolle, hun fik, som selve livets begyndelse.

Dengang havde hvert enkelt menneske sin helt karakteristiske latter. Alle ventede dagen lang, nogle hele livet. Nu behøver ingen vente så meget som et sekund.

Humor og alvor

Af en af de allerførste optegnelser fremgår, at den barske, skarptskuende og helt igennem fiktive 66-årige forfatter nylig har fået et romanmanuskript afvist med den begrundelse, at bogen, dersom den udkom, ville kaste et ondt lys tilbage på alt, hvad hun hidtil har skrevet.

»Det kolde blik vil ramme dig,« advarer hendes læser. I det nu foreliggende værk virker kulden passende blandet op med varme, og alvoren med overgiven humor. Men som signalement af samfundet og samtiden mangler romanen bestemt ikke bid.

Fra at have været fundamentalt afhængige af hinanden og på godt og ondt overladt til hverandre har vi bevæget os ind i en senmodernitet, hvor ingen behøver nogen: »De unge behøver ikke alderdomshjem, de gamle ikke børnehaver, blinde kan undvære billeder, kunstmuseer og film, analfabeter litteratur, cyklister motorveje og bilister cykelstier, for vegetaren er bøffen og farsen og indmaden, stegt eller kogt, ulækker og overflødig, for afholdsmanden øl og vin, for drankeren alt andet end øl og vin« ... Nå ja, altså lige bortset fra billig vodka og billig rom, tilføjer Elvine i sandhedens og præcisionens navn! For ret skal være ret, også når man sidder og skælder ud i sin dagbog.

Havde det ikke været for al skønheden i de sansende, lyriske passager og hele skarpheden i iagttagelserne, ville man måske nok løbe træt i Vibeke Grønfeldts bog.

I stedet læser man bare sultent videre og lærer selv så småt at værdsætte Elvines kynisme, f.eks. når hun trækker sig fra diverse former for samvær og melder afbud til fester.

»For det er kun i teorien, at den ene slags sammenkomst er mere fri og mindre krævende end den anden.«

Længslen efter længsel

Om elskov drømte hun engang tindrende, rislende drømme, og hun kender vel om nogen »sødmen fra den hemmelige kærlighed«. Nu kan hun modsat drømme om aldrig mere at skulle se et menneske. Og hvad er, spørger hun, kærlighed andet og mere end længselsbilleder?

»Jeg ved det ikke. Længsel, længsel, længsel. Senere sorg, der får den til at smuldre. Efter længslen længsel efter længsel.«

Set i frøperspektiv består denne på én gang kuldslåede og kærlige roman af et kriblende øjebliksmylder, ikke uden lighed med H.C. Andersens Vanddraaben.

Set i fugleperspektiv handler den om at dampe et menneske ind til det basale og drive reduktionen så vidt, at individets identitet forsvinder.

»Vær ingen!« kunne være konklusionen på Grønfeldts bog. Men ikke nok med det. Slutfacittet er faktisk værre endnu: Virkeligheden begynder ved mig. Og den betyder – ingenting.

Herfra, i denne erkendte tomhed, begynder imidlertid hver en dag det enkelte menneskes liv. Og der kan findes en vældig trøst i med bogens titel at sige »Endnu ikke«. Og naturligvis mene døden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu