Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Et kunstrum med format

Med åbningen af CC på Papirøen har København fået et kunstrum med format, som i sin tilstræbte neutralitet ligner mange andre kunstrum i verden, men som måske varsler den endelige udfyldelse af det gamle ønske om et særligt rum for samtidskunsten
Ragnar Kjartanssons stillbillede 'The Pool' er en del af videoinstallationen 'Scenes from Western Culture' udstillet på CC på Papirøen i København.

Ragnar Kjartanssons stillbillede 'The Pool' er en del af videoinstallationen 'Scenes from Western Culture' udstillet på CC på Papirøen i København.

Ragnar Kjartansson

Kultur
9. september 2016

Kunsthistorikeren Karl Madsen (1855-1938) var passioneret optaget af samtidskunst. Han var i begyndelsen af det tyvende århundrede direktør for Kunstmuseet, som Statens Museum for Kunst hed, da det var eneherskende museal kunstmastodont i Danmark.

Hen mod slutningen af sit liv blandede Karl Madsen sig i debatten om et museum dedikeret til den nye kunst, løsrevet fra historiens tyngende arv, som også udspandt sig dengang.

»Ja, jeg vil finde det meget fornuftigt at faa et Museum for moderne Kunst, men hvordan Pokker skal vi faa det?« udtalte han i 1937.

I al sin enkelhed har det spørgsmål – hvordan pokker få et museum for den til enhver tid nye kunst op at stå? – hjemsøgt dansk kunst og kulturpolitik i over hundrede år.

Der gik nemlig ikke mange år fra, at Statens Museum for Kunst åbnede i 1896, inden det stod klart, at museet var alt for småt til at rumme de stadigt voksende samlinger.

Allerede i 1902 blev der nedsat en ministeriel kommission, der fik til opgave at overveje løsninger på museets pladsmangel.

Siden har spørgsmålet om udvidelse – og herunder problematikken omkring nutidskunstens placering i forhold til den ældre kunst – stået centralt, urokkeligt og ubesvaret.

Statens Museum for Kunst er godt nok blevet udvidet og har siden 2001 haft et særligt rum – x-rummet – for samtidskunstudstillinger. Men en tilfredsstillende, museal løsning på samtidskunstens udfordrende udformninger kan man ikke tale om.

Kunstmaskiner

Man kan ganske vist heller ikke påstå, at der ikke findes institutioner for den nyeste kunst. Eller moderne kunst. Eller samtidskunst. Tværtimod er museerne for moderne kunst knopskudt i Danmark i de senere årtier med Louisiana Museum for Moderne Kunst som flagskib.

Museer som Arken i Ishøj, Brandts i Odense, ARoS i Aarhus og Kunsten i Aalborg lægger sig i kølvandet af Louisiana og er alle blevet kæmpe kunstmaskiner, der tilbyder æstetiske oplevelser i arkitektonisk spektakulære indramninger med alle de dertilhørende mad- og butiksoplevelser.

Med Museet for Samtidskunst i Roskilde har de allernyeste kunstformer, såsom performance- og lydkunst, også fået en museal base, selv om den endnu er en noget ydmyg jolle i forhold til den moderne kunsts store skuder.

På en måde står vi i en situation, hvor den nye kunst i sine populære aftapninger er blevet slagnummeret på museerne, mens den ældre tids kunst har vanskeligere kår med mindre, der står Rembrandt eller Velázquez på udstillingsplakaten.

At dømme efter publikumstallene, som er i imponerende fremgang i disse år, er det imidlertid ikke nogen dårlig strategi at satse på samtidskunst.

Fremgangen er endda sket i en periode, hvor samtidskunsten også har fået en række kunsthaller, som ikke har nogen samlinger, men alene producerer skiftende udstillinger.

Læg dertil den store mængde af kommercielle gallerier og alle sidegadernes kunstnerdrevne udstillingssteder, hvor de egentlige eksperimenter finder sted. Der er kort sagt flere muligheder for at se samtidskunst i Danmark end nogensinde tidligere, og samtidskunsten er populær som aldrig før.

Men de store udstillingssteder for samtidskunst ligger ikke i hovedstaden, som nok kan bryste sig af en masse forholdsvis små kunsthaller med historisk charme, men hverken det store Museum for Nutidskunst, som man i så mange år har drømt om, eller den tidssvarende kunsthal, der også i mange år har ligget på tegnebrættet hos forskellige interessenter.

Hvis problemet omkring samtidskunstens rolle og placering fortsat består, så handler det således i et nationalt perspektiv mindre om, at samtidskunsten savner udstillingsmuligheder, og mere om, at museerne ikke har midler til at indkøbe den og bevare den for eftertiden.

Alene det at holde skruen i vandet er en kæmpe omkostning for museerne i dag. I millionbudgetterne virker indkøbsmidlerne forsvindende små holdt op mod driftsudgifterne. Mens de prestigiøse bygninger vokser, svinder indkøbene ind.

Vokseværket koster, og nutidskunstens værker svulmer proportionalt med museumsbyggerierne, både hvad angår format og pris.

Samtidskunst er ikke billig. Alligevel lyder mantraet, som den engelske kunsthistoriker Claire Bishop sarkastisk har formuleret det for nylig:

»Større er bedre, og bedre er rigere.«

Entreprenante privatpersoner

Nu har København så fået en kunstinstitution med format – en stor én på hele 3.400 kvadratmeter – som lever op til netop det mantra. CC er den elegante og internationale titel, som forkorter Copenhagen Contemporary.

Placeringen er Christiansholm, som i daglig tale blot hedder Papirøen, centralt beliggende i København med en attraktiv udsigt til Skuespilhuset, mens øen videre mod syd forbinder sig med Christianshavn og Christiania.

Med den nye Inderhavnsbro er alle muligheder til stede for at gøre Papirøen til et stop på en masse turisters vej gennem København.

Ja, det er den allerede, mærker man, for der tales et utal af forskellige sprog iblandt de myldrende mængder af mennesker, som konstant siver til og fra øen via dens brosystemer.

Så betingelserne er til stede for at opfylde CC's ambition om at »skabe et tidssvarende internationalt center for det 21. århundredes store kunst i Danmarks hovedstad«, som de skriver på deres hjemmeside.

Måske er det symptomatisk for situationen i Danmark, at det store flagskib for nutidskunsten, Louisiana, blev startet af en privatperson frem for på statsligt initiativ. Statens passion for nutidskunst er begrænset.

Der er typisk masser af kulturministeriel velvilje, men meget lidt handlekraft og økonomi, når snakken går på samtidskunstens husningsproblemer.

Det er, som om man vrider sig i hænderne og gentager Karl Madsens spørgsmål: »Hvordan pokker skal vi få det?«

CC er da heller ikke hverken et kommunalt eller statsligt initiativ. Det er derimod drevet frem af entreprenante privatpersoner, som har organiseret sig som en selvejende institution.

Jens Faurschou, som sammen med sin partner, Louise Faurschou, for fire år siden overraskede og imponerede ved at åbne en privat kunsthal – eller et forvokset galleri – med 1.000 kvadratmeter udstillingsrum i Nordhavnen, er en af hovedkræfterne bag CC.

Han har nu blandt andet allieret sig med den tidligere direktør for ARoS, Jens Erik Sørensen, der ligeledes er kendt som en driftig mand med fornemmelse for format og forbindelser.

Store kunstnere

CC åbnede en afdeling af kunsthallen tidligere på sommeren, men det er først nu, hele udstillingsarealet er taget i brug. Hvordan er det så? Imponerende stort, må man sige, men også en kende neutralt og anonymt.

De tidligere lagerhaller er vellykket omdannet til udstillingsrum, hvor både akustik og lysforhold fungerer glimrende, og man vitterligt erfarer det udstillingsmæssige ikkested, som kunne være hvor som helst.

Hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, for fraværet af spektakulær signaturarkitektur betyder, at indholdet, altså kunstværkerne, fremstår desto mere uforstyrret.

Hallernes størrelser betyder desuden, at CC kan rumme værker, som intet andet udstillingssted i København har plads til. Avanceret teknik lader heller ikke til at være noget problem. Skal det være stort, så lad det være stort.

Og hvordan kan man bedre legitimere forestillingen om, at format ækvivalerer kvalitet, end ved at fylde rummene op med stor kunst af store kunstnere? Så vi får to superstjerner på samtidskunstens firmament: den aldrende, amerikanske Bruce Nauman og den unge, islandske Ragnar Kjartansson.

De er begge fantastiske og overordentligt indflydelsesrige samtidskunstnere, som ofte laver værker, der kræver megen plads. Ragnar Kjartanssons videoinstallationer er storladne, tryllebindende og sjove på samme tid.

To af hans nyere mammutværker er med på CC. Det ene er A Lot of Sorrow fra 2013, der er en videodokumentation af en seks timer lang performance med bandet The National, der på MoMA PS1 i New York opfører deres melankolske sang Sorrow gentaget i samfulde seks timer.

Det andet er Scenes from Western Culture fra 2015, der er en videoinstallation på ni storskærme, hvor forskellige indbyrdes uafhængige scener udspiller sig og trods deres uafhængighed alligevel trækker forbindelser mellem sig.

Ny museumsskabelse?

Bruce Nauman arbejder i forskellige medier, men store, kinetiske installationer og passageværker er genkommende i hans oeuvre, ligesom store videoinstallationer er det.

I CC har man lidt af det hele med, doseret i pæn afveksling og dækkende en god portion af Naumans karriere.

Hans tolv meter lange Green Light Corridor fra 1970 er med, ligesom den bevægelige skulptur Hanging Carousel (George skins a fox) fra 1988 er det. Pladskrævende og udfordrende værker, som man ikke har lejlighed til at se på dansk grund hver dag.

En række klassikere fra Naumans righoldige oeuvre bliver desuden vist på monitorer, blandt andet videoerne Wall-Floor Positions, Bouncing in the Corner 1 og Slow Angle Walk (Beckett Walk), der alle stammer fra 1968.

Det er timelange videoer, hvor Nauman gentager forskellige bevægelsesforløb i sit atelier, hvor materialet meget betegnende er kunstnerens krop, kunstnerens bevægelser.

Begge præsentationer er betagende og imponerende. Der er stof til flere timers fordybelse i udstillingerne, så hvis alt andet på CC er stort, må man sige at entreprisen på 50 kr. er lille.

Man kan ikke påstå, at det er stramt kuraterede udstillinger, der viser nye sider af kunstnerne eller fokuserer skarpt ind på bestemte tematikker. Men det er heller ikke nødvendigvis dårligt.

Ligesom signaturarkitektur kan stjæle billedet fra kunsten, kan signerede kurateringer have en tendens til at overskygge kunsten med mere eller mindre relevante tematiske (over)greb.

Det er der ikke noget af på CC, så værkerne er i høj grad på egen hånd og klarer sig udmærket sådan, fordi kunstnerne er, ja, store nok til at bære det.

Det er alt sammen fint, stort og imponerende, men det er samtidig vældig sikre kort, der spilles. Måske er CC det tætteste, vi kommer på indfrielsen af det længe nærede ønske om et museum for samtidskunst i hovedstaden.

Det er rigtignok ikke noget museum, men måske er det også mere i samtidskunstens ånd at eksistere flygtigt frem for at blive indlemmet i samlinger, der skal bestå til tid og evighed? Måske er CC blot det første skridt i retning af en ny form for museumsskabelse, som helt overflødiggør permanente samlinger?

Planerne for Papirøen åbner i hvert fald på længere sigt for, at der udføres store eksperimenter med nye kunstrum, og folkene bag CC har lagt billet ind på at gøre sig gældende i den henseende.

Hvordan det vil influere på bestanden af eksisterende kunsthaller i København, som alle er afhængige af støtte til drift, må fremtiden vise, for det er et faktum, at den offentlige støtte til kunst ikke ligefrem lider af vokseværk i disse år.

Bruce Nauman. Copenhagen Contemporary. Trangravsvej 10-12. Papirøen. Indtil den 22. december.

Ragnar Kjartansson. Copenhagen Contemporary. Trangravsvej 10-12. Papirøen. Indtil den 5. februar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her