Færøske Jóanes Nielsen (f. 1953), som med en ny samling friske, frejdige digte atter er aktuel på dansk, er søn af en bilforhandler og har i snart fyrre år tilstræbt at dementere den fordom, at man ikke kan blive en vaskeægte proletarforfatter, hvis man er ud af en familie med penge.
Herom skriver han i »Flødekager«, en slags humoristisk fortælling på vers, hvor han mindes dengang, da bohemelegenden Magnus Dam Jacobsen (1935-78) under regentparrets besøg på Færøerne bød ham på kaffe og flødeskumskager på konditoriet i Tórshavn:
»Og så kunne han berette at jeg ikke var en rigtig proletar. / Han kendte til mit fædrene ophav / sagde at det hadefulde rigmandsafkom der spillede røde helte / bragte forfald ind i arbejderklassen. / Og med gabet fyldt med fløde / brød han ud i latter.«
Den latter og den dom tilbage i 1978 har Jóanes Nielsen siden hen søgt at lægge bag sig, dels som prosaist med bl.a. romanen Gummistøvlerne er de eneste tempelsøjler vi ejer på Færøerne (1992), dels som en talentfuld poet med kraftfulde digtsamlinger, af hvilke der på dansk nu foreligger hele syv inklusive Tapet mellem århundreder, hvori »Flødekager« indgår.
Ekspressiv erotiker
Heri bliver man tillige mindet om Jóanes Nielsens andet ambitiøse livsprojekt. Hvis hans første bestod i at holde proletarens røde fane højt, er det andet at ophøje kussen til Gud. Endnu engang slår han derfor sit navn fast som Nordatlantens ekspansive og råt ekspressive erotiker:
»Gud er kussen / revnen hvor den nyfødte trækker vejret første gang / og lungerne åbner sig / som to bløde kødblomster.«
Digteren lovpriser »de barberede med skæve smil / de velbegroede og mørke fra mellemøsten / eskimokusser i små pelshuer / kødfulde / duftende som skaldyr«.
Men hermed hører hans glubske ærgerrighed langtfra op. Hans tredje store hensigt her i livet er at skabe poesi, hvor læseren kan høre havets hjerte dunke, og hvori der er ekkorum for store følelser såsom glæde, vrede og sorg. Til dette formål har han opfundet en roligt vejrtrækkende digtform med brug af parallelle sætningsoptakter og listeformede opremsninger af verber og substantiviske led.
Derudover har formen et udtalt episk, fortællende præg, men interessant nok kombineret med en original, tit næsten surrealistisk, billedbrug.
Døde Poeters Klub
Han er, erklærer han et sted, ofte »til fals for ordenes forførende tyranni«, men det originale i hans poetiske billeder gør dem aldrig søgte, blot formår han stedse at bruge almindelige ord på en ualmindelig måde.
Han skraber så at sige indmaden ud af ordene og lægger dem så frem som flotte flade fiskefileter; men dette er kun tilsyneladende, smagen af lever og rogn vender tilbage i små overraskende fund:
»Hvis en engel skruer pæren ud af månen / bliver vi til stærke havplanter / tangfulde flagrende mellem vældige stjerner.«
Sådan hedder det i en hilsen til finlandssvenske Edith Södergran.
Et spor i hans nyeste bog, der udkom på færøsk i 2012, udgøres nemlig af tekster om digtere og sangere. Til sporet hører foruden fortællingen om Magnus Dam Jacobsen også hyldesten til Edith og én til Anisette.
Der høres desuden ekkoer af T.S. Eliot og William Butler Yeats samt Egil Skallagrimsson. Ja, selv »Havamál« eller »Den Højes Ord« fra Den Ældre Edda klinger med:
»Kvinden dør / lysten dør / også jeg skal dø. / Ét ved jeg / som aldrig dør / mindet om duftende skridt.«
Salig F.P. Jac udnævnte for mange år siden sig selv til »Skridtets poet« og tænkte både på sit valg af erotiske motiver og på sine digtes gående rytme. Dén titel er altså optaget. Så lad os nøjes bare med at rose Jóanes Nielsen for hans specielle kringlede ligefremhed, som gør, at hans digte vader ind i folk med gummistøvler på.
Jóanes Nielsen: Tapet mellem århundreder. Digte. Oversat fra færøsk af Hugin Eide. Forlaget Torgard. 63 sider. 169 kroner
