Læsetid: 4 min.

Mand rejser sig op igen

At 60-årige Mel Gibson stadig er karismatisk og sympatisk, kan man forvisse sig om ved at se den kulørte thriller ’Blood Father’. Ud over at være et vellykket stykke spekulation kan filmen dog også godt opfattes som den berygtede skuespillers forsøg at eksorcere egne dæmoner
Mel Gibson forløser sin rolle fornemt. Ikke mindst fordi fortællingen om en mand, der har brændt sine broer, men prøver at gøre det godt igen, minder om hans egen historie.

Mel Gibson forløser sin rolle fornemt. Ikke mindst fordi fortællingen om en mand, der har brændt sine broer, men prøver at gøre det godt igen, minder om hans egen historie.

UIP

2. september 2016

Nej, Blood Father er ikke en biografisk film, men man kan alligevel godt få den tanke, at Mel Gibson, der spiller titelrollen, med den og andre af sine seneste film er i gang med et selvopgør og en soning for de fordrukne, racistiske og misogyne udgydelser, han har været tæt på at ødelægge sin karriere med gennem de seneste 15 år.

»Man kan ikke være et røvhul hele sit liv og så bare sige: Glem det. Jeg kan ikke reparere alt, hvad jeg har ødelagt. Det eneste, jeg kan gøre, er at lade være med at drikke.«

Det er ikke Gibson, der taler, men den eksforbryder, Link, han spiller i Blood Father. Det kunne dog lige så godt være Gibson selv, som han sidder der, livstræt og med gråt hår, furet ansigt og de mange tatoveringer.

Link er tydeligvis en mand, der har levet et hårdt liv, og som har meget at stå til regnskab for. Han har ikke mange illusioner om sit liv tilbage, og han har svært ved at se meningen med det hele. Han ved bare, at han er nødt til at holde sig ædru, ellers går det galt.

Det kunne altså godt være Mel Gibson, ligesom sorgramte Craven i Edge of Darkness, ustabile Walter Black i The Beaver og desperate Driver i Get the Gringo kunne være det.

Og man får næsten fornemmelsen af, at Gibson, der for længst er hoppet på vandvognen, er i gang med at sige undskyld og forsøger at rehabilitere sig selv som skuespiller og kunstner – han har også instrueret en række succesfulde film – i forhold til det Hollywood, der i nogen grad har vendt ham ryggen efter hans mange uskønne eskapader.

Voldelig fortid

Den franskproducerede Blood Father er instrueret med sikker hånd af Jean-François Richet – manden bag effektive stykker spekulation som Public Enemy No. 1 og Sidste nat på station 13 – og det er en underholdende thriller med tilpas meget på hjertet til, at man hænger på til den bittersøde ende.

Link, der har tilbragt en stor del af sit liv i fængsel, bor nu i ørkenen uden for Los Angeles, hvor han arbejder som tatovør og plejer sin afholdenhed i selskab med bedstevennen Kirby (William H. Macy).

Bag sig har han mange år med alkohol- og narkomisbrug, kriminalitet, et forlist ægteskab og en 17-årig datter, Lydia (Erin Moriarty), der i lang tid har været forsvundet. Men pludselig en dag ringer hun til ham.

Hun er på røven og har brug for hans hjælp. Ved et uheld er hun kommet til at skyde sin kæreste, narkohandleren Jonah (Diego Luna), og nu er hans håndlangere – med forbindelser til de mellemamerikanske narkokarteller – ude efter hende.

Link gør selvfølgelig, hvad enhver god far ville gøre: Han henter Lydia og forsøger på bedste vis at beskytte hende. Og så er det jo heldigt, at han har forbindelser blandt de hårde drenge i fængslet og kan opsøge sine gamle, white supremacist-agtige bikervenner.

Problemet er dog, at Link nærer et oprigtigt ønske om at holde sin sti ren, og det bringer ham på kollisionskurs med hans voldelige fortid.

Følelsesmæssig motor

Der er ikke mange, som kan huske det, men i Richard Donners Dødbringende våben (1987), der for alvor gjorde Mel Gibson til stjerne, hjemsøges hans figur, Martin Riggs, blandt andet af sin fortid som soldat i Vietnam.

Den traumatiserende krig optræder også i Blood Father, og en af de vellykkede ting ved filmen er i det hele taget, at fortiden konstant er til stede, uden at der nødvendigvis bliver talt om den. Det er mere en fornemmelse og en stemning, som man forstår har formet personerne, ikke mindst Link.

Det er forholdet mellem Link og Lydia, der er filmens følelsesmæssige motor, og Gibson og Erin Moriarty er overbevisende som far og datter, der skal lære hinanden at kende igen, og som begge har meget både at skælde ud og skamme sig over.

Og rundt om dem iscenesætter Jean-François Richet spænding og action af den kulørte, morsomme og råt udseende slags, der sjældent ses længere, og som, hvis den gør, mestendels er en kynisk øvelse i at slå mennesker ihjel med Liam Neeson i hovedrollen.

Richet og de to manuskriptforfattere har nemlig hjertet med sig i Blood Father, og 60-årige Gibson gør en fantastisk figur som Link, på én gang rørende, frustreret og fuld af vrede, ikke mindst over for sig selv og de dumme valg, han har foretaget sig i sit liv.

Gibson er stadig en meget intens, karismatisk og sympatisk skuespiller, og man må håbe, at han – ligesom Link – snart har fået eksorceret sine mange dæmoner.

’Blood Father’ – Instruktion: Jean-François Richet. Manuskript: Peter Craig og Andrea Berloff. Fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu