Læsetid: 4 min.

Den moderne familie er et kærligt kaos

Den lykkelige regnbuekernefamilie er blevet til en sammenbragt, men ikke mindre lykkelig, patchworkfamilie i anden del af Kristina Nya Glaffeys vellykkede samtidssatire
1. oktober 2016

For to år siden udkom Kristina Nya Glaffeys charmerende og virkelig sjove Mor og Busser, som handler om livet i en lesbisk kernefamilie i den kreative klasse på Nørrebro.

Nu følger så dens – naturlige, var jeg nær ved at skrive – fortsættelse: Mor og Busser skal skilles.

Det lyder som titlen på en børnebog, og værket er også både rigt illustreret og fortalt i øjenhøjde af familiens ene datter, ligesom det var tilfældet i forrige bog.

Og ligesom i forrige bog, og i enhver god børnebog i øvrigt, er der byttet om på rollerne, så det er barnet, der godmodigt og overbærende tegner og forklarer, mens de voksne tumler rundt på gulvet.

Mens den forrige bog, Mor og Busser, var en ’romantisk komedie’, som der stod på det lyse omslag med haletudserne på, så er efterfølgeren – mørkt omslag og noget, jeg bedst kan beskrive som yndige kussehjerter – en ’romantisk tragedie’.

Det triste emne til trods er også denne bog fuld af varme og humor. Der er ganske enkelt tale om mere fra samme skuffe fra Nya Glaffey, og hvorfor egentlig ikke, når nu mor og Busser og mig-fortælleren og hendes tvillingesøster Emma er så forrygende godt selskab.

Delehus og fadøl

Nu er Busser flyttet ud af mor og pigernes lejlighed og ind i et kollektiv på den anden side af Jagtvej, og både hun og mor har fået nye kærester.

Det skaber en skøn forvirring, når Busser pludselig kommer sammen med mors ekskæreste – som det hedder med en sød eufemisme:

»Faktisk har vi allerede mødt hende, der samler Bussers IKEA-møbler, for det er nemlig Carl og Gustavs mor, som er en af mor og Bussers venner, som mor kendte, fordi hun også engang samlede hendes IKEA-møbler« – og mor kommer sammen med Maja, som tidligere har været kærester med flere af mor og Bussers venner fra miljøet; det vil sige de damer, som drikker store fadøl nede på Vela om fredagen, og som har et delehus med tagterrasse på Lesbos i skolernes sommerferie.

Læs også: ’Lesbiske livserfaringer er ikke altid almenmenneskelige’

Under humoren ligger en række spørgsmål om, hvordan vi vælger (aktivt eller ureflekteret) at indrette vores liv. Gør vi bare, hvad vi kan for ikke at komme til at ligne vores forældre?

Er vi i virkeligheden aldrig rigtig trådt ud af puderummet i børnehaven, hvor vi første gang lærte at lege far, mor og børn? Hvor mange voksenpoint får man i øvrigt for en andelsbolig og en fælleskonto?

Det virkelige liv har vist sig ikke helt at svare til eventyrene for mor og Busser – og ude i den virkelige verden, »der kan man godt blive nødt til at skifte prinsessen ud en gang imellem,« som Busser forklarer tvillingerne.

Helt fra Lolland ...

Der er nok at blive revet med af, når Nya Glaffeys fortæller åbner munden og begynder at referere alt det, hun har opsnappet af forældrenes samtaler; om deres egen opvækst (»i 80’erne, der var de voksne ikke sådan rigtig voksne, ligesom de er i dag«), om litteratur, politik og reglerne for bland selv-slik.

Undervejs har barnet opbygget et imponerende ordforråd (folkeregisteradresse, keramikrelief, rokokostol, elevationsseng, giroindbetalingskort, skærmydsler), mens andre af mor og Bussers begreber kræver en forklaring – for eksempel avantgardens fortrop, »som er nogle af mor og Bussers venner, som har en blog«, eller den sociale rangstige, »som er en usynlig stige, der går hele vejen nede fra kusine Celina på Lolland […] og ender et eller andet sted for enden af regnbuen«.

Kristina Nya Glaffey fanger rammende barnets uskyldige gammelkloghed og ufrivillige komik og omsætter det i stiliseret, rytmebåret, medrivende prosa.

Noget særligt lesbisk?

I et interview her i avisen sidste lørdag forklarede Kristina Nya Glaffey, at hun er uenig med flere anmeldere i, at de lesbiske erfaringer, som beskrives i hendes første bog om Mor og Busser, skulle være almenmenneskelige.

Derimod vil hun gerne insistere på, at der er forskel på erfaringer, og at repræsentationen af seksuelle minoriteter i litteraturen er vigtig, fordi den er anderledes.

Som læser, og for øvrigt selv del af pågældende minoritet, tænker jeg til gengæld, at det også kan være en sejr, når homo- og biseksuelle i litteraturen ikke nødvendigvis fremstilles som noget andet.

Det er ment som en ros, når jeg kalder Mor og Busser skal skilles for en samtidssatire frem for, for eksempel, en lesbisk satire. De erfaringer, der skrives om, er måske specifikt lesbiske, men mange af dem er altså også specifikt menneskelige.

Mor og Busser og Maja og Carl og Gustavs mor er jo netop sjove, fordi de er så overdrevent og genkendeligt almindelige – eller i det mindste lige så gale som alle andre – når de roder rundt i deres serielle monogami og utroskab og børnepasningsordninger.

Allermest bruger de deres energi på at kritisere andre forældrepar for at være overbeskyttende og glutenforskrækkede, ligesom de kritiserer deres egne forældre for at have været fraværende og selvoptagede.

De forsøger således i fællesskab at finde en afbalanceret og improviseret mellemting og gøre deres bedste for deres egne sammenbragte millenniumbørn.

Kristina Nya Glaffey: 'Mor og busser skal skilles'
Forlaget Gladiator
125 sider
249 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu