Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Musik er overlevelse

Bon Iver er kommet ud på den anden side af en årelang depression. Det er der kommet en ret så intim og frelst plade ud af. Af og til for intim og for frelst
Bon Ivers nye plade, 22, A Million, svæver vægtløst i computeranimerede ikkerum. Og samtidig virker det splitterravende nøgent, et ’bareback ride’ gennem en hvid mands soul, blues, gospel

Bon Ivers nye plade, 22, A Million, svæver vægtløst i computeranimerede ikkerum. Og samtidig virker det splitterravende nøgent, et ’bareback ride’ gennem en hvid mands soul, blues, gospel

Cameron Wittig & Crystal Quinn

Kultur
30. september 2016

Det er ekstremt sjældent, at pressemeddelelser fanger ens opmærksomhed. Men det gør vennen Trever Hagens ord om Justin Vernons nye album:

»Ever since the door swung shut on that north woods cabin, we all felt like Justin entered a future we had imagined as kids. It was an obsessive, simple dream we shared as teenagers growing up in Wisconsin: just music, always. For me that started with Justin asking: ’Trev, wanna be in a band?’ as we passed each other in the hallway in front of our high school's trophy case.«

Jeg lugter eskapisme og locker rooms, den forheksende odeur af cheerleaders og den ramme lugt af quarterbacks i hormonelt udbrud. Og hertil nogle blege, hulbrystede knægte, der søger tilflugt fra teenageårenes brutalitet i musikken.

For det er jo den, vi er her for, ikke sandt? Det er derfor, det her skrives. På grund af den dér dør, som vi træder ind ad, for at slippe for at se os tilbage – ja, for nogles vedkommende for rent faktisk at kunne se sig tilbage. Med et klarere blik, et renere hjerte, en større accept, en federe lykke, en rablende eufori.

Hvad ved jeg. Blot dette: at musik er alvor, overlevelse, gentagende formative oplevelser. I Hagens og Vernons tilfælde oplevelsen af, at deres hjerter blev formet af deres samspil. Altså ifølge pressemeddelelsen.

Meget vand er løbet gennem åen siden Memorial High School i Eau Claire, Wisconsin, hvorfra gutterne graduerede i 1999.

Hagen er i mellemtiden droppet ud af bandet og er blevet musikolog. Ja, bandet eksisterer ikke mere. Og Vernon er blevet kendt under navnet Bon Iver.

I 2006 søgte han ensomheden i sin fars jagthytte, og ud af opholdet kom debutalbummet For Emma, Forever Ago, der i 2007 katapulterede Vernon op i indiestjernehimmelen med sin højfølsomme undersøgelse af tab og ensomhed.

Med albummet Bon Iver, Bon Iver cementerede han i 2011 sin status. Men han smuldrede også. Musikken var blevet et middel til anerkendelse, ikke et værktøj til erkendelse og udfrielse.

Det var et monumentalt betydningstab. I pressemeddelelsen beskriver Trever Hagen, hvordan hans ven brød sammen i hans arme, »lost in a world of confusion and removal. Justin could barely even talk«.

Kun få dage før, på en græsk ø, havde Vernon indsunget ordene, der er blevet åbningen på hans nye album 22, A Million: »It might be over soon.«

Det er et tredje album, der – ifølge pressemeddelelsen – drejer sig om »the power of human connectivity through music«.

Altså befinder vi os i et helende univers. Hos et menneske, der ser tilbage på vejen tilbagelagt, vel ankommet. Nogle gange i lige lovlig salvelsesfuld grad.

Jeg mister opmærksomheden i flere af de højtbelagte konstruktioner, hvor musikken bliver et lyksaligt mål i sig selv, mens jeg andre steder må bøje mig i støvet for den hymniske skønhed– ikke mindst fordi Bon Iver ikke frygter at dekonstruere formfuldendelserne.

Så hovedpersonens stemme falder pludselig fra hinanden. Som om en gammeldags radio mister sin frekvens på »29 #Strafford APTS«.

Det er en soulmusik, der med sine klanglige indbrud og redigerede afbrydelser og sine forvrængede og autotunede og helium-oppitchede stemmer fortæller om fragmenterede koncentrationsspænd og varierende, sågar svigtende grader af virkelighedsfornemmelse.

Om tvivl formuleret som forvrængning. Det er ikke ulig den processoul, som Frank Ocean opdyrker på sit fremragende nye, visuelle album Endless, eller den oceaniske soul hos engelske James Blake.

22, A Million svæver vægtløst i computeranimerede ikkerum. Og samtidig virker det splitterravende nøgent, et bareback ride gennem en hvid mands soul, blues, gospel.

Og som på Oceans Endless, så dyrker Bon Iver smukt en fornemmelse af komplekse skitser, af rå og ufærdige former, der til sammen giver et kontrafej af et menneske, der ikke har travlt med at konsolidere sig, men med at blive født. I et virvar af tilløb. På godt og ondt, med skiftende held gennem de ti numre og kun 35 minutter.

Det syntetiske kor på åbningsnummeret »22 (OVER S∞∞N)« falder forvrænget ind og ud. En løs forbindelse, der sprutter fravær.

Og der er en sampling af gospelsangeren Mahalia Jacksons livefremførsel i Washington af »How I Got Over« kort inden Martin Luther King holdt sin famøse »I have a dream«-tale. Uden at nummeret af den grund finder afgørende prægnans.

Efterfølgeren »10 d E A T h b R E a s T ⚄ ⚄« forsøger med at asfalteret beat at tæske mening i kludene, men uden overbevisning, bare dump rytmisk vold.

Dernæst er vi i blueset salmeterritorium på »715 - CR∑∑KS,« hvor den vokale inderlighed undersøges som gangbar valuta. Jeg er ikke overbevist. Her.

Albummet bliver bedre undervejs. Blæserne begynder at brede sig ud gennem sangenes vener. »21 M◊◊N WATERs« klarinet-dada-ADHD-solo. Banjoen, der dukker op ud af ingenting på »____45_____.« Saxofonpolyfonien på den mesterlige »8 (circle)«, hvor Bon Iver får blodet til at dunke i sin gospel.

På anden halvdel af albummet lykkes Bon Ivers projekt. Et heterogent og vakkelvornt projekt styret med sikker hånd i healingens navn.

Musik, der stritter og kradser, men alligevel stryger lytteren med hårene. Musik, der kysser avantgarden, men holder fødderne plantet i bluesen.

En spirituel indkapsling og afklapsning af spørgsmål og svar – hvis ikke kristen i sin tro, så i hvert fald i en del af sine billeder på tvivl og søgen (selv om Troldmanden fra Oz også spøger).

Er det et privilegium at stirre så dybt i et andet menneskes forviklinger? At mærke udfrielsen i hver en fiber af et værk? Både-og. Der er noget enerverende lyksaligt ved frelse, en fersk og blind absolutisme.

Men der er også noget fundamentalt vederkvægende ved troen på, at det nok skal gå. Afgørende for de bedste numre på 22, A Million er, at vi lytter til en mand, der ikke er bange for at stille sig frem i al sin flossede kompleksitet. Forvrænget og frelst. Ikke bare frelst.

»I worry about shame, and I worry bout a worn path
/And I wander off, just to come back home.«

Bon Iver: 22, A Million (Jagjaguwar/Playground). Udkommer fredag 30.9.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her