Læsetid: 5 min.

Nick Cave skriver sig dybt ind i den kristne grundfortælling

Nick Cave er ikke religiøs i nogen dogmatisk forstand, men hans tekstunivers vrimler med billeder og fortællinger fra Biblen. Han har trukket på inspiration fra først Det Gamle og siden Det Ny Testamente, og på det nye nummer ’Jesus Alone’ træder han et skridt dybere ind i kristendommens mørke afkroge
I nummeret ’Jesus Alone’ identificerer Nick Cave sig med Jesus på korset – han er alene og har mistet alt. Teologien gør det muligt for Cave at fortælle sin historie.

I nummeret ’Jesus Alone’ identificerer Nick Cave sig med Jesus på korset – han er alene og har mistet alt. Teologien gør det muligt for Cave at fortælle sin historie.

Gorm Branderup

9. september 2016

For mange står Nick Cave som et symbol på fornyelse, men for sognepræst Søren E. Jensen er Nick Cave gammeldags. I hvert fald i teologisk forstand. For hans grundbetingelse er, at vi er en samling syndere, der har fortjent Guds straf.

»Det er ikke som i de moderne, danske salmer, hvor der dufter lysegrønt af græs – der dufter ikke en skid lysegrønt af græs hos Nick Cave. Det er død, fortabelse, synd, anger og smerte,« siger Søren E. Jensen.

En anden teolog og Nick Cave-fan, Anders Kjærsig, mener, at Caves tilgang til religion ikke handler så meget om at bekende sig til en bestemt tro, men mere om en eksistentiel søgen efter mening, en opdagelsesrejse hos det enkelte menneske.

»Hos Nick Cave er religiøsitet ligesom natur, det er noget der vokser inden i én,« siger den forhenværende sognepræst.

Hvis ikke den søgen efter mening var til stede, kunne Guds ord være det samme som en manual til en opvaskemaskine, som Anders Kjærsig formulerer det.

Fra voldsorgie til salmesang

Det betyder også, at det er det blodige og voldelige univers, som vi kender det fra Det Gamle Testamente, der præger Nick Cave and the Bad Seeds i de første år fra debutalbummet From Her to Eternity, der udkom i 1984, fortæller Søren E. Jensen.

Musikken lyder som noget ældgammelt, teksterne er mytologiske, og punkens fascination af vold skinner igennem. Teksterne trækker på det gammeltestamentlige univers, men der er en vis ironi forbundet med bibelreferencerne i begyndelsen.

Det begynder efterhånden at ændre sig, og ironien er forsvundet helt på pladen The Boatman's Call fra 1997 – et lavmælt album båret af klaverballader, der ligger langt fra den punkede lyd, som Nick Cave var forbundet med i begyndelsen.

Læs også: Ballader om vold og ømhed

Ifølge Søren E. Jensen indeholder albummet to regulære salmer, der strøg direkte ind på pensum på det teologiske fakultet i København. Han betragter dem som salmer, fordi de tåler en teologisk analyse – det er med andre ord »teologiske grundstillinger på vers«.

En af dem er »Brompton Oratory« – en fuldgyldig, moderne nadversalme, mener Søren E. Jensen.

»Brompton Oratory er en stor kirke i London, hvor jeg'et går ind, tilsyneladende tilfældigt. Men så går han til nadver, og så sker forvandlingen pludselig. Der findes et teologisk begreb, der hedder realpræsens, det vil sige, at Kristus selv er til stede i brød og vin, og det er det, han giver udtryk for i den sang. Jeg'et spiser altså Kristus, samtidig med at der også bliver bygger noget erotisk ind i teksten.«

Kaldt tilbage af kærligheden

Overgangen fra Det Gamle til Det Ny Testamente sker, i takt med at Nick Caves gudsopfattelse ændrer sig, siger Anders Kjærsig.

»I Det Gamle Testamente er Gud en konge, der straffer og tilgiver, i Det Ny Testamente forandrer han sig og bliver til en far, han går ned til menneskene og bliver skrøbelig og sårbar.«

»Jeg kunne fortælle Nick Caves liv i denne her historie. Han udfordrer det hele, vil være den store mand, og så bliver han smidt til jorden, vokser op igen og bliver smidt til jorden, og pludselig erkender han: Jeg kan jo ingenting, jeg er bare et lille menneske. Og der møder han den nytestamentlige Gud.«

Fortællingen om Lazarus, der kaldes til live af Jesus, er et eksempel på den nytestamentlige teologi, som spiller en stor rolle i Caves tekstunivers (for eksempel på nummeret »Dig, Lazarus, Dig!!!« fra 2008).

Fortællingen er et eksistentielt billede, mener Anders Kjærsig. Det handler ikke om opstandelse, men om sjælesorg; der er nogle, der har savnet Lazarus, han har været forsvundet fra deres horisont.

»Det er et billede på at have været ude på kanten af tilværelsen, sådan som Nick Cave selv har været det i perioder af sit liv, og så blive kaldt ind til midten igen af kærligheden og relationerne.«

Anders Kjærsig forbinder altså den teologiske udvikling med den biografiske, men han mener ikke, at Nick Caves teologi på noget tidspunkt bliver frelst.

»Den bibelske beretning er mere et sprog for Nick Cave, der fortæller noget om hans eget liv. Det er ikke sådan noget med, at han har set lyset, det er ikke en omvendelse, det er meget mere subtilt. I det kristne sprog finder han en mulighed for at tolke sit eget liv. Han indskriver sit eget liv i den store fortælling.«

Alene med Jesus

Netop den kristne grundfortælling skriver Nick Cave sig ind i på det nye nummer »Jesus Alone«, der er første udspil fra albummet Skeleton Tree (2016).

Anders Kjærsig og Søren E. Jensen er enige om, at »Jesus alone« kan referere til to ting: til korsordet »min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig«, og til Jesus i Getsemanes Have – stedet, hvor Jesus opholdt sig og bad aftenen før sin korsfæstelse, og hvor han blev forrådt og ladt alene.

Jesus er alene, men det er Nick Cave også, de befinder sig i den samme ensomhed, og dermed bliver der skabt en identifikation mellem dem.

»Jesus bliver henrettet, men at miste sin søn er også en eksistentiel henrettelse,« siger Anders Kjærsig.

Han kan ikke se bort fra, at teksten peger i retning af det tragiske uheld sidste sommer, der forårsagede, at Nick Cave mistede sin 15-årige søn. Sangens første strofer lyder: »You fell from the sky / Crash landed in a field / Near the river Adur.«

Adur er en flod nær Brighton, hvor sønnen Arthur faldt ned fra en klippe og døde.

»With my voice / I am calling you,« synger Nick Cave gentagne gange, men er det sønnen eller Kristus han kalder på?

Nick Cave skal finde sig selv igen efter tabet, han har mistet genkendeligheden med sig selv, og til det bruger han ifølge Anders Kjærsig den kristne grundfortælling og identifikationen med Jesus.

Men den kristne tro giver ikke nogle særlige fordele, og troen er ikke ensbetydende med, at man får dispensation for at miste. Eller som Nick Cave selv synger: »You believe in God, but you get no special dispensation for this belief now.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu