Læsetid: 3 min.

Nordafrikas outsidere forløses ikke helt hos Abdellah Taïa

Den marokkanske forfatter Abdellah Taïa er en af de store stemmer i fransksproget, nord-afrikansk litteratur. I sin tredje roman på dansk skriver han videre om undertrykkelsens mange ansigter
3. september 2016

Da Abdellah Taïa for nogle år siden skulle promovere sin selvbiografiske roman Englene fra Frelsens hær i et marokkansk medie, blev han den første marokkanske forfatter til offentligt at stå ved sin homoseksualitet – en seksuel orientering, som stadig er ulovlig i landet.

Romanen fra 2006 udkom sidste år i dansk oversættelse på det lille forlag Arvids, som tidligere i år udgav endnu en bog fra forfatterens hånd, den ligeledes selvbiografiske Arabisk vemod fra 2008.

De to værker handler om hovedpersonen Abdellahs opvækst i en fattig familie i Salé i det nordlige Marokko. Om de seksuelle overgreb fra andre mænd, som han fra en ung alder blev udsat for, uden at familien eller naboerne greb ind. Om at blive udskammet for noget, som han ikke selv skammer sig over.

Siden 1998 har Taïa været bosat i Paris, og i de selvbiografiske værker fortæller han også om denne by, som mange søger til for at finde friheden, men hvor de som indvandrere møder nye former for undertrykkelse.

Sheherzades fortællinger

I Taïas tredje bog på dansk, Et sted at dø, fra 2015, er det andre stemmer, som taler. Ligesom Sheherzades fortællinger fra 1001 nats eventyr består romanen af anekdoter, som væves ind og ud af hinanden.

Vi møder den marokkanske prostituerede Zahira, som sørger over sin afdøde far, og den algeriske prostituerede Zannouba, som vi følger før og efter hendes fysiske transformation fra mand til kvinde.

Selvom drengen Abdellah ikke længere er hovedperson, er det den samme historie, som her fortælles fra nye vinkler. Romanen udspiller sig i kummerlige, tætpakkede lejligheder i det støvede Salé og i dystre kvarterer i den parisiske bydel Barbès.

Her fører Zahira i drømme samtaler med sin far, som blev forvist til at leve i eksil på familiens loftsrum, fordi han var syg. Hun fortæller om sin kæreste, Iqbal, der som srilankaner er »helt nede på bunden af indvandrerhierarkiet i Frankrig«, om farens søster, Zineb, der som barn forsvandt sporløst i Marokko, og om den homoseksuelle, iranske flygtning Mojtaba, som hun møder i Paris.

Zannouba fortæller luderen Naïmas historie, en kvinde, som til sidst blev lykkeligt gift i Casablanca. Hun fører samtaler med sit tidligere mandlige jeg, Aziz, og fortæller om Isabelle Adjani, den franske skuespillerinde, som både hun og Zahira forguder.

Flere stemmer slutter sig til undervejs som et kor af lignende skæb- ner.

I modsætning til Sheherzades fortællinger, hvor hver historie finder sin plads i den overordnede ramme – den unge bruds natlige påfund for at overleve – er Et sted at dø mere løs i kanterne og lettere forvirrende, fordi de mange stemmer afløser hinanden uden et fast holdepunkt.

Det er voldsomme og ofte smukke historier, som væves sammen, men i den korte roman føles de også en anelse uforløste.

Politisk litteratur

Når Abdellah Taïa skriver, har han virkelig noget på hjerte. Et sted at dø har to tydelige ærinder, som ikke kan adskilles.

Det ene ærinde er litterært. Det andet er politisk. Forfatteren skriver på fransk, som er elitens og undertrykkelsens sprog, hvis man er vokset op i et postkolonialt land i Nordafrika, og i selve sproget er der således en kulturel konflikt. Der sker noget, når sådan en tekst bliver oversat.

Taïa skriver elegant, men det højstemte sprog – som bare titlen i sig selv – klinger nogle gange let karikeret på fladt dansk.

Med sit allerede omfangsrige forfatterskab på otte værker fortæller Abdellah Taïa de historier, som ellers ikke fortælles om LGBT-erfaringer fra en arabisk og muslimsk kultur. De personer, som taler i Et sted at dø, er stemmer, som vil fortælle deres historie.

Det er dem, som elsker og savner og som må prostituere sig, for at overleve. Det er dem, som lever med angsten for æresdrab, og som samtidig er stolte. Som eksisterer uden opholdstilladelse og ikke hører til noget sted. Måske lige bortset fra i deres tro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu