Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

De nye animatorer vil have os til ikke at være så bange for det anderledes

Rummelighed og tolerance er i fokus i de fleste af afgangsfilmene fra filmskolens animationslinje
Billede fra Ida Andreasens afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje, ’I familie’. Foto: DR

Billede fra Ida Andreasens afgangsfilm fra Filmskolens animationslinje, ’I familie’. Foto: DR

Kultur
16. september 2016

Årets afgangsfilm fra filmskolens animationslinje er vidt forskellige i deres udtryk og stil, så er det sagt.

Men hvad typen af historier angår, er det påfaldende, hvor dominerende temaer som fællesskab og forskellighed er.

Fire ud af de seks film handler om at afvige fra normen, blive udstødt og at møde dem, der er anderledes end en selv.

De nyuddannede animationsinstruktører er ikke bange for at løfte pegefingeren og moralisere. Moralen med en enkelt undtagelse gennemgående: Vær nu ikke så bange for det anderledes.

De seks afgangsfilm er 10-15 minutter lange, de blev vist på DRK tidligere på måneden og kan nu ses på dr.dk.

Opbyggelige budskaber

I Morten Zachariassens dukkefilm Jytte – a Danish Hero bliver den trinde og tryghedssøgende kolonihavedansker konfronteret med det fremmede i skikkelse af en syrisk flygtning.

Det er ikke noget, Jytte har bedt om, men hendes nabo har skrevet hende op på en side, der hedder hjælpenflygtning.dk, fordi hun har ekstra plads i sit haveskur, og pludselig er han der, Karim. Eller Klaus, som han gerne vil kaldes, fordi han er så integrationsvillig.

Af alle animationskortfilmene er Jytte – a Danish Hero nok den, der moraliserer tydeligst.

Klicheerne er trukket skarpt op – kolonihaven hedder Dannevang, Jyttes hus hedder Kronborg, og hun er stor fan af tryghed og Holger Danske.

Til den ene side bor der en naiv og langhåret pladderhumanist, der befrier mink om natten og siger, at terrorisme er mediernes skyld, og at bomber også er en måde at udtrykke sig på.

Til den anden side bor hr. Schlecht, som grangiveligt ligner den tyske ekspressionistiske stumfilmsvampyr Nosferatu. Han hører klassisk musik og mener, at tre ud af fire muslimer er terrorister.

Spørgsmålet er, om Klaus også er det. Der lyder bump og brag fra haveskuret om natten, og Jytte ser noget, der får hende til at tabe fadet med æbletærte.

Den grovkornede historie ledsages af en fortæller med så børnevenligt et tonefald, at der ingen tvivl kan være om det parodiske i skildringen af det dansk-syriske kulturmøde. Moralen er der nok heller ikke nogen, der vil være i tvivl om.

Jættefobi

Eventyrfilmen Dagny af Peter Lopes Andersson foregår på den anden side af Ragnarok, men handler om præcis det samme: Hvordan man møder og håndterer fremmede.

Menneskene er i knæ, frygter jætterne og sætter deres lid til Thor, som bygger dem en skærmende mur.

Den egensindige Dagny ender ved skæbnens ugunst på den anden side af muren, ansigt til ansigt med en vaskeægte jætte. Dagny låner fra nordisk mytologi, Troldmanden fra Oz, Skønheden og Udyret og Ronja Røverdatter.

Billederne er flot komponerede, men den lidt stive måde, karaktererne bevæger sig på, minder lidt om computerspilsgrafik. Historien er bundsympatisk og meget pædagogisk, hvad der sammen med de stiliserede figurer og jordfarvede, matte flader giver filmen et vist halvfjerdserpræg.

Funky løftet pegefinger

Hvis man skal tro Amalie Næsbys gennemført festlige hiphop-opera, Ztriwer, behøver man ikke være som de andre for at være okay, man skal bare være sig selv. Det tager lidt tid for zebraen Søren at forstå.

Han er savannens bedste danser, men mister sine striber, mens han er i bad, hvilket fører til identitetskrise og udstødelse. Heldigvis er der en god kammerat i nærheden, der hjælper Søren med at vende tilbage til dansegulvet med en ny stil og en usvækket selvtillid.

Per Vers er fortæller og rapper på klingende og meget medgørligt århusiansk. Rimene er skægge, dansen er blæret, musikken er catchy musik, og filmens farveskala er holdt i en My Little Pony-lignende farveskala.

Queerhimlen

My Plastic Menagerie af Touraj Khosravi er endnu en opbyggelig fabel om afvigelse og accept.

I et lettere gnidret og gråligt univers bliver Barbie- og Ken-lignende dukker dirigeret rundt af en gudeskikkelse, som ligner skelettet fra Tim Burtons The Nightmare Before Christmas, bortset fra at han har et kæmpeøje i stedet for et hoved.

Ved sin side har guden en klam barokengel af en ondskabsbaby, der former sine små fede fingre til et hul, som hans pegefinger kan penetrere, så de dirigerede dukker bedre kan forstå, hvad de skal stille op med hinanden.

Den mandlige hovedperson skiller sig ud ved sin lyserøde farve og sin interesse for andre mænd.

Efter at have afveget fra de heteronormative monsterskikkelsers planer med ham, bliver han ekskluderet og katapulteret op til den skinbarlige queerhimmel.

Her er stilen burlesk, alle er lilla og turkis og flyder rundt i luften to og to i bobler i romantisk lykkerus, indtil ondskabsbabyen og guden med øjehovedet kommer brasende.

Touraj Khosravis film er præget af skitsestil, gråtoner og kun en meget hakkende sporadisk bevægelse i billederne. I lange passager er der nærmest ikke tale om animation, men om filmede tegninger, som der zoomes ind og ud på.

Tabte hoveder

Ida Andreasens film, I familie, rettes opmærksomheden mod privatsfæren frem for de større fællesskaber. Tolerance og rummelighed er dog stadig det centrale tema. Her er det bare evnen til at rumme sit eget skøre temperament, der er problemet.

En far og en datter går rundt i deres hjem og bliver af og til så edderspændt rasende, at deres hoveder bliver røde, svulmer op og falder af. Når hovederne raser og svulmer, hjælper det at lægge dem i vand eller at blive set på med lillebrorens kølige, rolige blik.

Ud over et heftigt temperament har de en livlig fantasi til fælles, en tegnet elefant vokser uden problemer ud i virkeligheden i stuen til dem, lyslevende.

Faren er lidt af en opfinder og har bygget et stativ, som han går rundt med, der kan holde det hele på plads, når raseriet dukker op, og hovedet falder af. Den løsning vil han bare ikke udsætte sin datter for, og den lille familie har derfor lidt at lære, før historien kan ende lykkeligt.

Halløj på missillageret

Som den eneste af animationsinstruktørerne lader Mads Guldborg Bøge ikke til at være ude på at levere et budskab. Hvis der er en morale i hans film, A Day with Dad, er det, at man hellere skal tage fri end tage sit barn med på arbejde, hvis man arbejder på et atommissillager, og barnet er hyperaktivt og hæmningsløst.

A Day with Dad er en omgang sorthumoristisk, fandenivoldsk tjuhej i South Park-traditionen. Det havde måske højnet tjuhej-faktoren, hvis de kræfter, der er på færde i historien, var lidt mindre fjollede, og hvis far og søn havde lidt flere facetter end henholdsvis kontrolbehovet og den balstyriske trang til at hoppe rundt, trykke på alle knapperne og tegne på alle tingene.

Kortfilmene kan ses på dr.dk/tv/se/animationskortfilm indtil den 5. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her