Læsetid: 3 min.

Olien er et monster, der lever i jorden

’Deepwater Horizon’ er en visuelt imponerende og gennemsympatisk katastrofefilm om eksplosionsbranden på olieboreplatformen af samme navn. En overbevisende reklame for at følge sikkerhedsprocedurerne
30. september 2016

Det var den største miljøkatastrofe i USA’s historie, da boreplatformen Deepwater Horizon i 2010 brød i brand og forårsagede et gigantisk olieudslip i Den Mexicanske Golf. Peter Bergs vellykkede katastrofefilm viser den menneskelige katastrofe, der gik forud for den miljømæssige, hvor 500 millioner liter råolie i løbet af 87 dage strømmede ud og ødelagde dyre- og planteliv.

I Deepwater Horizon prøver en besætning af hårdtarbejdende, bundhæderlige mennesker at redde sig selv og hinanden fra gasudslippet og eksplosionerne, der forvandlede boreplatformen til et kæmpemæssigt flammehav i mange etager.

Det er en meget, meget menneskelig historie: Man har udviklet teknologi til at beherske og udnytte naturen, men er desværre ikke i stand til at styre sin egen grådighed.

Pludselig er alles liv i fare. Eller – pludseligt var det jo ikke engang. Dem, der vidste hvordan olieboringer fungerer, så og sagde, at det var farligt at sløjfe sikkerhedsprocedurerne for at spare penge.

Ild overalt

Skurkene i Deepwater Horizon er de profitfikserede rådgivere fra British Petrol, der ikke fatter, at man ikke skal have et magentafarvet slips på ombord på en boreplatform.

Magenta er farven på den værst tænkelige alarm, og den farve vil man ikke se, forklarer Jimmy Harrell (Kurt Russel), som er leder af det hold borebisser, der holder boreplatformen i gang.

Heltene er de grundige, ansvarsbevidste mænd og kvinder på dækket, som ved, hvad de taler om, og har respekt for naturens kræfter. Hovedpersonen er chefelektronikingeniøren Mike Williams (Mark Wahlberg), som elsker sin kone, sin datter og sit fag, og han er fuld af integritet og handlekraft.

Mike Williams er en helt, der udmærker sig ved selvopofrelse og en veludviklet sans for risikovurdering. Imens står den ene BP-rådgiver, Kaluza (Brad Leland), på dækket og ser det amerikanske flag blafre og brænde foran et væld af eksplosioner. Hans ansigt er et stort »ups«.

Monstertæmmer

Af hensyn til det flertal af filmens publikum, der ikke kender ord som dræberør, blæreeffekt, rysteværk og hærdekontrol på forhånd, er der en sød scene i begyndelsen, hvor Mike Williams’ datter Sydney (Stella Allen) viser sin stolte far et oplæg, hun skal holde i skolen om hans arbejde.

Med en coladåse, en syl og en flaske sulfo forklarer hun, hvordan hendes far og hans hold finder den olie, som hun har fået forklaret er dannet af døde dinosaurer.

De borer et hul, finder olien og forsegler hullet, så de almindelige borebisser kan komme og udvinde den. Olien er et monster, der lever i jorden – som de dinosaurer, olien er opstået af, og det monster lever hendes far af at tæmme. Den scene er en perfekt ildevarslende idyl.

Det monster, som menneskelig dumhed i kombination med naturens kræfter viser sig at være i Deepwater Horizon, kan ikke tæmmes.

Til gengæld lykkes filmen helt suverænt med at vise det monster, som de virkelighedsfjerne og grådige slipsemænd skaber med deres meget dårlige beslutninger.

Jeg så filmen i IMAX-format, og de kæmpemæssige knivskarpe billeder af ildfyldte smalle gange, eksplosionerne og en kran, der vajer frem og tilbage og truer med at vælte boretårnet ned over de stakkels mennesker, er svimlende.

Visuelt er det en meget overbevisende lokal undergang, man får at se i Deepwater Horizon. Der er højt tryk på i det meste af filmen, mudderet står ud af rørene, og besætningsmedlemmerne bliver kastet rundt.

Der er hele tiden én, der skal ind i ildebranden for at redde en makker eller trykke på en vigtig knap, og filmen er så flot, at det aldrig bliver en triviel omgang bulder og brag. Den skal virkelig ses i biografen, den her.

’Deepwater Horizon’. Instruktion: Peter Berg. Manuskript: Matthew Michael Carnahan og Matthew Sand. Amerikansk. Kan ses i biografer over hele landet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu