Læsetid: 4 min.

Omrids af en katastrofe

Nick Caves nye album tegner sig som en sorgproces slynget gennem rummet, der pludselig føltes ubegribelig tomt – efter sønnen Arthurs uventede død. Rystende privat, næsten for privat
Trods svipsere er Skeleton Tree udtryk for Nick Cave & The Bad Seeds i fortsat bevægelse – stadig på vej længere væk fra den tidlige gammeltestamentlige apokalypserock og det senere nytestamentlige lys.

Trods svipsere er Skeleton Tree udtryk for Nick Cave & The Bad Seeds i fortsat bevægelse – stadig på vej længere væk fra den tidlige gammeltestamentlige apokalypserock og det senere nytestamentlige lys.

Alwin Kuchler

10. september 2016

Det er ikke min opgave at sørge med Nick Cave, men jeg er parat til det, hvis jeg bliver indbudt til det.

Det sker til en vis grad på hans og de trofaste følgesvende The Bad Seeds' nye, 16. album, Skeleton Tree.

»You fell from the sky, crash-landed in a field near the River Adur.«

Det var dét Nick Caves 15-årige søn Arthur gjorde. Under en LSD-rus sprang han fra Brightons klipper og i døden. Floden Adur ligger i nærheden.

»Flowers spring from the ground, lambs burst from the wombs of their mothers.«

Og så: »With my voice I am calling you.«

Indspilningerne af Skeleton Tree var i fuld gang i Brighton, da nyhederne om tragedien ankom. Indspilningerne blev siden genoptaget i Nordfrankrig.

I Andrew Dominicks dokumentarfilm One More Time With Feeling, der blev vist i torsdags verden over, siger Cave: »There are something about the nature of the songs, that have Arthur the whole way through.«

Læs anmeldelse af One More Time With Feeling: Cave nægter os følelsespornoen

Han bemærker, at der er masse detaljer, der stritter, som før ville være blevet fikset og overdubbet. Men ikke denne gang. En hånd har sluppet pennen i afmagt.

Men Skeleton Tree er også et klart realiseret rekviem, blot mere optaget af repeterende forløb, af messende salmer, ofte gentagende de samme ord igen og igen, nogle gange i skiftende formationer.

»In love in love I love you.«

»If you want to bleed, just bleed.«

»Nothing nothing nothing.«

Ord som trøst, ord som nødblus, ord, der er utilstrækkelige. Nick Cave som en distingveret katastrofe, omgivet af et band, der mere end nogensinde før skaber soundscapes, mimende både rolige oceaner og uvejr, omkring ham. Ingen eksplosioner. Ingen catchy omkvæd. Etableringen af en omvendt kirke, hvor tabet hersker.

Smukt afpillet blues

Skeleton Tree er en 40 minutters gestus mod det meningsløse. En sorgproces slynget gennem rummet, der pludselig føltes ubegribelig tomt. Rystende privat, af og til for privat. Især på ’Distant Sky’ med den danske operasopran Else Torp, der gør et strålende stykke arbejde, men desværre befinder sig en alt for sentimental ballade.

I dén får vi adgang til et alt for privat rum, som jeg ikke har lyst til at være i sammen med Cave. Hvor følelserne synes at få frit løb og ingen kunstnerisk form, ingen formidling, der gør dem relevante for omverdenen. Her indbydes man ikke til at deltage i sorgen, bare kigge på den.

Læs også: Ballader om vold og ømhed

Den biografiske lytning er så heller ikke den endelige lytning, på mange måder er det den snævreste lytning. Musik handler – som al anden kultur – om modtagers fortolkning og oplevelse. Altså medmindre man lader en herskende fortælling overtage.

Så lad os lytte til Skeleton Tree som et kunstværk i sin egen ret. For det er det. Det er ikke Caves bedste plade, langtfra. Tender Prey, Let Love In, Boatman's Call, ja, forgængeren Push The Sky Away rangerer déroppe i det tyndeste luftlag.

Skeleton Tree er til gengæld en smukt afpillet blues, hvor Caves stemme nogle gange virker, som om den er slidt til pergament, allerstærkest på den fuldstændig overgivne ’I Need You’, hvor han besøger et vakkelvornt sted i sin stemme, han aldrig har vist os før.

Hjemsøgende elektronik

Og Skeleton Tree er samtidig en spændende udvikling for Cave og hans faste følgesvend og medkomponist Warren Ellis, der her – måske med inspiration fra deres soundtracks – fremmaner flere klangrum, der ikke skal nogen steder hen. De skal ikke ud i noget narrativ – vers-omkvæd, den slags – men blot være. Akkurat som Caves tekster også har forladt det narrative.

»We’re falling now in the name of the Anthrocene/O the things we love we love we love, we lose/It’s our bodies that fall when we’re trying to rise.«

Cave og Ellis' arbejde med disse ambient betonede, men ikke nødvendigvis behagelige klangrum er mesterligt på ’Anthrocene’ og ’Magneto’. Førstnævnte med sit tøvende klaver, hjemsøgende elektronik og kor samt utidige kantslag, der fader ind og ud af lydbilledet fra en anden elektrostatisk dimension.

Sidstnævnte med sine strejflys fra bas, elguitarens tremolo, det impressionistiske klaver, der som helhed kan minde om Talk Talks mesterværk Spirit of Eden fra 1988. Mens »Rings of Saturn« er en interessant, omend ikke ubetinget vellykket popsang uden retning, et sted mellem Coldplay og Bruce Springsteens ’Streets of Philadelphia’ (!).

Trods svipsere er Skeleton Tree udtryk for Nick Cave & The Bad Seeds i fortsat bevægelse – stadig på vej længere væk fra den tidlige gammeltestamentlige apokalypserock og det senere nytestamentlige lys. Mod noget mere kompliceret. Afviklingen af det bestående er blevet til udviklingen af noget nyt. Der er håb. Selv i det sorteste sorte.

Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree (Bad Seed Ltd/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu