Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Oscar Wilde-teater mangler fascinationskraft

Inge Sofie Skovbo boltrer sig på Aarhus Teater i Oscar Wildes raffinerede sproglege over facademennesker, der krakelerer. Men ellers er det svært at se, hvorfor ’En kvinde uden betydning’ egentlig skal spilles i dag
Karrusellen drejer med kvinder i optimal dekadence i Oscar Wilde-forestillingen på Aarhus Teater. Og Inge Sofie Skovbo er den forrygende værtinde i højrød silke, der dyrker tilværelsens lethed uden mindste lyserøde vaklen.

Karrusellen drejer med kvinder i optimal dekadence i Oscar Wilde-forestillingen på Aarhus Teater. Og Inge Sofie Skovbo er den forrygende værtinde i højrød silke, der dyrker tilværelsens lethed uden mindste lyserøde vaklen.

Anna Marín Schram

Kultur
9. september 2016

Skal man spille Oscar Wilde, skal man dyrke dekadencen. Og det gør så instruktøren Nicolei Faber og scenografen Christian Albrechtsen i deres iscenesættelse på Aarhus Teater.

En kvinde uden betydning fortolkes i hvert fald netop så overdådigt og overdrevet, at det matcher Oscar Wildes sans for det opsigtsvækkende og arrogante.

»Jeg kan modstå alt, undtagen fristelser,« som det lyder i Oscar Wildes ordrige overklasseverden af kedsomhed.

Scenen er blevet udstyret med en rigtig karrusel. En gammeldags karrusel med snedkermuslinger af guld.

Her kryber udskårne firben lokkende op ad karrusellens stænger, mens stiliserede sole stråler på det indre trappegelænder, og skinnende søheste sejler vandret under himlen – og øverst pirrer malerier med erotiske fantasier over »Leda med svanen«.

»Engelske kvinder holder deres følelser skjult, indtil de bliver gift,« lyder en replik, mens hundredvis af små pærer blinker forførende. Og karruselhesten virker mere end villig, når musikken overdøver falskheden mellem hattefjerene.

Kvindens skam

Alligevel virker dette 1890’er-stykke af Oscar Wilde temmelig bedaget. Emnet er den lidenskabelige kvindes skam og den sexglade mands ret.

Borgerskabets snerpethed og dobbeltmoral formidles ganske vittigt, men det kniber for skuespillerne at finde den sproglige lethed, der skal få sidespringsmetaforerne til at folde sig ud som raffinerede blomster.

Kun Inge Sofie Skovbo har grebet om det dobbelttydige sprog, så bifald og latter brager op omkring hende og hendes knaldrøde silkekjole.

Når hendes livssultne værtinde er på scenen, er alt godt. Når hun går afsides, velsagtens for at dulme et kropsligt behov eller to, så bliver der usikkert på rondellen.

Mette Horn i aske

Det er den debuterende Mathias Sprogøe Fletting, der har rollen som den naive, unge mand, der har lært om idealerne, men endnu ikke om virkeligheden.

Han har en indtagende høflighed og ivrighed over sine drengede bevægelser, og han afslører hurtigt en brændende ild i sit samfundsengagement. I hvert fald indtil Mette Horns moderskikkelse får forklaret ham tingenes rette sammenhæng.

Mette Horn optræder som sæsonens stædigste humørdræber i sort og aske midt i dette kulørte overklasseselskab. Og det viser sig netop at være et fortræffeligt valg.

For Mette Horn formår at holde fast i sin oprigtige og tungsindige tale, uanset hvor opgejlede personerne omkring hende er.

Hendes rolige arme bøjer i albuerne og hægter sig fast i hinanden, så de indrammer billedet af en kvinde, der ikke har ladet sin krop give sig hen, siden dengang hun blev forført som ung.

Mette Horns moderstyrke tror man på. Ikke noget med ’de unge mødre’ her. Hun har taget alt ansvar på sig som alenemor. Indtil kødets lyster fra fortiden bliver afsløret.

Elegante lårsving

Bag Mette Horn drejer karrusellen lystigt. Især Nanna Bøttchers pink passionsbombe stråler. Hun går ikke glip af en eneste chance for at forføre en karruselhest, når nu mændene alligevel ikke rigtig er til noget – og når nu hun har været så dum at gifte sig med en mand, der keder hende.

Nanna Bøttcher rammer det optimale elegancepunkt, hvor hun udstiller sin frustrerede seksualitet med svingende lår og katteøjne – som en visuel trumf i Faber og Albrechtsens fortolkning.

Men opsætningen mister sin fascinationskraft i andenakten. Karrusellen reduceres til et postulat, da den også skal rumme et junglerum, der skal agere den unge mands hjem.

Og karruselbilledet ødelægges, da slutningen sætter karrusellen i standsning og gemmer personerne væk bag klodsede låger. Mon Faber og Albrechtsen selv har fået moralske skrupler i sidste øjeblik?

I så fald skulle de nok have lyttet til Inge Sofie Skovbos ord om at tage »meget meget let på alting«.

Overklassen egner sig bedst til at køre videre rundt med karrusellen, som om ingenting var hændt. Sådan er dekadencens regler. Lethed forpligter!

’En kvinde uden betydning’. Tekst: Oscar Wilde. Oversættelse: Francois-Eric Grodin. Instruktion: Nicolei Faber. Scenografi: Christian Albrechtsen. Lys: Anders Kjems. Lyd: Kim Engelbredt.

Aarhus Teater, Scala, til 8. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her