Læsetid: 3 min.

Overlæger med lange fingre

Hjertekirurgerne skændes, mens publikum inddrages i teatret Von Badens stuegangssatire over overlægers private brug af fondsmidler og sundhedsvæsnets dobbeltmoral
Der er hverken sparet på splattereffekterne eller overlægefordommene i Von Badens livlige operationsstue i ’Under Gud, Over Loven’ på Svalegangen.

Der er hverken sparet på splattereffekterne eller overlægefordommene i Von Badens livlige operationsstue i ’Under Gud, Over Loven’ på Svalegangen.

Morten Fauerby

9. september 2016

Von Baden er en uundværlig teatergruppe i dansk teater.

Igen og igen byder Von Badens mænd på forestillinger, der skildrer Danmark fra ellers oversete vinkler.

For to år siden skabte Von Baden en forestilling over Kasper Colling Nielsens tekst Umælende Kræ, der fortsat står som et af de stærkeste teaterbidrag til den debat om landbrugets vilkår, der netop nu er så fortvivlende.

Og årene forinden var det Lars Husums fængselsstykke, De Frivillige, og Henrik Vestergaards Afghanistan-stykke, Let Opklaring, der satte tilskuersindene i brand.

Nu er det hospitallægers private brug af forskningsmidler, der er kommet i Von Badens søgelys.

Ikke som dybdeborende dokuteater, gudskelov, men i stedet som en grotesk komedie over overlægefordomme og hospitalsineffektivitet – med satiren drivende ned langs Laura Rasmussens skånselsløse scenografi af grønne hospitalsfliser og overlægeløbehjul.

Svuppende hjerter

Under Gud, Over Loven på Svalegangen er noget så sjældent som en teaterforestilling, der foregår inde på en operationsstue.

Med biplyde fra hjertemaskinen i Marcus Aurelius Hjelmborgs skægge lydunivers og godt med splat i svuppende hjerter i Anders Kjems’ blodglade lysdesign – og med alle os tilskuere klædt i hvide kitler, så vi er parate til at deltage i morgenkonferencen.

Hjertekirurgien skildres i hvert fald som galgenhumoristisk dagligdag, på den ene side som et gedigent håndværk og på den anden side et angstfremkaldende tillidshverv, hvor Gud helst skal holde hånden over patienten og lægen.

Hospitalskontrol

Lars Husums tekst er en skæg og bidende satire over overlægers udlandsrejser og hjembragte privatbilag, der glider ind i forskningsprojektets regnskab – og over frie forskningsmidler, der havner på lægernes privatkonti.

Alt er langt ude og overdrevet, som var det manuskriptet til en realityserie. Og instruktøren Morten Lundgaard har gjort sit til, at forestillingen virker så grotesk som muligt.

Det interessante er, at replikkerne svinger fra det troskyldige og loyale til det kynisk manipulerende. Stykket beskriver i hvert fald en hospitalsverden, hvor ledelsen egentlig er ligeglad med, hvor dygtige lægerne er, og hvordan pengene bruges og bilagsstemples – bare ledelsen ikke ryger på mediernes forsider.

Her hersker en dokumentationspligt, der kun har til formål at friholde ledelsen for ansvar. Dobbeltmoralen er indbygget i ledelsens frygtstyring: Lægerne må hellere bruge tid på at dokumentere end på at operere, og imens går sygeplejerskerne så ned med stress.

Hvide Birkenstock

Dermed bliver stykket en generel satire over det offentlige system i Danmark, hvor kontrol er blevet mere udbredt end tillid – og dokumentation vigtigere end handling.

Lægerne selv går fra det troskyldige til det selvfede.

»Rasmus anede ikke, at de penge gik på hans private konto,« lyder en herligt ubekymret replik fra den veloplagte Henrik Vestergaard, der har flere spradebasseroller undervejs, både som opmuntrende kollega og tv-vært – og som halvdød hjertepatient.

Og Anders Brink Madsens frygtsomme hjertelæge har følsomme og bævrende samtaler med sig selv og sin Gud om ansvaret ved at operere i børnehjerter, inden han forvandler sig til cool spekulant med familien på luksusferie i bilagsgråzonen.

Frederik Meldal Nørgaard spiller systemets mand med glatte smil og indsigt i alles rejsebilag – og trang til at gemme sig under skrivebordet.

Og Charlotte Trier lyser som afdelingens barskeste kirurg. Hun har en overrumplende pinlighed i sin realistiske spillestil, så man næsten tror, at man har kørt i tog sammen med hende og stirret på hendes hvide Birkenstock-sandaler.

Hun siger tingene, som de er. Hendes timing punkterer suverænt mændenes machoytringer, og så er hun både stærkere og klogere end dem.

Netop mandehørmen plejer at være Von Badens kendetegn. Så det er sjovt, at en kvinde kan tilføre Von Baden en feminin machodynamik, som sætter mændene yderligere op i gear.

De lærer vist også noget om forskningsmidler og privatforbrug undervejs. Som det kontant lyder fra to mandlige overlæger, da publikum forlader teatersalen gennem operationsstuen:

»Hvis man tager en kittel med hjem, bliver man beskattet af den!«

’Under Gud, Over loven’. Tekst: Lars Husum. Iscenesættelse: Morten Lundgaard. Scenografi: Laura Rasmussen. Lyd: Marcus Aurelius Hjelmborg. Lys: Anders Kjems.

Teatret Von Baden på gæstespil på Svalegangen i Aarhus. Til 15. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu