Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

’Vi er på landet, og det respekterer jeg. Men møbleringen, den dræber en’

Ejendomsmæglere på mission: To DR-programmer sætter fokus på de arme ejere af provinsens usælgelige huse
I programmet ’Udkantsmæglerne’ bliver seerne vidne til, hvilket dagligt slid det er at skulle sælge huse i de dele af Danmark, hvor salget går virkelig sløvt. For det kræver oprejst pande.

I programmet ’Udkantsmæglerne’ bliver seerne vidne til, hvilket dagligt slid det er at skulle sælge huse i de dele af Danmark, hvor salget går virkelig sløvt. For det kræver oprejst pande.

Sand TV A/S

Kultur
9. september 2016

Ejendomsmægler Kjeld Westergaard fra Brønderslev er ikke tvivl om, hvad der er på spil, når han skal sælge huse:

»Det er vigtigt for kommunen, og det er vigtigt for mig. Det er vigtigt for alle,« siger han i DR2’s reportageserie Udkantsmæglerne om ejendomsmæglere fra de dele af Danmark, hvor husene ikke sælger sig selv. For mange tomme huse i et område fører til lukkede butikker og institutioner, og så er der endnu mindre grund til at købe hus der.

I store dele af Danmark kan det være svært at komme videre fra et hussalg med en gæld, der er til at leve med.

På den baggrund fremstår ejendomsmæglerne som hverdagens helte, der med godt købmandskab, økonomisk realitetssans og kærlighed til hjemstavnen prøver at få husene solgt. Det, de gør, er godt for egnen.

Der er også helte på færde i DR1’s noget mere konceptprægede boligprogram I hus til halsen. Her er det bare ikke de regionale og strukturelle skævheder, der er i fokus, men de mennesker, som er kommet i klemme i dem og har tabt i boliglotteriet.

To entreprenante redningsmænd, ejendomsmægleren Jesper Nielsen og designeren Anders Busk Faarborg, kommer i hvert afsnit marcherende op ad indkørslen til et nyt usælgeligt hus. Allerede mens perlegruset knaser under deres resolutte skridt, går de i gang med at analysere husets fejl, mangler og potentielle herlighedsværdi.

De går en runde indenfor, slår ud med armene, siger, hvad de ser, og nikker forstående til hinandens iagttagelser, inden de møder de arme boligejere, som forklarer, hvorfor de skal flytte, og hvad der sker, hvis ikke de kan få huset solgt.

Typisk er de gået fra hinanden eller har mistet deres arbejde, en del har været ramt af privatøkonomisk optimisme fra før 2008, og første afdrag på det afdragsfrie lån er lige om hjørnet. I løbet af fire dage skal der gøres noget.

Udearealer i spil

Har man set et par afsnit af I hus til halsen, ved man, at der nok også er noget, der skal males hvidt. Der er altid en enkelt væg, som får en stærk farve. Det er den såkaldte signatur, som Anders Busk Faarborg forklarer får huset til at skille sig ud, så de potentielle købere bedre kan huske det.

I særlige tilfælde skal der bygges om og købes nye møbler. Og så er der udearealerne, de skal i spil – det er noget med en tur i plantecenteret.

Det første, der skal gøres, er dog at sænke sælgernes forventninger. Det er et fast ritual, at Jesper Nielsen skriver alvorlige tal på køleskabet: den oprindelige udbudspris, den nuværende udbudspris og den pris, som sælgerne som minimum skal have for ikke at gå for lud og koldt vand resten af deres dage.

Dagen efter vender han tilbage med en ’her og nu’-pris, som ud fra en undersøgelse af det lokale marked er det beløb, man kan forvente at få for huset i dets nuværende tilstand. Spørgsmålet er så, hvor meget det i løbet af dagene kan nå at blive værd med Anders Busk Faarborg og Jesper Nielsens kyndige råd og vejledning.

Begge mænd er saglige typer, de ved, hvad de taler om, og de er ikke bange for at lægge en god portion alvor for dagen.

Jesper Nielsen holder sig til en neutral, nærmest klinisk jargon. Det er hans job at tale om penge med folk, og så er det vigtigt at være udglattende. Han kombinerer det skrækindjagende og det kedsommelige i sætninger som f.eks.: »Jeg kan ikke afvise, at vi får behov for en yderligere dialog med banken.«

Anders Busk Faarborg er de markante meldingers mand (når altså ikke det gør ham målløs at være nødt til at gå ind ad noget så provinsielt og profant som et bryggers).

Han er med egne ord en sucker for runde borde, og han roser gerne deltagerne med deres modige valg, når de efter hans anvisning er ved at male en flade i en bestemt fancy farve. Han flytter om på spisebord og sofagruppe og forklarer pædagogisk, at man på den måde bibeholder stuens to funktioner.

Efter at have set tre værelser af et parcelhus i den jyske stationsby Ulfborg, hvor en kvinde, der har været nede med stress, bor sammen med sin 24-årige søn, der er flyttet hjem for at hjælpe med huslejen, begynder han »allerede at få stress«.

I stuen med det lave brune loft og dukkesamlingen bliver det endnu værre: »Vi er på landet, og det respekterer jeg. Men møbleringen, den dræber en.«

Her må jeg sige, at jeg føler mig splittet. Programmet handler om folk med et reelt problem – sæsonens andet afsnit viser en familie, hvor privatøkonomi, psyke, arbejdsliv og parforhold er brudt sammen på grund af en kælder fuld af skimmelsvamp – som de får kvalificeret hjælp til.

Og alt, jeg vil, er at grine og gøre nar af eksperterne og deres højtidelige attituder. Det er sikkert bare en måde at parere angst på. Jeg skulle godt nok ikke nyde noget.

Is og markræs

Andetsteds i Udkantsdanmark kører en række lokale ejendomsmæglere rundt og viser huse frem, afstemmer forventninger og foreslår forbedringer med en lidt anden attitude.

Ikke et ondt ord om tv-programmer, der er bygget op som redningsaktioner, Udkantsmæglerne handler bare om det daglige slid og den oprejste pande, det kræver at være ejendomsmægler i et område, hvor det går sløvt for sig.

At det gør det, forklares med den almindelige demografiske udvikling, ikke med boligejernes indretningsvalg. Boligejerne er bare bipersoner, og i modsætning til I hus til halsen ser man ingen ufrivilligt samboende ekskærester prøve at blive enige om ting.

Hvad faglig stolthed angår, lader Udkantsmæglerne ikke Jesper Nielsen og Anders Busk Faarborg noget tilbage at ønske. 80-årige Frede Volf Sørensen fra Langeland skridter alle grunde af med en blanding af hjemstavnspatriotisme og kræmmerglæde. Han kan lide, hvad han sælger, og ser for sig, at Langeland kunne blive Danmarks pensionistparadis, ligesom Florida er det i USA.

Og hvem ved, hvem der vil betale i dyre domme for at bo der om 50 år. For 50 år siden var en adresse på Skt. Hans Torv ikke noget at prale af.

Anja Hensberg fra Mors, der holder udgifterne nede ved at have sit mæglerkontor i en autocamper, bryder sig ikke om betegnelsen Udkantsdanmark.

»For mig at se er det et nedsættende ord. Og jeg har kun gode ting at sige om det sted, jeg bor.«

Min favoritmægler, Tom Pedersen fra Mariager, har ladet sin kone indrette en isbutik i mæglerkontorets ene lokale. Det nedbringer driftsomkostningerne, og så kan han også lige få en is.

Han ejer også en andel af sin fars autoophuggerværksted. Om det er gode penge, fremgår ikke, men der er tit kage på værkstedet, og så kan man lige låne en gammel bil og køre lidt markræs.

Tom Pedersen ved, hvad der er godt, og han er oprigtigt forundret over, at de større byer trækker mere i folk end synet af Mariager Fjord. 

Der er et stykke fra I hus til halsens filmede boligannoncer. Man ser brune marker, blå fjorde og grå himmel afbrudt af læhegn og vindmøller. Der er gerne nogle regndråber på kameralinsen, som filmer nogle slidte huse, der nok ikke bliver solgt lige foreløbigt.

Men der er alligevel noget tilfredsstillende ved at få et problem udpeget og se, at der er sat kyndige folk på sagen.

’I hus til halsen’ og ’Udkantsmæglerne’ kan ses på dr.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her