Læsetid: 2 min.

’Jeg er på randen af et sammenbrud. Not’

’Helt ude i hampen’ er en hård omgang videns-deling fra underklassen til den middelklasse, som forfatteren mener er lidt for glad for sin egen godgørende virksomhed
3. september 2016

Karina Pedersens bog Helt ude i hampen – mails fra underklassen er ikke skønlitteratur i snæver forstand, men en samling mails til forfatterens barndomsveninde om sin opvækst og om, hvordan hendes familie hjemme i det sociale boligbyggeri i Fredericia nu har dummet sig. For de er dumme. Og det er Karina Pedersen ikke.

Det bliver slået fast på hver eneste side i bogen, hvad der umiddelbart får det til at se ud, som om den er skrevet med det formål at lægge afstand mellem forfatteren og hendes ophav.

Det er dog ikke retfærdigt at se Helt ude i hampen som et rent distanceringsprojekt. Bogen er et personligt vidnesbyrd fra en underklasse, som forfatteren er vokset op i og mener, at middelklassen har et naivt billede af.

Læs også: Klatgæld og uenighed hos Underdanmarks mønsterbrydere

Den er et partsindlæg i en socialpolitisk debat, skrevet på et raseri over den velfærdsstat, som insisterer på, at de ikke er dumme, bare ressourcesvage. Og som derfor finansierer det forkælede og uansvarlige liv, Karina Pedersens familie og de fleste andre, hun kender fra sin barndoms boligområde, lever.

Karina Pedersen beskriver sig selv som en flue i velfærdssuppen, og hun har dårlige nyheder til alle, der baserer deres politiske overbevisning på den antagelse, at det giver mening at hjælpe mindre bemidlede, udsatte og misbrugere: Den underklasse, hun kommer fra, har ikke brug for penge. Den har brug for at tage sig sammen, holde sig ædru og passe et arbejde.

I modsætning til andre førstehåndsberetninger om omsorgssvigt i underklassen, som f.eks. Lisbeth Zornigs Vrede er mit mellemnavn, afskriver den mere eller mindre muligheden af en meningsfuld social indsats.

Sløj sarkasme

Bogens 95 mails tager stort set alle sammen afsæt i en telefonsamtale mellem Karina Pedersen og hendes mor.

Karina Pedersen har ved hjælp af selvkontrol og videbegær hævet sig op over sin baggrund, mens moren stadig kører rundt i blandingsmisbrug, kaotisk kærlighedsliv, apati og egoisme.

Tonen er sarkastisk, hånlig og bedrevidende, og det skammer forfatteren sig ikke over. Moren og de brødre, hun fortæller om, kunne bare leve ordentligt.

Igen og igen fortæller moren, at narkomanbroren har bestjålet hende. Det hele er trist og trøstesløst, men Karina Pedersen er stædigt og demonstrativt hård:

»Jeg er på randen af sammenbrud. Not. Men vred er jeg.«

Smiley-ok

Hun er ikke såret over morens omsorgssvigt, men forarget over spild af skatteborgernes penge, forstår man. Som regel bliver teksterne jovialt afsluttet med en smiley. Smileys, der efterfølger aggressive udsagn, forbinder jeg med udglatning. En måde at affeje affekten for ikke at tabe ansigt, en måde at sige: Jeg er okay, jeg klarer mig.

Sådan opfatter jeg dem også her. Der er al mulig grund til at lytte til Karina Pedersens erfaringer, men hendes bog sætter sig mellem to stole. Refleksionerne udfoldes ikke nok til at gøre det til en stimulerende debatbog at diskutere med, og som personligt vidnesbyrd er bogen usædvanligt sammenbidt.

Karina Pedersen: Helt ude i hampen - mails fra underklassen. Gyldendal. 196 sider. 149,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu