Læsetid: 5 min.

På rejse i velfærdsstatens litteraturhistorie

Anne-Marie Mai giver i ’Galleri 66’ gode nye bud på en samtidig/usamtidig litteraturhistorie med afsæt i året 1966
Dan Turell og Per Højholt var to af de digtere, der brød frem i sluttresserne, men hvor Højholt og Turell blev kendte ikke mindst på grund af den performative karakter af deres virke, er andre digtere mere oversete.

Torben Stroyer

3. september 2016

Litteraturhistorie som genre og metode har længe internationalt været under kritik og her og der ændret praksis, men det har været svært at flytte på den gennemprøvede idé at vise historiske forløb i tiårs-inddelinger og diverse ismer, baseret på forfatterprofiler ledsaget af diverse oversigter over samfunds- og kulturforhold.

Gyldendals fem bind, en halv snes år gamle, Dansk litteraturs historie er et solidt og ganske elegant eksempel på traditionen. Især kvindelige litteraturforskere har gået mere utraditionelle veje, Pil Dahlerup med Det moderne gennembruds kvinder, Tania Ørum med De eksperimenterende 60’ere, Marianne Stidsen i Den ny mimesis og aktuelt Anne-Marie Mai.

Det drejer sig her om sidstnævntes nye værk med den karakteristiske titel Galleri 66, en historie om nyere dansk litteratur. Men allerede med sit forrige tre bind store bidrag til historien anvendte hun med stor effekt en særlig, gennemborende synsvinkel som værktøj, Hvor litteraturen finder sted (2010-11), og det gjorde den i Danmark helt fra år 1000.

Men først i år 1966 kom der altså særlig mange interessante bøger her i landet som indledning til en ny guldalder og mange af dem styret af velfærdsstatens gunstige vilkår og nye internationale, ikke mindst amerikanske impulser fra massemedier, pop og rockmusik, reklame, kunst, film, mode, nye offentlighedsformer og mundtlige kontaktscener med voksende ungdomsoprør.

Magiske årstal

Året er valgt som udtryk for et nybrud, et modsætningsforhold til den såkaldte modernisme især i lyrikken i året 1960, markeret med navne som Klaus Rifbjerg, Jess Ørnsbo, Benny Andersen, Jørgen Gustava Brandt, billedstærke, uhyre sprogbevidste, værdikritiske og konfrontationssøgende poeter.

Som medskyldig kritiker i visse litteraturpolitiske favoriseringer kunne jeg godt have ønsket mig en større opmærksomhed omkring deres og andres betydning for sprogfornyelse, mundtlighed, læserholdning og form som tema, end Anne-Marie Mai indrømmer dem.

Hun er ellers god til mangfoldig perspektivering og forbindelse på kryds og tværs, lokalt og internationalt i den halvtredsårige periode siden det magiske årstal, med et spil 66 med trumfkort som Dan Turèll, Peter Laugesen, Klaus Høeck, Hans-Jørgen Nielsen, Jørgen Leth, Henrik Nordbrandt, Vagn Lundbye, Henning Mortensen, Anders Bodelsen, Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup, men ikke et ord om den senere såkaldte ’firsergeneration’ af lyrikere, intet om sprogfornyeren F.P. Jac.

I sin omfattende belæsthed og research giver hun bl.a. en kritisk refleksion over begrebet ’verdenslitteratur’ med en indrømmelse af, at i øvrigt ingen anden dansk forfatter i nutiden end Karen Blixen har opnået en varig berømmelse.

Vækstvilkårene er ellers gode, efter at Statens Kunstfond var blevet oprettet året før og gavmildt demokratiserede forfatterrollen. At produktiviteten var enorm, viser et af bogens mange registre i værkets store, dokumenterende noteapparat, som i sig selv er en ekstralæsning værd.

Alene trængslen af nye forfattere er med til at pille gudeglansen af digternes status inklusive de etablerede kulturradikale modernister, som ellers selv troede, de havde gjort det, med Rifbjerg og Villy Sørensen i spidsen for en ny nøgternhed.

Kvalitet som ærinde

Påskønnelsesværdig er den stadige intention at fastholde litterær kvalitet som et hovedærinde, de entusiastiske læsninger og fyldige analyser af både danske og udenlandske værker som en rødglødende tråd i bogen. Forbilleder og måleenheder er bl.a. Thomas Pynchon, Bob Dylan, Mario Vargas Llosa, Nadime Gordimer og Solzsenitsyn.

Periodens verdenslitteratur er politisk, den bedste i balance med æstetikken, flertydigheden, humoren. Hun nævner danske værker, som kunne tåle bare sammenligning.

En indlysende drivkraft i bogen er et behov for rehabilitering af 66-digtningen, der f.eks. ikke kom til at spille nær samme rolle i skole- og universitetssammenhænge, hvor nye nærlæsningsmetoder var særlig effektive over for lyrisk modernisme og korttekster.

Til gengæld blev performance vejen til publikums gunst, som f.eks. i tilfældet Turèll, idolet Per Højholt, den krævende digter, der tilegnede sig et stort publikum med Gittes monologer, og Niels Skousen, der har gjort hele perioden med.

Det var ikke i den såkaldte centrallyrik med jegets eksistentielle kritik eller krise som drivkraft, men et mere ’porøst’ digterjeg i en sproglig situation. Om Turèll siger hun: »Han formulerede digterjeget som en rytme og musikalitet i sproget, der gav plads og lyd til det menneskelige som et eksempel«, beskrevet som en udveksling mellem jeg og omverden, der bryder alle slags begrænsninger.

Tilhører- og læserrelationen er tydelig. Apostrofen, henvendelsen er en tydelig sproglig figur, kunne man også sige.

En ny og anderledes metaforik gør sig gældende i sociale, psykologiske og kønslige sammenhænge, anfører Anne-Marie Mai og viser det i romaner af Kirsten Thorup, her tydeligst i Baby, hos Vibeke Grønfeldt og Jette Drewsen, for ikke at tale om Henrik Bjelke. Hans-Jørgen Nielsens indflydelse forekommer mig at være noget underkendt, bl.a. i betragtning af hans store gennembrud med Fodboldenglen.

Litterær GPS

Synspunkterne samles og videreudvikles i kapitlet »En litteraturhistorisk GPS til perioden« med en stadig kritik af den nævnte kulturradikale højmodernisme for dens ubehag ved populærkulturen, dens freudiansk farvede dannelsesidealer, dens fortættede og billedrige særsprog og dens tendens til centralisering af den litterære kultur omkring få skikkelser og miljøer, derunder Det Danske Akademi.

Den amerikanske indflydelse er markant. Nye impulser kom fra amerikansk beatdigtning og fra fransk strukturalistisk og poststrukturalistisk filosofi, ikke mindst lanceret af forlaget Arena, også nyligt af litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen aktualiseret i hans bog om Arenamodernismen, endnu et korrektiv til en gængs litterær tradition.

Det er vigtigt til stadighed at holde opsyn med fortiden, at afprøve forskellige adgange og afveje i dens labyrinter, at tage afstand eller parti ved at dokumentere så meget som muligt. Der kan næppe gives en absolut retvisende fremstilling af perioden.

Vigtigt at farvelægge digterne, som det symbolsk er markeret her med Jørgen Bispelund Knudsens mange fotografiske forfatterportrætter, der gruppevis bruges som iøjnefaldende kapitelmarkører. Bogen er en tankevækkende afprøvning, mere end blot et partsindlæg, gennemført med konsekvens og sproglig varme.

Den formidler ubesværet og grundigt en stor glæde ved periodens kunstneriske værdier og bestræbelser, et eftermæle ophøjet til en regulær guldalder. Med et synftigt udtryk hentet fra Niels Skousens erindringstekst kaldes slutkapitlet »En bagskid« – om midttressermotiver i danske romaner.

Nyttig kunne have været mere oplysning om den reelle modtagelseskritik. Men en særlig opmærksomhed vies de to ministerielle kunstkanoner med deres officielle vurderende selektion af værker. Hvem er inde, hvem er ude?

Derfor afslutter bogen med forfatterens egen liste med »100 kanoniske værker 1966-2016«, inddelt i kategorier, uden smålige hensyn og heller ikke uden overraskelser. En nyttig læseplan til de lange og mange vinteraftener og sommerferier i den velfærdsstat, som ifølge fremstillingen spiller en stor ideologisk og praktisk rolle for bogproduktionen i Danmark.

Den er emne for et nyt fondsstøttet forskningsprojekt, som Anne-Marie Mai er formand for. At hun også har tid og lyst til at både sidde og at arbejde i Det Danske Akademi, er en selvfølge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu