Læsetid: 6 min.

Peter Øvig afpolitiserer BZ’erne i sin nye bog

1980’ernes bz-bevægelse var en politisk bevægelse, men den indsigt er desværre gået tabt i Peter Øvigs nye og ellers medrivende bog om et oprør, der ifølge ham er ved at glide ud af den kollektive hukommelse
I ’BZ’ forklejnes bevægelsens politiske indhold til fordel for en historie om unge fra dysfunktionelle familier, der hungrede efter et fællesskab. Her er det unge bz’ere i september 1986, der har besat en ejendom i Ryesgade i København

I ’BZ’ forklejnes bevægelsens politiske indhold til fordel for en historie om unge fra dysfunktionelle familier, der hungrede efter et fællesskab. Her er det unge bz’ere i september 1986, der har besat en ejendom i Ryesgade i København

Lars Skanning

4. oktober 2016

Lad os begynde med det åbenlyse: Peter Øvig har skrevet en elementært spændende bog om bz’erne i København fra besættelsen af den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro i 1981 til rydningen af huset Kapaw på Østerbro otte år senere.

Den 600 sider lange bog er velskrevet på den ligefremme måde og præsenterer på baggrund af interviews og med flotte fotos de vigtigste aktioner og begivenheder i bevægelsens historie: besættelserne på Vesterbro og især Nørrebro i 1981 og -82, rydningerne i 1983, aktioner, demonstrationer og gadekampe, besættelsen af Ryesgade 58 fra 1983-86, anti-apartheid-aktionerne mod Shell og rydningerne af de sidste huse i 1990.

Læs også: Historien om en flok helt almindelige, etniske danskere som radikaliseres

Bz’erne betalte ikke for deres huse, de stjal deres livsfornødenheder, og de nægtede at sælge deres arbejdskraft – de iværksatte med andre ord en resolut og praktisk afvisning af ejendommen, varerne og pengene, der tilsammen udgør kapitalismens kerne.

En daværende vicepolitidirektør kalder i bogen bz’erne for folk, »der gør sig bevidst ubrugelige på arbejdsmarkedet«.

De nægtede at lade sig forvandle til varer, de nægtede at overgive deres liv til markedet, og det var præcis dette, den borgerlige orden ikke kunne – og stadig ikke kan – tolerere og derfor måtte møde med tåregas, knipler og arrestationer.

»Hvis vi forsøger at skabe vores eget liv, som vi synes er mere meningsfuldt og værdifuldt, så smadrer de os,« som en bz’er forklarer i bogen.

Afpolitiseringen

BZ er en underholdende fortælling, men som en historie om BZ fejler den, hvilket skyldes ét bestemt perspektiv, der gennemsyrer hele bogen: en gennemgribende afpolitisering og psykologisering af bevægelsen.

Eks-bz’eren Bibber citeres for at forudsige, at Øvig ville »skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold«, og der må man sige, at hun ramte hovedet på sømmet.

Bevægelsens politiske indhold forklejnes til fordel for en historie om unge fra dysfunktionelle familier, der hungrede efter et fællesskab.

Inddragelse af individuelle erfaringer og motiver for at indgå i politiske bevægelser er ikke uforenelig med et politisk perspektiv, så længe deres relation til de samfundsmæssige betingelser tydeliggøres.

En politisk bevægelse kan netop ofte omsætte individuelle problemer i fælles handling og angive en politisk retning for deres løsning. Men BZ gør det modsatte: Den opløser det politiske i individernes isolerede og private problemer.

Bogen bærer undertitlen et Et familiedrama – en metafor, der bruges igennem hele bogen, blandt andet når flere eks-bz’ere citeres for udsagn som: »I BZ fik jeg mig en familie.« Familien er imidlertid det private fællesskab par excellence, og desuden et indadvendt og selvcentreret fællesskab der netop ikke er knyttet sammen af en fælles politisk kamp. Derfor er metaforen afpolitiserende.

Allerede på bogens første sider hører vi, at »de fleste bz’ere har haft en traumatiserende barndom (…) De ledte efter kærlighed og fællesskab, en ny familie simpelthen.«

Pointen gentages til hudløshed, og på næstsidste side bliver den afslutningsvis banket ind endnu en gang, når en af eks-bz’erne fortæller, at de – der så indædt kæmpede mod autoriteter – såmænd blot var »sårbare sjæle, der havde brug for en faderfigur«.

Lars Krabbe

Erindringer og abstraktioner

»Min drivkraft til at blive aktiv var mere psykologisk end politisk,« fortæller en eks-bz’er, og psykologiseringen er i det hele taget båret af citater fra eks-bz’erne selv.

Spørgsmålet presser sig på: Hvad er det egentlig, disse mennesker fortæller om? På et tidspunkt foreslår en af Øvigs kollegaer, at bogen skal have titlen Dette er ikke en bog om BZ, og det er slet ikke noget dårligt forslag.

Snarere end historien om BZ præsenterer BZ langt hen ad vejen en historie om, hvordan en række midaldrende individer, der i mellemtiden har bevæget sig væk fra deres ungdoms revolutionære begær, fortolker deres egen fortid.

»Vi tænkte, at ’samfundet er alle de andre.’ I dag har jeg det anderledes: Jeg er da selv med i samfundet!« fortæller en af dem, og det er åbenlyst, at mange taler fra en position og med et blik, som de selv ville have kategorisk afvist 30 år tidligere.

Hvem bærer skylden for denne afpolitisering?

Det er umuligt at vurdere, om perspektivet skal tilskrives Øvigs redigering og interviewteknik – hvad han har spurgt om, hvordan han har spurgt, hvilken stemning han har skabt i interviewsituationen, osv. – eller om det er repræsentativt for eks-bz’ernes selvforståelse; det må afgøres af de kontroverser, udgivelsen uden tvivl vil give anledning til.

Men selv hvis det psykologiserende perspektiv ikke kun er Øvigs, fritager det ham imidlertid ikke for sin del af skylden, da bogen også afpolitiserer bevægelsen på anden måde: fremstillingen er abstrakt i den præcise forstand, at den – som eks-bz’eren Bibber forudså – abstraherer fra de sociale, politiske og økonomiske forhold, bevægelsen opererede i, samt dens mere eller mindre eksplicitte politiske indhold.

Kapitalisme, økonomisk krise, bolig- og arbejdsmarkedet, den kolde krig: alt sammen kun nævnt hist og her i forbifarten. Politiske bevægelser er altid reaktioner på specifikke historiske og sociale omstændigheder, og når Øvig abstraherer fra disse, forsynes læseren ikke med den kontekst, der kunne muliggøre en politisk forståelse af bz-bevægelsen, inklusive den vold, der fylder meget i bogen.

Det store nej

Da Øvig i 2014 bekendtgjorde sine overvejelser om at skrive om BZ, mødte projektet en temmelig massiv modstand fra mange af de tidligere bz’ere, og en række af de centrale skikkelser i miljøet har nægtet at bidrage til bogen.

Øvig lader dem imidlertid ikke slippe, for i stedet har han valgt at inddrage ’det store nej’, som en eks-bz’er kalder det et sted.

Bogen har derfor to sideløbende spor, der på velfungerende vis skiftes mellem: et klassisk dokumentarisk, der kronologisk gennemgår bevægelsens historie, og et nutidigt spor, der især beretter om debatterne blandt eks-bz’erne og Øvigs korrespondancer med dem, som ikke ville deltage.

En gruppe eks-bz’ere er nu i gang med at etablere en webportal, hvor de vil fortælle deres egne historier, og modstanden mod at forvandle bz’ernes historie til en vare, der sender en lind strøm af penge i lommerne på Øvig og Gyldendal, er forståelig.

I en voldsfikseret offentlighed der stempler enhver politisk handling, der bevæger sig ud over parlamentarismens snævre normer som terror, er det svært at forudsige, hvordan historien om BZ vil blive modtaget.

Samfundet var allerede dengang »en uforstående, truende og fjendtlig omverden«, som en af de gamle bz’ere udtrykker det i bogen, og forståelsen for udenomsparlamentariske protestformer er ikke just blevet bedre med tiden.

Hvem bør skrive om BZ?

Når man som opmærksomhedstiltrækkende forfatter skriver en bog om en politisk bevægelse, er valget af perspektiv et politisk valg. BZ er præget af en sympati for bz’erne, men den minder mere om medlidenhed end solidaritet.

Afpolitiseringen af BZ er en subtil underminering af bevægelsens politiske indhold, men problemet er ikke, at Øvig ikke har skrevet en hyldest. Som alle politiske bevægelser har BZ uden tvivl begået en lang række taktiske og organisatoriske fejl, der forhindrede dem i at opnå deres mål.

Intet ville være mere gavnligt end en analyse af disse fejl og uenigheder i bevægelsen, men det ville netop også kun være muligt fra et perspektiv, der deler bz’ernes politiske horisont: skabelsen af frie fællesskaber og afskaffelsen af en verden, der er regeret af penge, ejendom og varer.

Måske er det i virkeligheden hverken Øvig eller de gamle bz’ere, der bør skrive historien om BZ. Måske kræver det en ny generation af oprørere, der fra et politisk engageret perspektiv kunne analysere bevægelsens mål og taktik med henblik på at uddrage relevante lektioner for fortsættelsen af bz’ernes kamp i dag – en kamp, hvis nødvendighed i mellemtiden kun er blevet mere akut.

’BZ – Du har ikke en chance – Tag den! Et familiedrama’. 624 sider. Gyldendal. 350 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Rita Kjær
  • Martin E. Haastrup
  • Palle Yndal-Olsen
  • Dorte Sørensen
  • Curt Sørensen
  • Ernst Enevoldsen
  • Jakob Silberbrandt
Rita Kjær, Martin E. Haastrup, Palle Yndal-Olsen, Dorte Sørensen, Curt Sørensen, Ernst Enevoldsen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg går ud fra Peter Øvig Knudsen (PØK) har solid dokumentation for sin påstand om, at
"se fleste bz’ere har haft en traumatiserende barndom (…) De ledte efter kærlighed og fællesskab, en ny familie simpelthen.«" f.eks. i form af undersøgelser, spørgeskemaer mm. som kan underbygge den, efter min mening, ret grove påstand om, hvorfor BZ'erne blev til, og kom til.

Som jeg skrev et andet sted, så synes PØK næsten blind for de sociale konsekvenser, der førte til BZ-bevægelsens opståen, han synes heller ikke, lader denne anmelder os forstå, at forbinde BZ-bevægelsen i 1980erne med 1970ernes slumstormerbevægelse, endsige at indse og erkende, at BZ-bevægelsen (også) var en reaktion på det socialdemokratiske byfornyelsesprojekt i 1970erne, hvor alle de gamle huse på Christianshavn f.eks. enten skulle rives ned eller renoveres så meget, så de oprindelige beboere ikke råd til at bo i dem mere.

Alt dette reagerede BZ-bevægelsen på.....

Morten P. Nielsen, Pia Svendsen, peter fonnesbech, Janus Agerbo, Robin Frederiksen, Torben Bruhn Andersen, David Zennaro, Ib Jørgensen, Connie Brask, Søs Jensen, Dorte Sørensen, Arne Lund, Ernst Enevoldsen, Claus Kristoffersen, Bill Atkins og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Hvis BZ bevægelsens i øvrigt fine motiver; protest mod urimeligt ensidig boligpolitik og hensynsløs kapitalisering af grundlæggende nødvendighed som tag over hovedet, var så reelle må det vel være acceptabelt at stille op til selv evt politisk skævvredet dokumentar?
Er Øvig ikke alment anerkendt som dygtig til sit fag?
Denne konstant sure og barnligt afvisende venstrefløj minder om deres argeste fjendebillede : den mavesure ureflekterede DF ligusterfascist' afvisning af åben dialog og saglige argumenter.

Jeg husker brosten og centimeterstore møtrikker der med slangebøsse skulle sendes i hovedet på strømerne fra 3 sal. Samt det samfundsomstyrtende i at stjæle sin mad i nærmeste butikker mens socialhjælpen var tilrådighed den første. RAF sympati aktioner, maskinafbrændiger og en kælder propfuld af dyrest tænkelige værktøj, hentet fra omkringliggende byggepladser efter fyraften...

Kunne være interessant at få indblik i hvilke tanker og stillinger disse ekstremister har i dagens Danmark...

Allan Bartroff, Søren Ferling, Finn Thøgersen, Jørn Stjerneklar og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Curt Sørensen

Øvig har åbenbart ikke kunnet modstå fristelsen til at gøre sig lækker for Establishment. Han lever jo ret beset den 'fortælling' man gerne vil høre og så er alt jo vel -eller er det ikke? Man kunne ønske, at en professionel historiker ville forske i sagen og skrive en historie under respekt for kildekritik og med øjne for den videre sammenhæng. Foreløbig skal Søren Mau have ros for sin anmeldelse, der retter søgelyset mod en oplagt svaghed i Øvigs konstruktion

Morten P. Nielsen, Palle Yndal-Olsen, Rasmus Knus, Claus G. Jørgensen, Janus Agerbo, Hans Larsen, David Zennaro, Ib Jørgensen, Connie Brask, Søs Jensen, Arne Lund og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Rene Karpantschof

Tak for en meget skarp og perspektivrig anmeldelse. Jeg har selv anmeldt bogen og skriver, at "Peter Øvigs behandling af BZ’s nok største enkeltkonfrontation, den ni dage lange barrikadeopstand i Ryesgadekvarteret, er symptomatisk for hans måde at fremstille BZ-historien." Øvig mener, at urolighederne i Ryesgade brød ud, da BZ afslog en løsning om ungdomskollektiver. Det er helt forkert. Uroen opstod netop, fordi politikerne havde afvist BZ's ønske om sådanne kollektiver og BZ'erne derfor skulle smides på gaden. Min anmeldelse kan læses her: http://modkraft.dk/artikel/bz-et-familiedrama

Morten P. Nielsen, Dorte Sørensen, Rasmus Knus, Robin Frederiksen, Poul Sørensen og Connie Brask anbefalede denne kommentar

Peter Øvig er som Pæn Upolitisk Mand fra middelklassen uden nogensomhelst jordisk chance for at kunne sætte sig dybt ind i den betingelsesløse oprørstrang, menneskeligt mod, vid og livsenergi som mennesker i de politiske modstandsbevægelser drives af og med.

Som helt udenforstående er det her da en spændende diskussion. Vi har jo hver især en historie i vores menneskelige forløb, og dette forløb kan være bevidste valg eller tilfældigheder, som pludselig kan ændre vores kurs. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at disse tiltag, bevægelser og reaktioner har rod i en form for politisk nødvendighed i en verden af forandring. Som nu 71 årig anser jeg bz erne som en form for fortsættelse af slumstormerne, som igen var en fortsættelse af en hippiebevægelse. I dag har vi ikke rigtig nogen oprørere, som tør lægge sig rigtigt ud med det etablerede gennem aktioner. Jeg har ikke fået læst Øvig, nok en fejl, men det har været så godt at være tilskuer og kun ageret "anderledes" i de fredelige bevægelser: Forsoningsforbund. Anti -militaristisk komite og så OOA. Men jeg har så aldrig og stadig kunnet se det acceptable i at begå kriminalitet i den tro at målet helliger midlet. Jeg ved godt at ejendomsretten i dette samfund kan virke absurd når bønder og boligindehavere ejer ca 0,5 % af det de siger de ejer og så store lånefirmaer, kapitalfonde og banker reelt er dem som har magten og som så igen er ejet af de investorer som gennem held og kynisk begær sidder på det hele. Men at smadre et hus og stjæle noget værktøj i ren symbolik, fjerner altså ikke problemet. Så måske det politiske budskab bag BZ bevægelsen var tynd.

I perioden 1970-72 producerede jeg sammen med Ebbe Hausbøl en lang række radioudsendelser under fællestitlen "Planlægningskrigen". Disse refererede løbende fra borger- og beboeraktiviteter rundt omkring i landet, aktiviteter rettet mod især de kommunale myndigheders sanerings- og moderniseringsbestræbelser på især bolig- og trafikområderne. Motorvejen langs søerne blev stoppet på halvvejen. Men Den Røde Firkant blev resultatet i København, ligesom også Tingbjerg m.fl. nutidige ghetto-bebyggelser. For Ebbe og mig var det tydeligt, at mange af de fornuftigt ræsonnerende og forhandlingsvillige unge, som vi mødte i de beboercafeer, de oprettede, som led i deres bestræbelser på at skaffe de borgere der protesterede mod truende totalsaneringer ørenlyd, senere var at finde i bl.a. BZ-bevægelsen. Det der skete dengang, var afpolitisering på lokalt plan, med Kommunalreformen af 1970 som startskuddet.

Iøvrigt slår det mig, i hvor høj grad Søren Mau's vurdering af Øvigs bog: "Den opløser det politiske i individernes isolerede og private problemer." uden alt for megen malice kan anvendes på Svend Brinkmanns "Ståsteder" - det vil jeg prøve at komme tilbage til i en eller anden sammenhæng.

Morten P. Nielsen, Karsten Aaen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Elefanten i rummet er forholdet imellem BZ'erne og politiet alt det andet fnidder er almindeligt alle steder hvor samles. Jeg deltog selv i par BZ demostrationer i begyndelsen af 80'erne og politiet deltog også i deres riot-udstyr og fyldt med had, som man fik at mærke selvom "civil". Der var kommet en krigstilstand imellem BZ og politiet, som ikke burde være opstået - min mening. Nogen BZ'ere har uden tvivl følt at den eneste måde de kunne fremme et opgør med den måde som autortierne behandler de borger der er på samfundets nederste trin og det er ved at slå hårdt tilbage imod de disse autortier.... sådan kommer man let til at føle på samfundets nederste trin.
.... der er bare det ved hele denne problematik, at samfundets autoriteter også udføre et fornuftigt og nødvendigt arbejde. Politiet er nødt til at kunne udføre deres arbejde og eksempelvis BZ'ernes opfordringer til at lave den 26 dec om til årlig aktionsdag imod politiet var vanvid. Det er den tid på året, hvor masser af mennesker oplever indbrud og der er masser julefrokoster og husspektakler og hvor der er brug for, at politiet kan gribe ind inden det går grassat osv.
Det er helt ufattelig snæversynet af BZ'erne, at ville lave en chikane dag i politiets spids belastnings periode.
- Jeg meldte mig personligt ud af enhedlisten da min lokal afdeling valgte at støtte en sådan chikane dag imod politiet. -
- Jeg har selv erfaring med at blive sat på gaden i Oslo og miste næsten alting, fordi politiet ragede det besatte hus ned som jeg boede i, imens jeg var på arbejde, med at checke om sodvandsflaskerne var fyldt helt op med sodavand, dengang var der ikke sensorer til den slags....så jeg ved godt hvad bitterhed er...men man kan bare ikke føre krig imod samfundet, det går bare ikke.... samfundet gør alt for meget godt og selvom om det er nogen småsvindelere ude af kontakt med befolkningen der styre samfundet og dets autoriteter.... så er der alligevel brug for dem.
- Jeg håber vold forsvinder ud af de politiske bevægelser og ud af vores gader.... verden er for lille til at blive voldlig i, det er mere nødvendigt end nogen sinde at gøre en indsats med fredelige midler, så vidt det er muligt. Alle de fredelige BZ aktioner vejer dobbelt... næsten.:-)

jens peter hansen - Der tager du helt fejl. Når jeg nævner værdien af Øvigs hus i Gentofte, så er det for at vise hvem han mænger sig med, og at man derfor ikke skal forvente, at han vil bruge sine journalistiske evner til at fortælle, hvad hans naboer går og laver, og hvem af dem, der har penge i Panama, på Kanaløerne, Bermuda osv. Øvig skulle jo nødig blive upopulær i den lokale grundejerforening. Tværtimod, vil de sætte pris på, at han igen - igen skriver om pøblens vold og fanatisme.

Janus Agerbo, Hans Larsen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar

Søren Mau skriver i sin anmeldelse, at intet ville være mere gavnligt, end hvis BZ-bevægelsens gamle uenigheder og fejl blev analyseret. Man kunne også vælge at mene, at intet ville være mere ligegyldigt for læsere i dag. BZ kom, så og forsvandt. Selv om bz'erne og deres nok-i-selv-holdning var til stor inspiration og fornyelse for nogle tusinde unge og halvgamle 70'er-marxister i 80'erne, så er det blivende resultat ganske beskedent: Et hus i Baldersgade, et ungdomshus på Dortheavej og et sympatisk byggefirma.

Allan Bartroff, Søren Ferling, ulrik mortensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nå, det bliver nok ikke Øvig, der skriver den historie, for så kunne det jo være, at han kom i konflikt med naboerne hjemme på villavejen i Gentofte. Grundværdi: 3.558.000 mio kr. ejendomsvurdering: 5,6 mio kr.. jvfr. Skats ejendomsvurdering.
Dette skriver Arne Lund.
Det må betyde at alle fra nu skal opgive hvad de ejer før man kan tage deres betragtninger for gode varer.
Det er efter min mening dybt krænkende og helt hen i vejret at påstå at nu skal PØV mistænkeliggøres på hvad han IKKE har skrevet om.

Søren Kristensen

@Jens Peter Hansen.
Vidste godt at grundene er dyre i Gentofte, men ... wow! :)

Bortset fra det, så havde jeg, først i firserne, tre venner der flirtede med BZ, selv om deres boligsituation var sikret. Kun den ene kom fra en dysfunktionel familie. Det var ham der brugte de næste tyve år på at ryge hjernen væk i hash. Fællesnævneren var nemlig hash og en udpræget modvilje mod arbejde. Den anden var lige begyndt på historiestudiet på uni - en karriere der førte ham helt til tops, som direktør for et stort tøjfirma i Asien, mens den tredje udviklede over en snes år sit misbrug til hårdere stoffer og begik selvmord. Jeg tænker tilbage på de tre som revolutionsromantikere eller noget i den stil og jeg forstod aldrig deres fascination af BZ. De kunne heller aldrig rigtig argumentere for deres besættelse politisk, andet end at de var imod de onde kapitalister. Men det var mange af vi andre jo også, uden at vi gjorde et stort nummer ud af det.

Jens Peter Hansen. - Du skriver: "og de søde piger i EL kan vel heller ikke gøre sig uvenner med det segment deres bolig nu gør dem til en del af ??" Det aner hverken du eller jeg, det skal tiden vise.

Mht. Øvigs emner, så er det vel problematisk, at han udelukkende skriver - og til dels - udleverer folk fra de miljøer, som han selv en gang var en del af. Er det OK, at han bruger dem til på en ikke altid særlig redelig måde, at skabe sig en lukrativ karriere? Troværdigheden ville forbedres, hvis han også beskæftigede sig med dem, der bor i eget nabolag, for her er sq nok at agte fat på.
Hvis Øvig vil have vold og (liberal) fanatisme med langt større konsekvenser for de mennesker, der rammes deraf, så finder han i sin kommune en systemisk vold, der overgår, hvad bz'erne kunne præstere..

jens peter hansen

Arne Lund, læs dit eget argument og indse at dit udgangspunkt gør hvem som helst til at være uegnet til at skrive om noget som helst, når adressen ikke passer dig.

John Christensen

Hvorfor egentlig politisere BZ?

Politisk kamp er kampen om magten i samfundet, ifølge min barnelærdom.

DKU og VS´ere og andre politisk organiserede aktive kæmpede for ungdomsboliger, imod betonsanering mv. på Nørrebro (o.a. steder!)

BZ´ere kæmpede mestendels for - at DE SELV kunne få tag over hovedet.
Det er da ikke specielt/særligt politisk?

Derfor havde det faktisk været værre, hvis PØK politiserede BZ´ernes gøren og laden.

Allan Bartroff, Tue Holgersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Gert Friis Christiansen

Jeg er overrasket over, at BZ overhoved havde et politisk projekt. Gennem hele perioden for deres virke har jeg i hvert fald ikke rigtigt opdaget det, selv om jeg bor 300 m fra det tidlige ungdomshus. Måske tænkes der på deres erhvervspolitik på Nørrebrogade, hvor de gerne, uden om den øvrige befolkning på Nørrebro i øvrig, ville bestemme, hvem der skulle have lov til at have butik der. Det gik ofte ud over ruderne hos McDonalds, hvilket der måske var en fortænkt symbolværdi i og Arbejdernes Landsbank. Undskyld mig - Arbejdernes Landsbank ?- Det er vel ikke ligefrem Goldman Sachs. Underligt projekt, men det lykkedes, ingen af dem ligger der nu. Rygterne siger, at McDonalds ikke var rentabel efter Ungdomshuset blev lukket ned.

Hans Aagaard, Tue Holgersen og Jacob E Hansen anbefalede denne kommentar

Det er godt det samme at Øvig's bog tager afslutning i 1990. For da ændre BZ sig til noget ganske andet. Og for den som fortsat tilskriver "tidsånden, den værste af alle vidner"(Nietsczhe), kan jeg intet huske. Hvorfor det måtte beskæmme hans værk at inddrage den tid(90'erne) som prisme for hvad der gik forud. For den var 'måske', ganske rigtigt, upolitisk.
En ialt uheldig sammenblandning. Alt den stund jeg underholder konklusionen af hans bog, som en lilli model. Stout ung mand - pige - go'e patter. Caffee litteratur. ;)
n,b, Jeg læser den ikke i lange tider.

Jacob E Hansen

@Arne Lund
Du er simpelthen dobbeltmoralsk i et omfang der er svært at have med at gøre! Heldigvis husker nettet (og jeg) hvad du sagde om Oliver Stone - som er UTROLIG meget rigere en lille Knudsen:

arne lund
29. september, 2016 - 19:31
Jacob E Hansen - Fin afsporing du der fik lavet. Når du på et tidspunkt er færdig med at tale om Stones evt. formue, hvad så med at se på det filmen handler om.
Ja altså kun, hvis ikke det er for meget forlangt?

Jacob E Hansen - Det kan jeg jo ikke forhindre dig i at mene. Forskellen er blot, at Stone ikke falder sin fortid i ryggen, hvad jeg mener Øvig delvis gør. Finder hans jagt på "spøgelser" fra egen (vilde?) fortid problematisk. Minder lidt om det evindelige krav om at folk skal tage afstand, og gå bodsgang. Til benefice for...hvem?
Det er jo bekvemt, at kaste sig over 30 år gl. begivenheder - og så lade den nutid, der buldrer løs lige uden for ens egen gadedør, være urørt.
Øvig, der jo i den grad beskæftiger sig med bz'ernes psykologiske gøren og laden, og evt. fader-/moderkomplekser, må finde sig i, at blive kigget i sømmene. En forfatter, der går så tæt på andre, kan ikke gøre krav på at være "fredet".

Ib Lynæs Hansen

Efter at have læst Peter Øvigs makværk Hippie, forventer jeg ikke andet end en bog, man kan brække sig over i lårtykke stråler. Politisk set var BZ ikke en diskussionsklub, men en livsform, hvor de unge fandt identitet og selvværd, et stærkt fællesskab. At de autonome demonstrerede under anarkistiske faner og selvvalgte paroler kan vel ikke have undgået Øvigs opmærksomhed?
En faderfigur, skrig ralle, ikke mere pålægschokolade, det er en sygelig teori, sådan en er har jeg set skyggen af i BZ, men stor respekt for faglig dygtighed. Det er der kommet mange dygtige mennesker ud af til gavn for samfundet. Desuden lavede de tit vega fællesmad: Så kunne alle spise med.

Peter Sterling

De mennesker som regerer landet er ikke dem som vi ønsker og respekterer, det Danmark de har skabt vil vi ikke kæmpe for. På trods af at mange medier har fremvist ufattelig mishandling af syge, handicappede og "På arbejde med sygeseng", siger politikerne og lederne af de sociale institutioner; vi fortsætter i samme spor. https://www.dr.dk/tv/se/dr2-undersoeger/syge-danskere-i-sengepraktik

Vi oplever er et voldeligt angreb på underklassen, alt vil de tage fra lavindkomstlagene, de unge, kulturen, miljøet og den offentlige sektor, de kaster sig over se syge og de svage. Kampen for velfærden kan nu kun foregå på gaderne, blokader mod handelsstandene, demonstrationer i gågaderne og civil ulydighed på arbejdspladserne.

Man pisker arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere til at tage jobs som ikke er der da mere end halvdelen af erhvervslivets penge går til aktieopkøb i stedet for til jobskabelse, se eller læs Noam Chomsky's "Requiem for the American Dream".

Sygeplejerskerne knokler nu 140% og stressen ødelægger helbredet. Beskæftigelsesministeren har indført tilstande som langsom æder energi, humør, menneskelige ressourcer og optimisme. Det kan ikke betale sig at arbejde, for pengene havner beviseligt oppe i toppen af samfundet, enorme skattelettelser gives til millionærerne, der er kun en løsning - lad være med at arbejde. Civil ulydighed er begreber, der trænger til at blive trukket frem i lyset.

Den 4. oktober markerede den dag hvor Danmark de fakto er et delt land, demonstrationer over hele landet imod de sociale nedskæringer dækkes ikke af et eneste medie, undtagen naturligvis brugernes egne sociale medier, de rige journalister er nu en fast del af den blå blok, de jubler over udsigten til markante skattelettelser, men er kolde over dem som betaler prisen.

Det skal kunne betale sig at arbejde, men erhvervslivet er for fede, derfor gider de ikke arbejde, derfor skaber de ikke jobs, vi skal have indført Minimalstaten for erhvervslivet og fjerne de ekstravagante fradrag, leasingbiler og firmadomiciler på statens regning, hundrede tusinde mennesker arbejder gratis i erhvervslivet på statens regning, spørg ikke, hvad samfundet kan gøre for erhvervslivet, men hvad erhvervslivet kan gøre for samfundet!

Kæmp for et anstændigt system, kæmp for miljøet og fremtiden. Startskudet til at vælte regeringen er givet, nok er nok. Her er en vejledning i 8 dele om hvordan vi gør oprør: https://www.information.dk/comment/1148889#comment-1148889