Læsetid: 5 min.

Revolutionen indefra og udefra

Krige består af ufattelige mængder af personlig lidelse, men den enkeltes lidelse kan være svær at begribe. Den syriske journalist Samar Yazbek gør et forsøg i sin beretning inde fra Syrien, men hun kæmper selv med at finde en opbyggelig fortælling
22. september 2016

Hvordan beskriver man den tragedie, som Syrien er, uden at mængden af ofre, personlige tragedier og omfanget af lidelse bliver en akkumuleret størrelse, der i sin blotte volume og gentagelse gør den enkeltes historie uvæsentlig?

At den enkeltes lidelseshistorie drukner i mængden og bliver banal, når den spejles i det ene forblæste og hullede telt, det ene sønderbombede hus efter det andet?

Det er en problemstilling, jeg tror, de fleste journalister og nødhjælpsarbejdere, der arbejder i ekstreme konfliktområder, har oplevet. At man enten er nødt til bryde sammen, konfronteret med mængden af lidelse, eller vænne sig til lidelsen som et trivielt hverdagsfænomen og miste lidt af sig selv i den proces.

Og at det uanset hvad er svært at tvinge en opbyggelig historie ud af mængden af personlige tragedier.

Det er en underliggende kamp i den syriske journalist Samar Yazbeks beretning fra borgerkrigens Syrien, Over grænsen – beretning fra mit Syrien, som i denne uge udkommer på Kristelig Dagblads Forlag efter at have gået sin sejrsgang verden over.

Yazbek flygtede selv i revolutionens første dage og fandt ly i Paris. Siden er er hun vendt tilbage til Syrien et antal gange i den blanding af journalistik og aktivistisk dokumentation af overgreb, som især i starten var mange regimemodstanderes vej ind i oprøret mod Bashar al-Assad.

Tre dele

Bogen er konstrueret af tre dele, der hver især er bygget op om en overgang fra den tyrkiske side af grænsen og ind i Syrien og de efterfølgende ophold derinde og hendes exit med ophold i særligt tre byer i det oprørskontrollerede nordlige Syrien.

Undervejs taler hun med en lang række mennesker i det borgerkrigshærgede land, som hun både er en del af og samtidig også en slags distanceret iagttager af. Dels i kraft af sit asyl i Frankrig; at hun rent faktisk har en udvej modsat de fleste af de folk, hun snakker med.

Dels i kraft af at hun modsat områdernes altovervejende flertal ikke er sunni, men tilhører regimets forhadte minoritet, alawitterne.

Og endelig fordi hun er en slags tilrejsende intellektuel, en journalist, hvis udgangspunkt er anderledes end den hovedsaligt uuddannede landbefolkning, hun besøger.

Det sidste er vigtigt i forhold til det prisme, borgerkrigen anskues gennem.

Idealist

Yazbek er en idealist, ligesom mange af revolutionens andre foregangsmænd, der virkelig troede på protesten som en vej frem mod pluralisme, rettigheder, ligestilling og oplysning.

Og hun finder idealisterne i de byer, hun besøger og bor i, byer som Saraqeb, Kafranbel og Maarat al-Nurmann, mens raketter, granater og ikke mindst tøndebomber regner ned over dem og hver gang slår ihjel, river arme og ben af mænd, kvinder og børn.

Hun registrerer aktivisternes entusiasme, men også deres voksende desillusion og kampens stigende meningsløshed fra besøg til besøg.

Som når børnene samler udetonerede granater op, så de kan sendes tilbage igen, hvor de kom fra, og, hvem ved, måske tilbage en gang til, mens årsagerne til, hvorfor man egentlig gik i krig, og hvad der skiller de gode fra de onde, bliver stadig sværere at gennemskue i tågen af overgreb, plyndringer og ren overlevelse.

Unikt perspektiv

Samtidig giver hendes status som alawit hende også et unikt perspektiv som iagttager af den snigende radikalisering af krigen, væk fra idealisterne og over til jihadisterne.

Mens omverdenen taler med den uduelige og urepræsentative eksterne opposition, klør sig i navlen og vægrer sig ved at engagere sig, sker der netop det, alle frygter.

Islamisterne rykker ind, langt mere velorganiserede og med støtte fra de salafistiske golfarabere, der har langt mindre forbehold end vestlige politikere og offentlighed og dermed også får større indflydelse, mens idealisterne trynes, underordner sig, dræbes eller flygter.

Yazbek møder flere af islamisterne, som medgrundlæggeren af den vigtige salafistiske bevægelse Ahrar al-Sham, der nøgternt forklarer, hvordan alle alawitter enten skal dræbes eller jages ud af landet, kvinder underordnes og kristne pålægges jizya, trosskat.

IS, Jabhat al-Nusra og fremmede jihadister på udkig efter et magt-rush eller en hurtig tur til Paradis dukker op.

Og imens siler Assads granater og tøndebomber og snigskyttekugler som et gråt regntæppe henover bogens sider. En sjældent synlig, men ondsindet gud fra oven, som flår folk fra hinanden og jager dem på flugt uden nogensinde at skulle stå til regnskab for det.

Deprimerende

Fortællingen – og virkeligheden – er deprimerende, og sådan virker den i stigende grad også på forfatteren selv, der kæmper med frygt og skyld og med at finde positive fikspunkter i konflikten.

Hun finder dem indimellem i enkeltpersoner, i de familier og aktivister, der beskytter hende, men den store positive fortælling er svær at finde.

Også som læser, hvor Yazbeks journalistiske projekt med at samle vidneudsagn vel egentlig er for fragmentarisk og for skøjtende til at bære en bog i sig selv, og det i stedet bliver hendes egen tiltagende desperation og manglende svar på, hvad man skal stille op med en sådan mængde elendighed, der bliver bogens røde tråd.

At hun nogle gange iagttager og bliver elendig af ulykkelighed. Men også nogle gange – og måske i stigende grad – accepterer børn, der lever i jordhuler, og folk, der humper rundt uden arme eller ben som et grundvilkår. At hun ikke altid bliver påvirket – og spørgsmålet er selvfølgelig, om man kan det, om man skal?

Er gribende godt?

Den nemme beskrivelse af en sådan bog, ville være at sige, at den er gribende. Men skal en bog om krig egentlig være gribende? Er gribende ikke nogle gange reelt en måde at undgå at sige, at man ikke har et andet svar på menneskehedens fejlbarlighed og vores manglende kollektive evne og vilje til at gøre noget ved den – end at blive rørt af den?

Til allersidst møder hun en eksileret oprører fra sin egen fødeby, Latakia, der både er tankefuld og forrået af kampene og taler nøgternt om at stjæle biler og dræbe deres ejere, hvis de er alawitter, om borgerkrigen som en religionskrig, der vil vare de næste tyve år, og at han selv utvivlsomt vil dø undervejs.

Hun krydser grænsen, passerende de IS-vejspærringer, der også har fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på ovenstående signatur, konstaterer at flygtningestrømmen ud af landet ligner et maleri af Goya, mens krigerne på den anden side venter på at komme ind, og man har fornemmelsen af, at hun ikke vender tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu