Læsetid 4 min.

Romanen som en samling af smukke snapshots

I sine øjeblikke, sætning for sætning, er Christina Hesselholdts nye roman ’Vivian’ helt fantastisk. Hun er en af de bedste stilister i Danmark. Men spørgsmålet er, om den også er vellykket som roman
En samling af filmnegativer med motiver indfanget af den virkelige verdens Vivian Maier. En amerikansk fotograf, hvis billeder efter hendes død har vundet stor berømmelse, og som er hovedpersonen i Christina Hesselholdts nye roman.

En samling af filmnegativer med motiver indfanget af den virkelige verdens Vivian Maier. En amerikansk fotograf, hvis billeder efter hendes død har vundet stor berømmelse, og som er hovedpersonen i Christina Hesselholdts nye roman.

Charles Rex Arbogast

1. oktober 2016

Sætning for sætning, afsnit for afsnit, er Christina Hesselholdt en af de bedste stilister i Danmark.

Der er en utrolig, perlende, men også helt upåfaldende lethed i hendes sprog, en næsten melankolsk humor, der ligesom bobler frem i det enkelte ordvalg.

Og i den måde hun etablerer små tableauer for straks at forlade dem igen. Og i den måde, hun lader sine skikkelser ligesom strejfe verdenshistoriske begivenheder og også strejfe om i deres eget sind.

Sådan var det i hendes forrige serie af små romaner om Camilla og hendes venner, sådan er det også i hendes nye roman Vivian, der vel egentlig er en historisk roman.

Mere præcist er det en roman for flere stemmer om fotografen Vivian Maier, født 1926, død 2009, der arbejdede størstedelen af sit liv som barnepige i Chicago og New York.

Hendes gigantiske arkiv af dokumentariske fotografier blev opdaget kort før hendes død og udstilles nu rundt om i verden. De er i øvrigt virkeligt gode, de billeder, en del af dem er tilgængelige over nettet, I bør google dem.

Nå. Den slags historier er fascinerende: det skjulte geni, det vrangvillige geni. Men som roman strejfer stemmerne i Vivian rundt i så meget andet. Her fortæller Sarah, et af de børn, Vivian passer:

»Når jeg kommer op af vandet, og hun frotterer mig, leger vi, at jeg er en middagsret, hun er ved at lave, hun blander alt muligt sammen, jeg er også gryden, og hver gang hun gnider på mig med håndklædet, skiftes vi til at råbe den nye ingrediens, hun hælder i: mel salt fars hestepærer græs tunge og peber, hun rører rundt i mit hår en sidste gang. Retten er færdig«.

Faktisk fylder den slags scener – ømme, vittige, pludseligt smertelige – det meste af bogen. Vivian passer børn og er ilter, intenst privat og nærmest aseksuel. Vivian har små konflikter med deres forældre. Vivan går på gaderne og tager billeder af duer og hjemløse. Vivian er barn i en stærkt dysfunktionel familie, på et tidspunkt kaldes Vivian for Viv og bor som barn i Frankrig med sin mor og dennes veninde, fotografen Jeanne.

Engagement og forståelse

Alt er fortalt flerstemmigt. Så tager den ene, så tager den anden skikkelse ordet i små afsnit indledt med deres navn, nærmest som om de udsagde replikker eller holdt enetaler. Også fortælleren er en stemme blandt andre, men måske ikke den vittigste eller den mest interessante.

Det er en form, Christina Hesselholdt har brugt før, men jeg ved ikke, om jeg helt er glad for den her. Den får romanen til at føles som et umådeligt livligt marionetteater.

Der er noget stift ved den, som om man – på trods af alt det, de fortæller om – kun møder disse menneske som en serie af talende hoveder. Og især hen mod slutningen er det, som om romanen ligesom går i opløsning, at man japper gennem de sidste tiår af Vivian Maiers liv, mens det løber ud i intet.

På den anden side betoner formen, hvordan vores liv nok kan være filtret ind i hinanden, og hvordan vi nok kan bekymre os om hinanden – meget af tiden taler de forskellige skikkelser simpelthen om bogens andre skikkelser – men at vi ikke derfor forstår hinanden.

Den betoner, at engagementet i andre mennesker og forståelsen af dem er to meget forskellige ting. At man på én gang kan leve med hinanden og i sin egen verden af ord og billeder.

Som Vivian Maier gjorde, når hun boede på et værelse hos forskellige familier og dér opbyggede afsindige samlinger af aviser og fotografiske negativer.

Skriftens snapshot

Man kunne også sige det sådan her. Undervejs insisterer romanens fortæller på, at fotografi og skrift er to væsensforskellige ting – »kun det, der fortæller, kan få en til at forstå den omskiftelighed, som er liv«, står der.

Men romanens egen form føles som en måde at gøre skriften til snapshots, skarpe billeder af en situation eller en person eller en tanke. Og så videre til det næste billede i serien, eller til et billede af det samme, taget fra et andet perspektiv.

Som sagt: jeg ved ikke rigtigt, om jeg er glad for det. Som roman føles Vivian i al fald ikke helt vellykket. Men det skal ikke skjule, at den i sine øjeblikke – sætning for sætning, afsnit for afsnit – jævnligt er helt fantastisk, en uforbeholden nydelse at læse. Måske er det nok? Et sidste eksempel, Vivian fortæller om sin barndom på landet i Frankrig:

»Så står vi og spiser foie gras med teske, og mor kommer ud og ligner en asiatisk trold med krøllede ørefliker fordi hun har ligget på dem og med en tung lugt af seng. Hvert æble er pakket ind i silkepapir. Jeg er så syg, siger hun, og hjertet synker igen. Hvis hun dør, hvad så med mig? Silkepapiret gør hende både bitter og opstemt.«

Christina Hesselholdt: 'Vivian' 
Rosinante
109 sider
224,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

En roman som en iPad, man ikke selv betjener. Billeder og tekst føres af usynlige fingre op og ned, ind og ud, skift i format og zoom, hurtigt væk. Anmelderen her formår at bruge ordet 'strejfer' i to forskellige betydninger i samme sætning, dels som en 'kort berøring', og dels som 'at strejfe om', 'flakke', uden mål og med. Og det er lige det, man gør med sin iPad. Sikkert meget underholdende.
Politiken giver den 6 hjerter.