Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Rosenhækken hed Gerda og boede i nærheden af Skive

Louis Jensens enestående udgivelsesserie med 1.001 historier er efter 24 år endelig færdig. René Jean Jensen er i anledning af bind nummer 11 dykket tilbage i de foregående ti bind og konkluderer, at historierne er pædagogisk drillende, viltert uforudsigelige, men ender med from slagside
Illustration fra bogen

Illustration fra bogen

Lillian Brøgger

Kultur
1. oktober 2016

I løbet af de seneste par uger har jeg læst alle Louis Jensens firkantede historier.

Det svarer til at have en lille konstant bankende sølvhammer siddende på indersiden af tindingen.

Det er jo korte tekster, gerne en 10-12 linjer på omkring 300-400 tegn, men efter et udgivelsesstræk på 24 år er det alligevel blevet til en enorm tekstmængde, ti bind plus det nye ellevte, jeg nu har liggende foran mig og skal forsøge at skrive noget samlet om.

Louis Jensen begyndte sin enestående udgivelsesserie i 1992 med Hundrede historier og afslutter den altså – muligvis, som titlen lader ane – nu med Der er ingen ende – altid en ny historie.

Som alle foregående bøger er denne illustreret af Lilian Brøgger, men denne gang er der kun én tekstbåret historie, nr. 1.001, ellers består bogen af Brøggers illustrationer. Som selvfølgelig også er historier. Mere om dem til sidst.

Firkantede er historierne, fordi de alle (på nær én enkelt oprørsk tekst, som hellere vil være trekantet) grafisk er små tekstkasser uden flossede venstre- eller højrekanter.

Allerførste historie begyndte sådan her: »En gang var der en munter bager, der lavede en særlig slags kager«.

Illustration fra bogen

Lillian Brøgger

Næste historie: »En anden gang var der en kartoffel, der ikke længere gad være en kartoffel«.

Og så videre: »En to og tyvende gang var der en lille glad vind«. »En ni hundrede og tooghalvtredsindstyvende gang boede jeg inden i Guds sky«.

Eventyrets indledningsformel udsat for et drilsk tællegreb, der, synes jeg, på en enkel måde understreger Louis Jensens knopskydende, uregerlige tilgang til eventyrets konventioner. Der var ikke engang, der var tusindvis af gange.

Og i dem skriver han så sine mikro- og metaeventyr, små tragedier, portrætter, forsvindingsnumre, poesier, mysterier, idyller, lovsange og evangelier.

Sådan var det bare

Det er oplagt, at den ultrakorte fortælling i sig selv kan være herligt brutal og summarisk; liv og skæbner opstår og forgår på fire-fem sætninger: »Til sidst faldt den ned i en mælkekarton og druknede«.

Men Louis Jensen bruger kortformen til meget andet godt. Karakteristisk er de mange historier, der på den ene eller anden måde dyrker, hvad man kunne kalde det underpointerede; en fantastisk situation eller hændelse opridses med troskyldig nøgternhed, men uden tilspidsning eller forklaring: eventyret som deadpan kendsgerning, sådan var det bare, og det var så den historie, lille ven:

»En syv og halvfjerdsindstyvende gang skete der noget mærkeligt. Der kom en solstråle, der var så tyk, at man kunne kravle op ad den«. Ingen forklaringer, bare eventyrfakta.

Resultatet er forundring, godgørende måben, måske forvirring. Men sigtet er ikke bare at drille, tror jeg. Der er tale om et dybest set pædagogisk angreb på den tilbagelænede, uopvakte læser, gentagne slag med forundringsstaven.

Det sker på alle niveauer: Sætningerne er uforudsigelige, overraskelserne står på spring i udkanten af dem. Og brudfladerne mellem sætningerne kan være chokagtige. Oplysninger i parenteser omvæltende eller selvironiserende. Forventninger opbygges i én sætning og nedbrydes eller undermineres to sætninger efter.

Den slags ustabilitet eller uforudsigelighed går Louis Jensen målrettet efter at skabe. Universer, hvor alt kan ske, bare yderst sjældent det, der er blevet stillet i udsigt af historien selv eller af konventionerne. Universer, hvor han gør brug af det klassiske eventyrinventar med prinsesser, drager, slotte og talende dyr, men her er det så dragen, der redder prinsessen, eller kongesønnen, der gifter sig med dragen.

Mærkelige pseudoforklaringer og postuleret logik er med til at tegne læserens eventyrskeptisk skæve mund op: »Men fordi kongen var så høj, begyndte han at rådne op«. Ord som ’men’, ’fordi’, ’derfor’ og ’til gengæld’ er i konstruktiv udu. Det er alt sammen led i Louis Jensens overraskelsespoetik.

Et led i den er også arbejdet med demonstrativt konfliktløse historier, hvor ønsker bare opfyldes sådan uden videre.

Den totale indfrielse af forventningerne er nemlig også overraskende i eventyrregi. Fortællinger, der simpelthen ikke rummer konflikter, men tværtimod tilsidesætter dem eller eksplicit fejrer idyllen og modstandsløsheden.

Dramaturgisk drilleri

Nogle gange er der tale om vægt- og perspektivforskydninger, hvor vi f.eks. får præsenteret en vild løve (og de forventninger den vækker i os), men oplysningen derefter ikke anvendes, og der absolut intet løvedrama opstår. Eller hovedpersoner introduceres parallelt, men møder aldrig hinanden. Eller historien ’glemmer’ ganske enkelt sit anslag som her:

»En syv hundrede og tooghalvtredsindstyvende gang var der drengen Karl Pligt og hans hund, men hunden kender jeg ikke noget til ud over, at den har røde pletter på pelsen. Og en temmelig lang hale. Og tænderne er lidt blå på kanten, som om den har drukket blåt saftevand. Og lige under hagen er en lille vorte, men den kan man ikke se for pelsen. Den er f.eks. god til at holde vagt, fordi den er så doven, og når den først er anbragt på dørtrinnet, så bliver den siddende«.

Den slags dramaturgisk drilleri og forsvindingsnumre excellerer Louis Jensen i, men hvad der i de første af historiebindene mest virker som kontrastyring på forventningerne og opdyrkelse af et forundret og muligvis lidt zen-tomt blik hos læseren, får efterhånden mere og mere via den tiltagende mængde idyller og de mange gudsbesøg i teksterne karakter af eksistentiel og religiøs pointe, dvs. konfliktløsheden har en årsag.

Sideløbende med dette sker der også en forskydning i firkantshistorierne, væk fra de mest ’flade’ eller blanke tekster uden morale eller pointeret slutning og henimod det mere velturnerede og afrundede, det fromme og stedvist missionerende.

Det fromme

Før jeg forsøger at underbygge den påstand, vil jeg gerne pege på de teksttyper, jeg holder mest af i det her kæmpemæssige bogværk.

Det er de poetiske mysterier, som er så selvfølgeligt mærkelige, historierne med oprørske figurer, ænder, der slagter gårdmanden f.eks., de små tragedier, ikke mindst den her:

»En syv hundrede og første gang bad min kæreste om et bevis på min kærlighed. Hug din kats hale af! Hun lagde øksen på dynen foran mig. Det gjorde jeg. Så lo hun og gik sin vej. Jeg græd, men katten omfavnede mig. Katten tilgav mig. Månen og den grønne skov så det. Jeg er ham, der ingenting ved«.

Måske er jeg bare en uforbederlig Grimm-fan, men jeg kan klart bedst lide Louis Jensen, når han er mest krasbørstig og brutal.

Især i det meget lykkelige og til tider halleluhjahende skær fra alle idyllerne godter jeg mig med noget mørk konstrastvæske i form af et fadermord, en svinekok, der lider en krank skæbne, fordi han ikke vil servere svinekoteletter, en svensk konge af jern, som er rigtig uhyggelig:

»Og når han lo, så åbnede den ene tjener kongens jernmund, mens den anden vendte ryggen til og lo.«

Jeg kan godt lide, når en stille og rolig firkant beretter om en læsekreds for hunde og katte i Aarhus, hvor der er fred og ingen fare, og historien så afsluttes med denne sætning: »Så døde bibliotekaren«. Eller den om personen, der har haft det så morsomt som fugl og nu vender glad hjem til sin mor: »Så slagtede hun mig, og min far spiste mig«.

Tæmmet vildskab

Hvad jeg er mindre glad for, er historier med udtalt hang til moraler. De bliver nemt ferske i deres lykke og besyngelse og skråsikre værdier. Og der synges og besynges ret meget, må man sige. Sangen er decideret transformerende hos Louis Jensen. Og altid vidunderlig. »Og så smukt sang hun, at sneen standsede op i luften for at lytte«. »Dér, i sangen, var alle svarene«.

Det er ikke, fordi jeg har noget problem med sang eller lykke (bortset fra i de latterlige lykkemålinger, men det er en anden sag).

Mit problem er af tekstuel art. Og har at gøre med de svar, teksterne pludselig begynder at give. Skinforklaringer af gakket art er noget andet end små preciøse skabelsesberetninger og forklaringer med egentlig bagstopper. Der er ellers noget grænseløst eller bundløst over Louis Jensens fantasi, når den er vildest. Heraf uforudsigeligheden, åbenheden.

Men efterhånden sniger der sig en anden bund og yderste grænse ind i teksterne, og denne bund og bagstopper er Gud. Vildskaben tæmmes. Teksterne bliver mere sværmeriske, foregår i metafysiske, abstrakte rum. Forfatterens overgivne naivisme udfolder sig i et repetitivt religiøst (og overbevist) udtryk.

Igennem hele værket kan man læse mange oprømt lykkelige tekster, dem jeg også har kaldt idyller. »Han var så let om sit drengehjerte, for verden var fuld af lys«. I de tekster er der kolbøtter, sang og glade råb, verden er lykkelig, og alting er godt: »Der sad jeg så og var lykkelig«.

Det kan være smukke, ekstatiske, ukuelige tekster om magisk forening med verden: »Så åbnede jeg min kind, for jeg ville invitere alting indenfor«. Verden er mirakuløs, det mærkelige er det smukke, eller som der står et sted: »Det var så forunderligt, at det var umuligt ikke at le eller græde«.  Men det kan også være lovlig knastfri, sødmefulde og nuttethedsjagende sager, som får noget manende og belærende over sig.

I de tekster er der nu pludseligt svar og reelle forklaringer, det uforudsigelige er nu det mirakuløse, verden er stadig ustabil og mærkelig, men den er det, fordi Gud har villet det sådan.

Gud sidder inde i alting og spiller klaver. Eller han sidder inde i alting og smiler. For bare at citere to steder. Gud er ankerpunkt og altings forklaring. Den påstand, som flere og flere af teksterne fremsætter, forholder jeg mig agnostisk til, jeg er ikke ude i en ateistisk udrensning.

Mit problem er som sagt af tekstuel art, mit problem er, hvad Gud gør ved de temmelig mange historier, især i de sidste tre-fire bind, der lader gudfiguren stå som altforklarende bagstopper i teksten. Han/hun/den gør dem kedelige, lukker ned for deres spændstighed. Gør dem fromme, forudsigelige. Fikserer et ellers kaotisk og sjovt univers.

»Og jeg så, at alting var som det skulle være. Og jeg mærkede, at det var Gud, der trak vejret igennem os«. Det er her, Louis Jensen bliver evangelisk, dvs., her han spreder det glade budskab. Men lovsangene og budskabet bliver mig for degneklægt. Det er dog næppe skadeligt, det budskab, jeg kan bare bedre lide de firkantshistorier, der ikke vil forklare eller f.eks. henvise til en skaber, men har nok i selv at være små boblende forunderlighedsgeneratorer.

Forstå mig ret: Louis Jensens ti bind historier er en stor bedrift, og jeg ville nemt kunne have citeret fra mange andre gode tekster.

Læst i sammenhæng over en relativt kort periode oplever jeg bare den nævnte for mig at se ærgerlige forskydning i teksterne.

Måske er det også derfor, der er noget befriende over seriens aktuelle bind, som Lillian Brøgger (og Maria Lundén) har fyldt med illustrationer.

De genetablerer åbenheden og dermed læserens frihed; med den kan man selv digte med på tegningerne og forestille sig nye Louis Jensenske historier om bl.a. den surfende ost, den tredækkede fuglebus, katten med fuglevrimlen i knurhårene, sofafisken, hesten, der sked fotos, jacob-hundene i kattemarken, det munddelende par og døren, der gentog HVEM?

Louis Jensen: 'Der er ingen ende – altid en ny historie'
Illustreret af Lillian Brøgger
Gyldendal
136 sider
249,95 kr

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her