Læsetid: 3 min.

Sarte fødder hos gamle grækere

’Ødipus’ på Skuespilhuset er blevet en forfriskende fysisk fortolkning af Sofokles’ gamle tragedie. Men Elisa Kragerups iscenesættelse mister grebet om ’Antigone’
Ødipus har ondt i sine fødder, så hans hustru vasker og plejer dem, mens hans grufulde livsspådom langsomt afsløres i Elisa Kragerups intense spændingsfortolkning af den græske tragedie på Skuespilhuset.

Ødipus har ondt i sine fødder, så hans hustru vasker og plejer dem, mens hans grufulde livsspådom langsomt afsløres i Elisa Kragerups intense spændingsfortolkning af den græske tragedie på Skuespilhuset.

Natascha Thiara Rydvald

30. september 2016

Teaterinstruktøren Elisa Kragerup har et vidunderligt blik for detaljerne.

Hele den uoverskueligt store tragedie om Kong Ødipus får hun egentlig kogt ned til at handle om en mand, der aldrig har vidst, hvorfor han havde så ømme fødder.

I første scene kommer han ind på Skuespilhusets store scene og snubler – og straks forstår vi, at hans livs hemmelighed ligger i disse sårede fødder. Selv aner han det ikke.

Det gør hans hustru heller ikke, men hun vasker og nusser og kysser hans fødder, som om hun elsker ham ekstra meget for denne svaghed.

Uden at kende den uhyrlige sandhed i oraklets spådom: At Ødipus skal komme til at dræbe sin far og gifte sig med sin mor – og få børn med hende.

Stolerabalder

Ødipus er formodentlig ’verdens værste psykogyser’. For selv ved Ødipus intet om dette til at begynde med, og Elisa Kragerup får her fortalt historien, så der kommer maksimalt lys på Ødipus’ egen langsomme og smertefulde erkendelse. Afsløret replik for replik i Niels Brunses lyriske nyoversættelse.

Forestillingen er forfriskende fysisk, i bedste Elisa Kragerup-stil med spurtende og kampkyssende skuespillere.

Dermed kommer de gamle grækere straks til at virke relevante for nutidens tilskuer. For det lykkes at skildre disse skæbner som mennesker med nøjagtig samme længsel og mistro, som vi føler i dag.

Forestillingen udspiller sig dog i et lidt underligt rum. Scenografen Maja Ravn har neutraliseret det gamle Grækenland og skabt en slags foredragssal, hvor gammeldags skolestole af træ står stillet op på rækker – kun for at blive væltet under stort rabalder, efterhånden som erkendelsen forårsager håndgemæng og flugttrang.

En ’hyggepianist’ følger handlingen opmærksomt fra sit instrumenthjørne, som var der tale om musikken til verdens sørgeligste slægtsfest. Og alle dødsdømte optræder i guldsko.

Drenget konge

Peter Christoffersen spiller Ødipus. En tænksom, men også meget drenget Ødipus. Når han tager sine fire ’forvoksede’ børn i hænderne, ligner han mere deres bror end deres far, hvilket selvfølgelig i sig selv er en harsk pointe.

Han spiller flot op mod Tammi Øst, der sanseligt fanger ham ind i sin favn og op under sin kjole i rollen som dronning Iokaste.

Tammi Øst har en forunderlig naivitet i sin elskov. Hun elsker sin mand, og hun forstår ikke sammenhængene før til allersidst – og så vandrer hun chokeret ind i den kvælende kommentatorboks bag glas bagest på scenen. Det er stærkt.

Slap 2’er

Ødipus varer kun en times tid. Så er der pause, og så spilles tragedien Antigone som en slags 2’er. Stykket handler om Ødipus’ fire børn efter faderens tragedie – og især om hans ældste datter, der kæmper for at få lov til at begrave sin bror.

Men her mister iscenesættelsen sit greb. Skuespillerne jages ud på de yderste stolepladser, mens ordduellerne og den fysiske kamp mellem Antigones to brødre udkæmpes som undertøjsbrydekamp inde midt på scenen.

Men intet af det ’vækker frygt eller medlidenhed’, sådan som Aristoteles formulerede tragediernes mål. 

Maria Rossing er kompromisløs stærk som Antigone - og Peter Plaugborg imponerer som hendes skulpturelt døende bror, når han ligger gruopvækkende smukt som et forvredet flygtningebarn i strandkanten. Men alt i Antigone virker bare langt.

Den blinde seer

Til gengæld er det lykkedes Elisa Kragerup at gennemføre en herlig queer-tolkning af begge tragedier.

Halvdelen af Det Kongelige Teaters nye kønskvoterede skuespillerensemble på ti kvinder og ti mænd spiller alle roller – inklusive diverse individuelle roller som medlemmer af det ’kor’, der altid optrådte som kommentatorer i det græske drama.

Derfor spiller Karen-Lise Mynster nu herskeren Kong Kreon – ikke fordi hun er kvinde, men fordi hun er den skuespiller på scenen, der besidder den voldsomste autoritet. I jakkesæt, nuvel, men først og fremmest med den selvfølgelige magtudstråling, der er Karen-Lise Mynsters.

Makabert varsel

Den blinde seer Tiresias spilles også af en kvinde, nemlig af Marie Dalsgaard, der nærmest overnaturligt vandrer omkring som den eneste i lang, græskinspireret kjole. Det hudfarvede stof, der smyger sig til hendes krop, får hende til at virke ’usynlig’.

Dermed bliver den græske påstand om, at den blinde er den, der virkelig ser sandheden, så vidunderligt visuel i forestillingen. Eller som seerens makabre varsel lyder til Ødipus:

»Han ser, men han bliver blind».

Og blind bliver Ødipus. Netop fordi han ikke har indset, at han hele livet har vandret rundt med sin hemmelighed i sine ømme fødder.

’Ødipus og Antigone’. Tekst: Sofokles (ca. 440 år f.kr.). Gendigtning: Niels Brunse. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Johan Holm Mortensen. Scenografi: Maja Ravn. Lys: Åsa Frankenberg. Lyd: Jonas Vest. Musik: Jeanett Albeck. Koreografi: Signe Fabricius. Skuespilhuset, Store Scene. Til 14. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu