Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sikke en pølsefest

Et glødende forsvar for tolerance og seksuel og religiøs frihed forklædt som en bundsjofel og temmelig syret komedie om madvarers hemmelige liv – eller er det omvendt? I hvert fald er den animerede ’Sausage Party’ en temmelig tosset og meget morsom film
Kultur
9. september 2016

Hvem skulle nu have troet det? At det eneste, alle de madvarer, der står på supermarkedernes hylder, drømmer om, når ingen kigger, er at blive købt af de handlende, som de kalder guder, og blive taget med ud i det store hinsides, dvs. den verden, som befinder sig uden for skydedørene.

De har endda en sang, som de synger hver morgen, lige inden supermarkedet åbner, og som er en hyldest til guderne og det smukke og lykkelige liv, der venter dem, når bare de bliver købt.

Det, de frygter mest, er ikke overraskende, når de ansatte går rundt med den afgrundsdybe skraldespand og fjerner varer, der er blevet for gamle.

Men hvad nu hvis sangen og mytologien omkring menneskene som guder blot er en stor, fed løgn, som de langtidsholdbare konservesvarer har fundet på, fordi de godt ved, at guderne i virkeligheden er uforbederlige ædedolke, der kun køber madvarer for på bestialsk vis at stoppe dem i sig?

Religion er, som Marx formulerede det, opium for folket, men også for de mange madvarer, som tidligere var så hysteriske, fordi de godt vidste, hvad der foregik uden for supermarkedets trygge rammer. Nu har myten, religionen, pacificeret dem.

Gode venner med Hummus

Ja, Sausage Party er en skør, animeret komedie udtænkt af makkerparret Seth Rogen og Evan Goldberg – de står blandt andet bag tv-serien Preacher og har tidligere skrevet film som Superbad, Pineapple Express og The Interview – men den bedriver desuden civilisationskritik, er et forsvar for seksuel og religiøs frihed og en hyldest til den tolerance, man ikke kan få for meget af.

Det er også en romantisk historie om grillpølsen Frank (som Rogen selv lægger stemme til) og pølsebrødet Brenda (Kristen Wiig), der står ved siden af hinanden på hylden og drømmer om at fuldbyrde deres kærlighed. Og ja, det betyder lige præcis, hvad man tror, det betyder: Pølse i brød.

Men så finder Frank ud af sandheden bag madvarernes morgensang og tilbedelse af ’guderne’, og det fører til et mildest talt hektisk forsøg på at redde alle de andre i supermarkedet, inklusive Brenda, som dog bare ikke rigtig kan tro ham.

Det er i det hele taget ikke nemt at rive sløret væk fra de andre madvarers øjne – det ukendte og uvante gør dem utrygge – men Frank får hjælp af bedstevennen Barry, en lidt vanskabt, frygtsom pølse med et hjerte af guld, og en neurotisk, jødisk bagel (der lyder som Woody Allen) og et lettere aggressivt, muslimsk fladbrød, som godt nok har lidt svært at holde fred med hinanden – indtil de finder ud af, at de begge er gode venner med Hummus.

Grøntsagens synsvinkel

Og således er der masser af verbale gags og leg med stereotyper i Sausage Party – indimellem tror man knap sine egne øjne – der både refererer til konflikten i Mellemøsten, religiøs fanatisme og andre film, og som rummer så megen sex, at man ville få endog meget røde ører, havde det altså ikke været, fordi filmen havde madvarer i hovedrollen.

Det er også en meget blodig film, ja, det vil sige, at den viser, hvordan det at snitte en salat eller skære en pølse over i to stykker tager sig ud fra de bevidste pølser og grøntsagers synsvinkel.

Det er ganske grufuldt og ikke for svage sjæle, men det er nu mest latteren, man kæmper med, når klynkende kiks pulveriseres af sko, vantro vandmeloner smadres mod gulvet, pissesure pizzaer lemlæstes, og jokende juicekartoner 'bløder' ihjel.

Knokkelskæve

Den visuelle opfindsomhed er også stor i Sausage Party, der er instrueret af Greg Tiernan og Conrad Vernon, og man kan sagtens forestille sig, hvordan Seth Rogen, Evan Goldberg og deres gode ven, skuespilleren Jonah Hill, der også er en af idémændene, har røget sig knokkelskæve, fået ædeflip og så forestillet sig, at madvarerne var levende og skreg om nåde, mens de spiste dem.

Det viser sig i øvrigt, at menneskene i Sausage Party kun kan se madvarerne bevæge sig og høre dem tale, hvis de er høje på badesalt.

I stil og tone kunne Sausage Party godt minde lidt om danske Terkel i knibe eller amerikanske South Park. Alle tre er er båret af en fandenivoldsk, anarkistisk humor og en hæmningsløs fantasifuldhed, der fører handlingen og dermed også publikum i mange overraskende retninger.

Og så er filmen som sagt et opgør med fanatisme og et stort, glødende forsvar for, at man skal have lov til at leve sit liv, som man har lyst til. Om det budskab er noget, der først er kommet til til sidst for at give løjerne et skær af legitimitet, eller om det har været en del af historien fra begyndelsen, ved jeg ikke.

Men sikke en pølsefest, vi har haft nu i nat.

Sausage Party – Instruktion: Greg Tiernan og Conrad Vernon. Manuskript: Kyle Hunter, Ariel Shaffir, Evan Goldberg og Seth Rogen. Amerikansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her