Læsetid: 4 min.

Slut med Køge

Katrine Marie Guldagers unikke fortællerstemme er på én gang lyrisk og belærende i romanen ’Ilden’, der i forsonlig stil afslutter opgøret med familien i sjette bind af Køge-krøniken. Dog er det vist fortsat kvinderne, der bærer kærlighedens utopi
17. september 2016

Livet er det, der foregår, mens man har travlt med andre ting, lyder et citat. Det kunne tjene som motto for de mere utilpassede af personerne, Lilly og Leonora, i Katrine Marie Guldagers store romanserie på seks bøger, udgivet på kun seks år, 2010-2016.

Romanserien viser mors og datters søgen efter Det Rigtige Liv, hvor de kan udfolde sig frit og blive set af andre, som de selv synes, de er. Men for billedkunstneren Leonora, den centrale person i Ilden, bliver vejen til lykken at forsone kreativiteten med hverdagen.

Romanserien, der tidsmæssigt spænder over perioden 1938-88, er med Ilden nået til 1980’erne. Her er det klart, at både Lilly og Leonora er mønsterbrydere, mens mændene, faderen Peter, sønnen Henry og Leonoras mand, Klaus, i højere grad er tilfredse med livet, når bare det rummer kærlighed og hyggelige rammer.

Ulven og ilden

Leonora har fået succes som maler, mens det aldrig lykkedes moderen Lilly at forløse sine kunstneriske ambitioner. Fra Lilly har Leonora dog også arvet ulven, romanseriens ildevarslende metafor for angsten for ikke at slå til.

Ulven springer ind ad døren i hælene på familiemedlemmerne, og den snerrer, når Lillys godmodige småsnak står i vejen for Leonoras fantasi og kreativitet. 

Altid bekymrer Leonora sig for ulven og ilden, angsten og dramaet, der truer med at pulverisere hendes liv. Hun er dog blevet rundere og roligere i ægteskabet med den rummelige, politisk aktive Klaus. Sammen har de to piger, Maria og Karen Margrethe.

Katrine Marie Guldager skriver sig ind i disse års tendens til i romanform at udforske velfærdssamfundets og familiens udvikling i en brydningstid, som bl.a. Merete Pryds Helle, Kirsten Thorup og Niels Lyngsø.

Unik for Guldager er dog fortællerstemmen, der veksler mellem det lyriske og det belærende. Fortælleren opruller fra helikopterperspektiv hele familiehistorien og skuer ud i fremtiden, men dykker også ned i de enkelte scener med et lyrisk nærvær, der især i forhold til børn lyser af omsorg og forståelse.

Pivåbent sind

Ilden åbner netop med et poetisk, næsten H.C. Andersensk tableau, hvor den femårige Karen Margrethe er alene i køkkenet og hører køkkengrejet rumstere og diskutere i skabene. Det fine glas mener at være noget særligt, hun kan sågar trodse døden.

De andre mener, at glas er glas, alle deler samme skæbne. »Måske var det derfor, [det fine glas] på et tidspunkt vendte sig mod de småsnakkende, godmodige og meget forskellige glas og sagde: … Jeg kan ikke gå i stykker!«

Her opsummeres romanens konflikt mellem individualisme og fællesskab. Erkendelsen af, at visse vilkår er ens for alle, forsoner Leonora med tilværelsen. Tilmed giver kærligheden til børnene indsigt i menneskers forskelligheder. Maria ligner hende, mens Karen Margrethes sind står pivåbent.

»Når Leonora lytter til de ordbrokker, der står som en sky omkring Karen Margrethe, er det som at lytte til en brændende transistor, hendes egen indre ild, alt det, hun prøver at holde nede: Det er som at høre tusind stemmer råbe i munden på hinanden, når man selv fører en dæmpet samtale med et træs alleryderste blade.«

Gennem sin yngste datter forstår Leonora, at Henry og Lilly ikke forstår hende, så lidt som hun selv ’forstår’ Karen Margrethe, men at hendes mor og bror heller ikke vil hende noget ondt. De er, som de er, nysgerrige og tykhudede. Med andre ord, »man må tåle«, som Lilly på et tidspunkt siger. Og elske alligevel, kunne man tilføje.

Selv Lilly kan Leonora tilgive: »For første gang i sit liv skal Leonora tænke, at Peter måske ikke var en god mand for Lilly, at han nok giftede sig med hende, men aldrig rigtig accepterede, hvem hun var.«

Kvindernes rolle

Dynamikken i Guldagers romanværk er kontrasten mellem lyrisk indlevelse og en vis bagklog syrlighed, der holder mange af personerne ud i strakt arm, og i Ilden gør dem mere komiske end usympatiske.

Bagklogskaben spiller sammen med, at Katrine Marie Guldager i kronikker og interview, der nærmer sig romanseriens mere belærende tonearter, har gjort op med 1970’ernes familiemæssige omvæltninger.

Heldigvis er romaner dog ikke debatindlæg, og romanserien kan derfor slutte i overraskende forsonlig stil.

Men under forsonligheden og forståelsen synes jeg faktisk, at Guldagers romaner i for høj grad reducerer opbruddet i deres tidsperiode til komiske uoverensstemmelser. Lilly forlod sin familie, fordi hun var småtossede Lilly, ikke fordi kvinders råderum faktisk var for lille.

Modsat er Leonora lykkelig for sin Klaus, selv om de skændes, selv om han er bortrejst, da hun kæmper med at afslutte sin udstilling, og selv om hun har valgt at henvise sine malerier til kælderen. Ægteskabet synes med andre ord at give mere frirum til Klaus end til Leonora.

Når Klaus og romanseriens andre mænd generelt affinder sig lettere med hverdagen og almindeligheden, er det måske, fordi de mindre end kvinderne skal gøre sig fortjent til kærlighed netop ved at stå for familiens rammer.

I en kronik i Politiken (20. august 2016) har Guldager under den manende overskrift »Ægteskabet er vores eneste redning« beskrevet ægteskabet som en etisk fordring: »Ægteskabet er en livslang øvelse i fællesskab, at give plads til andre, forstå andre, se det fra deres side, gå på kompromis«. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, som Paulus så smukt har sagt det.

Men tilsyneladende er det i Guldagers 1980’ere stadig kvinderne, der bærer kærlighedens paulinske utopi ved at give mest plads og holde mest ud – i hvert fald i ægteskabet.

Det ville jeg elske at læse om i hendes næste roman. 

Katrine Marie Guldager: Ilden
Politikens forlag
208 sider
250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu