Teater kan mystificere. Noget teater kan man godt lide, selv om man ikke kan forstå det. Eller netop fordi man ikke kan forstå det.
Sådan har jeg det med VOKS af det lille Teater HVIS, der gæstespiller på Bådteatret denne uge. Jeg forstår ikke handlingen. Jeg kan ikke lure, hvad forholdet er mellem de to unge kvinder i ens hvide blondekjoler og ens langt hår. Jeg ved ikke, om de er den samme kvinde eller to forskellige.
Jeg ved heller ikke rigtig, hvad den charmerende lillepige på videoen i baggrunden har med det hele at gøre. Og hvad er det med hendes kjolestropper?
Men jeg kan mærke, at jeg gerne lader mig suge ind i denne verden af fortrængning og trang til forløsning.
Lystløgn
Forestillingen glider smukkest over scenen, når disse kvinder taler om sne. For i Tomas Lagermand Lundmes dramatik er det sprogbillederne, der er det skønneste.
I VOKS er det den dalende sne. Alligevel består Michael Søndergaards videobilleder på bagvæggen mest af regndråber, der glider ned ad en sort rude – som smeltet sne, der ikke fik lov til at forblive hvid og ren?
»Vi var sneet inde – og lod som om, det passede,« lyder en replik. Og sådan er der hele tiden lag af sandhed og løgn – og masser af lystløgn indimellem.
Gråt forklædesnit
Lotte Arnsbjerg har iscenesat de to kvinder helt ens. De står ret op og ned, mens de taler eller reder hinandens hår.
»Det må være på den måde at have børn, tænkte jeg,« siger den ene.
Og så åbner de begge to munden og ånder ind, som i ét langt sug af en verden, som de ikke har mødt endnu. Eller en verden de har mistet.
Teater HVIS er grundlagt i 2014 af skuespillerne Anne-Sophie Krogh Jensen og Anja Nielsen. De er unge, men de brænder af stædighed og præcision.
De bevæger sig rundt i Maria Louise Suhrs skæbneflotte mannequinkjoler, hvor blonder møder et forhistorisk v-snit som i forklæder fra en grå periode – og hvor skoene er mørkegrå.
At resten af hvidhedsindpakningen af Bådteatrets mørke rum virker lidt interimistisk, og at forestillingens flow ikke altid kan klare de hårde brud i teksten, betyder mindre. Disse kvinder skal nok klare sig. Deres øjne lyser.
Hul på knoerne
Den ene kvinde finder en strikket barnetrøje. Den anden kvinde ser på sin mave, så man tror, at hun er gravid.
»Når jeg fryser, går der hul på mine knoer,« siger pigekvinden, der hele tiden vasker blod af.
Og dog befinder begge kvinder sig tilsyneladende et usikkert sted mellem incest og dagdrøm, mellem overgreb og fantasi, mellem liderlighed og uskyld. Eller handler det hele om at miste og om sorg?
Det er ikke sådan til at sige. Torben Egeris’ musik lyder som trøstende stueorgel det ene øjeblik – og som cirkusmusik det næste. Og den ene pige stjæler den andens sko, så hun kan sætte endnu større aftryk i sneen. Vel at mærke mens sneen også daler ned over gravsten i Anna Maria Waldelius’ vinterlys.
’Et moderne kammerspil’, kalder Teater HVIS selv denne forestilling. Det skal nok passe. En replik lyder i hvert fald sådan her:
»Efter lidt tid var det hele, som plejede at være.«
Aldeles mystisk.
’VOKS’. Tekst: Tomas Lagermand Lundme. Iscenesættelse: Lotte Arnsbjerg. Kostumer: Maria Louise Suhr. Video: Michael Søndergaard. Musik: Torben Egeris. Lys: Anna Maria Waldelius.
Teater HVIS på Bådteatret i Nyhavn. Spilles også i aften kl. 20, i morgen lørdag kl. 26 og 20 samt søndag kl. 12
