Læsetid: 4 min.

Snowden: Folkehelt eller landsforræder?

Oliver Stone fortæller whistlebloweren Edward Snowdens historie i sin seneste film, ’Snowden’, der i går havde premiere på filmfestivalen i Toronto
Joseph Gordon Levitt spiller whistleblower Edward Snowden i ’Snowden’, Oliver Stones film om hans liv. Foto: Scanbox

Joseph Gordon Levitt spiller whistleblower Edward Snowden i ’Snowden’, Oliver Stones film om hans liv. Foto: Scanbox

10. september 2016

TORONTO – Folkehelt eller landsforræder? Det er en af de diskussioner, som stadig dukker op, når talen falder på whistleblower Edward Snowden, og lige nu diskuteres han med stor iver på filmfestivalen i Toronto. Det skyldes, at den amerikanske filminstruktør Oliver Stones seneste film, Snowden, i går havde sin egentlige verdenspremiere på festivalen.

De første anmeldelser i de store film- og brancheblade svinger fra det positive til det middelmådige, men ingen er dog udelukkende negative.

I Variety skriver en begejstret Owen Gleiberman, at »Snowden ikke bare er instruktørens mest spændende værk siden Nixon (1995) – det er det vigtigste og mest opildnende politiske drama af en amerikansk filmskaber i årevis. Ved at fortælle historien om Edward Snowden, NSA-underleverandøren, der blev whistleblower og flygtning ved at lække dokumenter, der afslørede det nye amerikanske overvågningssamfunds enorme, edderkopagtige, paradigmeskiftende omfang, har Stone lavet en film, der beder publikum om at kigge, næsten krampagtigt, på, hvad dette egentlig betyder, og hvem Edward Snowden i virkeligheden er.«

Stephen Farber fra The Hollywood Reporter er mere afdæmpet i sin dom: »Oliver Stone har sjældent været kendt for sin tilbageholdenhed og sit mådehold, men det store problem med Snowden er, at den er oprigtig, sømmelig og – tør jeg sige det – en smule kedelig.«

Fra patriot til bekymret borger

Personligt er jeg, efter at have set filmen, naturligvis, mest enig med Owen Gleiberman: Snowden er en af den slags historier, samfundsrevseren Oliver Stone er så god til at fortælle med fynd og klem, og som handler om det fatale uskyldstab og idealisten, der efter at have mistet alle illusioner, vælger at gå til modangreb. Det er den samme historie, eller en variation over den, som dem han fortæller i blandt andre Wall Street, Platoon og Født den fjerde juli.

Snowden begynder på det hotelværelse i Hong Kong, hvor 29-årige Edward Snowden (i Snowden fremragende spillet af Joseph Gordon Levitt) i 2013 mødtes med journalisten Glenn Greenwald og dokumentarfilmskaberen Laura Poitras (spillet af Zachary Quinto og Melissa Leo) for at give dem de mange dokumenter, der beviste, hvordan USA systematisk og ulovligt ikke bare overvågede fjender og allierede, men også egne borgere.

Den del af filmen vil mange allerede have oplevet i Poitras’ egen, Oscarvindende dokumentarfilm, Citizenfour, men Stones iscenesætelse er fuld af suspense – bliver de opdaget af myndighederne? Vil britiske The Guardian publicere lækkene? Og han tager os siden med om bag Poitras’ kamera og krydsklipper mellem hotelværelset og Snowdens egen fortælling om sin fortid, og hvordan han i løbet af 10 år har bevæget sig fra højreorienteret patriot, der vil gøre hvad som helst for sit land, til kritisk og bekymret individ, der mere og mere chokeret ser til, mens de computerprogrammer, han udvikler for CIA og NSA, bliver brugt til at spionere på helt almindelige mennesker. Et arbejde, han selv er en del af, og som psykisk, moralsk og menneskeligt er ved at få ham ned med nakken.

Vigtig historie

En vigtig brik i puslespillet, i hvert fald ifølge Oliver Stone, er Edward Snowdens kæreste, fotografen Lindsay Mills (spilles af Shailene Woodley), der er med til at trække ham i en anden og mere regeringskritisk retning. Snowden er i bund og grund også en film om kærligheden mellem de to meget forskellige mennesker, der til at begynde med står på hver sin side af diskussionen om krigen i Irak.

Og det er netop terrorangrebet på USA den 11. september 2001, der får Edward Snowden til at melde sig til hæren. Hans ringe fysik betyder dog, at han må finde en anden måde at kæmpe for sit land på. Heldigvis er han lidt af et computergeni, og snart er han kørt i stilling som en af den hastigt eskalerende cyberkrigs bedste og mest begavede krigere med udstationeringer i både Schweiz, Japan og Hawaii. Det trækker veksler på forholdet til Lindsay, ikke mindst fordi Snowden ikke må tale om sit tophemmelige arbejde, og samtidig oplever han igen og igen, hvordan lovgivningen om overvågning og privatliv omgås i den nationale sikkerheds og terrorbekæmpelsens hellige navn, og de folkevalgte politikere lyver om det på tv. Da Obama bliver valgt til præsident i 2008, håber Snowden – der har stemt på ham – at alting vil ændre sig. Det gør det ikke, og så er det, at han beslutter sig for at blive whistleblower.

Kender man i forvejen historien om Edward Snowden – har man læst artiklerne, bøgerne og set dokumentarfilmene – er der måske ikke så mange overraskelser at finde i Snowden. Det ændrer dog ikke ved, at Stone får fortalt (endnu) en spændende, rørende og vigtig historie om at følge sin samvittighed og sige fra, også når man med sin regerings velsignelse ser og medvirker til ting, der er forkerte. Filmen er ganske nuanceret og overaskende lidt fordømmende i sit udtryk – Snowden selv har ifølge Stone set og godkendt filmen – men der er ingen tvivl om, at Snowden i instruktørens øjne er en folkehelt.

Snowden har dansk premiere den 29. september

tiff.net

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen pragmatiske mennesker kan benægte den sandhed, at Edward Snowden trods alt begik noget virkeligt kriminelt jvf. amerikansk lovgivning, da han som whistleblower afslørede det omfattende misbrug af overvågningsprogrammerne fra NSA til den engelske avis The Guardian, og for den handling står han naturligvis umiddelbart til en længere frihedsberøvelse, hvis det ellers måtte lykkes den amerikanske regering at få ham udleveret fra Rusland.

Edward Snowden var højt klassificeret efterretningsanalytiker hos NSA med adgang til det meste af den amerikanske nations hemmeligheder, og som offentligt ansat var han derfor pålagt fuld tavshedspligt om alt, hvad der passerede hans øjne under sit arbejde, hvilket Snowden da heller aldrig har prøvet at bortforklare med dårlige undskyldninger.

Man udleverer ikke sit lands dybeste hemmeligheder til alt og alle på kloden, bare fordi man er utilfreds med den siddende regerings førte overvågningspolitik af egne borgere og udenlandske statschefer etc. Man vælger som udgangspunkt i stedet, at klage opefter i systemet med henblik på, at de rette politiske instanser griber ind og stopper den ulovlige praksis, så overvågningsarbejdet foregår på et juridisk legitimt grundlag.

Hvis klagen opefter i systemet så alligevel ikke fører til noget, fordi den amerikanske regering og de amerikanske efterretningstjenester er hamrende ligeglade, og bare gør det alligevel, ja, så burde Edward Snowden have taget sit gode tøj og forladt sin højt betalte stilling, i stedet for at forråde og ydmyge sit lands regering, for som nævnt udleverer man principielt ikke sit eget lands hemmeligheder.

Men, men, men …

Når en mand som Edward Snowden alligevel fortjener at blive hyldet som en folkehelt af hans egne landsmænd, men også af ganske almindelige mennesker overalt på kloden, skyldes det at han ikke afslørede overvågningsprogrammerne hos NSA til offentligheden for økonomisk vindings skyld. Han gjorde det af etiske og moralske grunde. Han gjorde det fordi han ønskede, at hele verden skulle vide, hvordan både folkevalgte politikere og ikke-folkevalgte embedsmænd i USA, misbruger den udviklede overvågningsteknologi på det groveste.

Edward Snowden har med sin whistleblowing ønsket at fortælle os alle sammen, at hvis ikke de af demokratiet folkevalgte politikere èn gang for alle griber ind med omfattende ufravigelige regler om grænserne for alle efterretningstjenesters arbejde, ja, så mister vi almindelige borgere dag for dag vores personlige demokratiske frihedsrettigheder, herunder i særdeleshed retten til et privatliv på alle niveauer uden at blive overvåget.

Det kunne være godt at få Edward Snowden hjem til en retssag i USA, så hele sagen kunne blive eksponeret for den amerikanske befolkning i fuld offentlighed, men det vil den amerikanske regering aldrig nogensinde tillade. Officielt af hensyn til den nationale sikkerhed. Uofficielt fordi de frygter Snowdens mange afsløringer om Amerikas ulovlige overvågningsaktiviteter. Ikke bare af egne borgere – men også af udenlandske regeringer og statschefer.

Edward Snowden har som nævnt aldrig lagt skjul på, at han selvfølgelig har begået noget ulovligt, men når han vægrer sig mod at blive udleveret til USA for gennemførelsen af en retssag skyldes det med rette frygten for, at retssagen mod ham bliver holdt for hermetisk lukkede døre. Uden mulighed for offentlig indsigt – men også angsten for 35 års ubetinget fængsel i lighed med den militære whistleblower Chelsea Manning i 2013.

Men heldigvis for Snowden har Rusland givet ham asyl, og så kan man jo håbe på i nær fremtid, at den amerikanske regering vil give ham en slags amnesti i betragtning af deres egne dokumenterede uhyrligheder gennem årene med ulovlig elektronisk overvågning af amerikanske borgere samt nære allierede venner gennem ulovligt misbrug af NSA, herunder aflytninger af forbundskansler Angela Merkel i Tyskland samt mange andre statschefer og regeringer.

Godt at netop Oliver Stone har lavet en film om Edward Snowden.

Svend Erik Sokkelund, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar

Edward Snowden var ikke ansat i NSA, og det er derfor en ekstraordinær stor brøler at NSA lod ham få adgang til de følsomme datamængder:
In 2013, Snowden was hired by an NSA contractor, Booz Allen Hamilton...

Al respekt til Edward Snowden. Chelsea Manning er et skræmmende eksempel på hvad der vil ske hvis USA får fat i ham.
Frank Grevil er også en helt, selv om han blev idømt fængselsstraf for at fortælle at Anders Fogh løj fra folketingets talerstol, da vi sendte danske soldater i Irak.