Læsetid: 2 min.

Sonetter fra et postapokalyptisk Lalandia

Billedkunstneren Jens Settergren digtdebuterer på forlaget Antipyrine med sonetkransen ’Tropica Dissulvuntur’
24. september 2016

Jens Settergrens lille, skriggrønne bog indgår i en billedkunstnerisk sammenhæng, nemlig hans egen installation af samme navn, som har været vist i Århus Kunsthal.

Jeg har desværre ikke haft lejlighed til at besøge udstillingen, men teksten i Tropica Dissulvuntur kan nu også fint stå alene.

Digtene tegner et postapokalyptisk scenarie forklædt som tropisk drøm, et art mennesketomt, afsporet Lalandia.

Mere end en undersøgelse af konkret natur opbygges et landskab, der simulerer kulturens tropiske tvangstanker. Naturen figurerer ikke som noget, der ligger forud for eller ved siden af kulturen, men mere som en blind kraft, der sætter sig igennem uanset hvad.

Som sonetkrans er Tropica Dissolvuntur ganske konsekvent. Komplet med rimstruktur, jambisk pentameter og en mestersonet bestående af første linje fra hver af de foregående 14 sonetter, hvilket må siges at være et særsyn i dansk litteratur.

Enkelt billedunivers

Dengang Niels Lyngsø skrev digte, kunne han givetvis have produceret noget lignende, for Settergren foretager en sirlig sammenfletning af naturvidenskabeligt, filosofisk og mere traditionelt poetisk sprog, som også kendetegnede Lyngsøs digte i begyndelsen af 1990’erne, men hos Settergren sker det, at det tekniske vokabularium, når man får tænkt efter, optegner et ret enkelt billedunivers, hvor mængden af komplekse termer ikke tilføjer så meget.

Et eksempel fra mestersonetten: »Er landskabets syntetiske oase / Et paradisfantasmes botanik?« Her er ’syntetisk oase’ og ’paradisfantasme’ vel nærmest synonymer og spørgsmålet tæt på tautologisk, og det er en oplevelse, der kommer indimellem.

Højprætentiøs form

Jeg havde under læsningen lidt svært ved at afgøre, hvad jeg skulle mene om den unægtelig højprætentiøse form.

Sammenligner man (urimeligt) Tropica Dissulvuntur med den mest suveræne sonetkrans, jeg har læst på dansk, Inger Christensens Sommerfugledalen, så omslutter Christensens krans en cyklus, hvor vidunderligt broget liv fødes af død og forrådnelse, hvilket rimer indlysende med formens selvforsynende verslinjegenbrug, der mimer den livgivende formulden.

Her er vi i et noget andet paradigme, hvor pointen omvendt må ligge i formens kunstighed, hvilket ikke giver nær så virtuos en værksoplevelse som Sommerfugledalens, men mindre kan også gøre det, og det giver faktisk en interessant effekt at få simulationen af de tropiske tvangstanker serveret som sonetkransens virtuositetsopvisning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu