Læsetid: 4 min.

Spændstigt selvportræt af en mand, der mistede kærligheden

Jon Bang Carlsens nye film, ’Déjà vu’, er lige dele selvkritisk selvportræt, eksistentiel afsøgning af kærlighed og religion og en art poetik. Det er en fascinerende oplevelse og måske især for kendere af den danske instruktør og hans særegne blanding af dokumentarisme og iscenesættelse
Ved at sammensætte klip fra sine forskellige film får Jon Bang Carlsen lavet en visuelt original mosaik i sin nye film, ’Déjà vu’.

Ved at sammensætte klip fra sine forskellige film får Jon Bang Carlsen lavet en visuelt original mosaik i sin nye film, ’Déjà vu’.

Nils Vest

23. september 2016

Størst af alt er kærligheden, står der vistnok et sted i Bibelen.

Det kunne også godt være undertitlen på Jon Bang Carlsens nye film, Déjà vu, der er den 65-årige danske instruktørs fascinerende forsøg på både at tegne et selvkritisk selvportræt, komme med nogle erindringsglimt fra et langt liv med film og levere en slags poetik for de selvsamme film, der er en særegen blanding af iscenesættelse og dokumentarisme.

Jeg kan ikke finde ud af, hvor meget man vil få ud af Déjà vu, hvis ikke man kender i hvert fald en lille smule til Bang Carlsens omfattende værk i forvejen, men gør man det, belønnes man i hvert fald med en dybt personlig og på én gang bundærlig, følelsesladet og – forekommer det – lettere drilagtig slentretur gennem instruktørens liv og film.

Vi begynder i landsbyen, hvorfra Jon Bang Carlsens verden går, og som blev alt for lille og trang, da hans far en dag i begyndelsen af 1960’erne forsvandt og lod ham og moren alene tilbage.

Moren forsvandt ind i mørket, som instruktøren formulerer det på lydsporet – hun forsøgte på et tidspunkt at tage sit eget liv – og efter at have brændt hul i det billede af Jesus, som hans far havde hængt op over hans seng, rejste Bang Carlsen selv ud i verden, både for at få luft under vingerne og for at søge efter kærligheden og meningen med det hele.

Utilpassede eksistenser

Og kærlighed er et gennemgående tema i Déjà vu, der består af sammenklippede stumper fra en lang række af Jon Bang Carlsens tidligere film, og som i denne fortættede form bliver en slags dissektion af hans afsøgende, visuelle stil og de eksistentielle temaer, han igen og igen har beskæftiget sig med.

Han siger selv flere gange, at han mistede kærligheden, da hans far forlod ham og hans mor – kærligheden gjorde hans familie ondt – og at han har brugt det meste af sit liv på at lede efter den og efter et sted at høre til.

Således handler mange af Bang Carlsens film, både de iscenesatte dokumentarfilm og spillefilmene, om utilpassede, antiautoritære eksistenser, der lever i udkanten af samfundet, i et ingenmandsland, og i hvert fald indimellem har nogle radikale ideer om, hvor og hvordan man finder lykken.

Skydegale vietnamveteraner, excentriske udenlandsdanskere, irske bønder, rig og fattig, høj og lav, mand og kvinde, hvid og sort, Berlin, Los Angeles og Sydafrika – med sin fars spøgelse som følgesvend og sin mors melankolske breve i bagagen farter Bang Carlsen kloden rundt og spejler sig  i de mange forskellige mennesker, han møder og knytter venskaber til.

Han kalder dem sine brødre, søstre og læremestre, og samtidig gemmer han sig efter eget udsagn bag kameraet, hvorfor han ikke for alvor engagerer sig i deres liv, men i stedet geniscenesætter dem for at kunne fortælle sine historier.

Det fører, dog først sent i livet og karrieren, til den erkendelse, at Bang Carlsen har »spærret sig ude fra verden«.

Det virker ikke på hullet i hjertet bare at se på, især ikke, som han også anfører, når man kun stiller en masse spørgsmål uden at lytte til svarene.

Mønstergenkendelse

Det er en betagende og visuelt spændstig mosaik af stemmer, Jon Bang Carlsen får lagt i Déjà vu. Der er ingen formel kronologi i rækkefølgen af de mange klip fra de forskellige film, og om noget giver den nye film lyst til at se eller gense nogle af alle de gamle: Dejlig er den himmel blå, Hotel of the Stars, Ofelia kommer til byen, Carmen & Babyface, Time Out, Min irske dagbog, Addicted to Solitude og Portrait of God. For nu at nævne nogle få. 

Det er en original måde at lave en art selvbiografi på, og man kunne ønske sig, at også andre instruktører turde se tilbage på eget liv og værk på samme måde. Det er ikke uden smertepunkter, men det giver ny indsigt og afklaring, når man begynder at kunne se sammenhænge og mønstre.

Et andet gennemgående tema i Bang Carlsens værk og i Déjà vu er Gud. Instruktøren er opdraget med kristendommen som en grundlæggende del af sit liv, men valgte at undsige Gud, da faren forsvandt.

I sine film undersøger han blandt andet andre menneskers behov for og brug af Gud, og til sidst i Déjà-vu smelter Gud og kærligheden sammen, da Bang Carlsen spekulerer på, om kærligheden måske er menneskets eneste mulighed for at opleve Paradis og få et glimt af Gud. Når kærligheden bliver væk – eller man ikke ved, hvad man skal gøre af den – er Gud en slags erstatning.

I virkeligheden synes instruktøren at erklære, at han ikke nødvendigvis tror på Gud, men på kærligheden.

Efterhånden er det også gået op for Jon Bang Carlsen, at de øvrige indbyggere i hans lille, klaustrofobiske hjemby ikke gemte sig, som han troede. De levede bare videre og undlod i modsætning til ham at komplicere tingene alt for meget.

Fornemmer man her en vis fortrydelse hos den rastløse filmkunstner? Måske. Men det er da en smuk måde at afslutte dette gensyn med sit liv og sine film på: Med at konstatere, at man er blevet klogere og har lært noget undervejs.

’Déjà vu’ – Instruktion og manuskript: Jon Bang Carlsen. Dansk (Cinemateket i København og enkelte andre biografer rundt om i landet, hvor også flere af Jon Bang Carlsens øvrige film vises)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu