Læsetid: 3 min.

Stilsikkert monotont

Der er noget ensformigt over de mange orgier i Niels Henning Falk Jensbys debutroman. 'Techno', som romanen hedder, er stedvist virkelig fin, men alligevel ikke en vellykket debut
10. september 2016

Det er meget let at blive irriteret på Niels Henning Falk Jensbys på én gang spinkle og sikre debutroman Techno, men der er også gode ting i den.

Til dem hører egentlig ikke de meget – meget – voldsomme sexscener, der med nærmest rituel forudsigelighed dukker op omkring hver tyvende side.

Så knepper »brødre« – sådan hedder det i bogen – hinanden i indviklede, anonyme orgier, i lejligheder og natlige parker, i store grupper eller to og to, ophængt i kroge, med blålilla nosser og fingre eller hænder eller pikke trykket godt op i hinandens munde og røvhuller.

Rigtig vellykket er heller ikke den underligt skitseagtige historie om to fyre, bogens du og jeg, der finder hinanden i første del, i det store hele er adskilt i anden, og endeligt går fra hinanden i tredje.

Technofest i Ørestaden

Og i øvrigt mest opholder sig til technofester og i den enes lejlighed i Ørestaden. Eller: reelt virker Techno ikke interesseret i den historie, på samme måde som den egentlig ikke er interesseret i at beskrive den by (København) og det miljø (det homoseksuelle), den foregår i. Begær.

Hvad vil den så? Først og fremmest er den interesseret i – og skriver i øjeblikke virkelig godt om – et begær, der er større end de kroppe, det gennemstrømmer.

Det er som om, kroppene er utilstrækkelige i forhold til begæret, at de ikke kan holde til deres egen drøm om bare at være knudepunkter i et uendeligt og skiftende kredsløb af dans og sved og støn og knep.

Det er som om, begæret river kroppene af led, udsulter og mærker dem, men også som om, man hele tiden må finde nye måder at opretholde og udholde det. Så kan det forstørres og forlænges og gøres mere intenst af alle slags stoffer.

Blødende tandkød

Men også de slider en i stykker. Også det skriver Techno fint om. Om nedturene, om udtørrede halse og om blødende tandkød og kropsdelenes smertelige langsomhed dagen efter.

Der er fine beskrivelser af at opleve sin krop, som om den er opløst i sine dele, så gør armen noget, langsomt, så gør benene noget andet. Som der står et sted:

»Samtalen, mine hænder har med mine øjne, når de prøver at koordinere et plasters placering, så det dækker over flængen på min pik. Mine skridt ud af badeværelset. Langsomme. Jeg ser, hvordan værelset ser ud: smadret.«

Intet sprog

Techno er også virkeligt stilsikker. Det er den i sin underligt monotone, kværnende stil, med masser af punktummer og et totalt fravær af udsving i tonefaldet.

Og det er den i sin konsekvente iscenesættelse af begæret som fugtigt og dryppende, den slidte krop som indtørret. Som noget, hvor hud falder af i flager.

Der er også noget spændende ved den måde, bogens skikkelser – vel reelt bare dens du og jeg – simpelthen intet sprog har for det, de oplever. Tingene er »sindssyge«, »for vilde« og »mærkelige«, men ikke rigtigt mere end det.

Ligesom det er konsekvent, at Techno igen og igen vender tilbage til baggrundslyde, til den summen – fra køleskabe, fra mænd, der stønner et sted i en klub – der ligesom ligger i udkanten af vores bevidsthed.

Går i tomgang

Alligevel ender man med at kede sig. På trods af sine kun 180 sider føles Techno som om, den går i tomgang, som om den undervejs ikke rigtigt har mere at sige og derfor bare gentager de samme greb – de samme excesser i stadigt mere glædesløse versioner – igen og igen.

Måske er det en pointe at gennemspille begærets strømmende intensitet fra dens begyndelse til dens nedslidte afslutning. I al fald er bogens prolog også dens højdepunkt, og dens slutning på mange måder et nulpunkt. Men den pointe kan ikke bære en hel bog.

Niels Henning Falk Jensby. Techno. Gyldendal. 184 sider. 200 kroner

Læs også: Arbejdspladsen: Niels Henning Falk Jensby

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu