Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Stone forgriber sig på Snowden

Edward Snowden reagerede med ekstrem konsekvens, da han forstod omfanget af overgrebet på vores demokratiske rettigheder og graden af magtfuldkommen perversion. Oliver Stone har lavet en kedsommelig filmudgave af en aktivistisk politisk helts vækkelse og fuldbyrdelse
Snowden er historien om en ufattelig vild persons afsked med sit komfortable liv forarmet til Hollywood-sødsuppe

Snowden er historien om en ufattelig vild persons afsked med sit komfortable liv forarmet til Hollywood-sødsuppe

Jürgen Olczyk

Kultur
30. september 2016

Vi anmeldere fik udleveret klistermærker fra Amnesty International, da vi ankom til pressevisningen af Oliver Stones nye kapitel i hans store amerikanske historiefortælling.

Denne gang filmen om Edward Snowden, historiens største whistleblower. »Masseovervågning nej tak!« og »Overvågningsenhed« står der på klistermærkerne, som nu ligger på mit skrivebord. Impotente og populistiske.

Potent og populistisk er nogle af de mest præcise ord, man kan klistre på Oliver Stones film. Det begynder at flippe ud for den amerikanske filminstruktør og manuskriptforfatter et sted i omegnen af filmen The Doors, hvor han begynder at udvikle et fragmenteret, sanseforvirrende og hårdtpumpet filmsprog – forskellige filmformater, sindssygt mange klip, sejlende fotograferinger, vilde lydmix, stressende og af og til konstant soundtrackmusik – der kulminerer i film som Natural Born Killers og Any Given Sunday.

Sidstnævnte Stone-film kan godt give tilskueren en fornemmelse af overgreb, af at man brutalt manipuleres ud i egne af sin filmoplevelse, der nærmer sig sensorisk misbrug.

Med filmen Snowden føler denne anmelder desværre bare, at han er på date med en person, der kører på rutinen og egentlig hellere vil hjem og sove.

Billige og bedagede tricks

Joseph Gordon-Levitt har gennemgået en gedigen transformation til Snowden-klon, komplet med stemmeleje, bleg teint og letvægtsbriller.

Og Shailene Woodley spiller kæresten Lindsay Mills, der i Stones og medmanuskriptforfatter Kieran Fitzgeralds fortolkning er medansvarlig for Snowdens skifte fra autoritetstro republikaner til demokratisk aktivist.

Ligesom hun også er hans anker i virkeligheden, hende, der kan trække ham fri af programmeringens æter. Det er en relevant fortælling om en parforholdsdynamik, men også én, som desværre aldrig slår gnister.

Det er også virkelig svært at holde af den klodsede manuskriptskrivning. Måden en – til lejligheden opfundet – professorterning spiller en central rolle i fortællingen og naturligvis er det første, vi ser Snowden med.

Den vildt opskruede militærtræning, som filmens Snowden gennemgår, selv om han i virkeligheden kun var der fire måneder, inden en skade definitivt lukkede dén karriere. Eller ophøjelsen til klassens hackergeni og siden som en central figur i NSA.

Læs også: Snowden afslørede den amerikanske elites paranoia

Desværre dækker disse overdrivelser ikke kun over angst for, at historien om en politisk superhelt er for kedelig. Men også over uviljen – eller den manglende evne – til at tage de dybere diskussioner over implikationerne af total overvågning.

Det anskueliggøres kortvarigt, hvordan den amerikanske hang til »militærindustriel tilfredshed« presser demokratiet på sine rettigheder, mens den hemmelige FISA-rets fuckfinger i fjæset på civile rettigheder står noget tydeligere i filmen.

Og filmens Snowden henleder vores – og sin chefs – opmærksomhed på Nürnberg-retssagens principper, der skulle sikre os imod, at kriminelle jobs – lige som under Endlösung – blev lovlige igen.

Men der skøjtes henover essensen. Alle har noget at skjule, lyder Snowdens argument til kæresten, da han vil have hende til at beholde plasteret over hendes PC-cam.

Hun afviser. Og så afslører han at have overvåget hende, og at han således ved, at hun checker fyre ud på det datingsite, hvor de oprindelig mødte hinanden.

Det er det tætteste, vi kommer en diskussion om, hvor skadelig overvågning kan være for vores udfoldelse af privatliv, individuelle lyster, politisk frisind, uhindret færden på nettet.

For slet ikke at tale om den cop-in-your-head, som vi vel alle har nu – i antagelsen af, at vi til enhver tid kan være overvåget. Selvcensur, tankeundertrykkelse, farvel privatliv. »Terror er undskyldningen. Det handler om social og økonomisk kontrol,« som det formuleres i filmen. Altså som en catch phrase.

For loyalt

Snowden er historien om en ufattelig vild persons afsked med sit komfortable liv forarmet til Hollywood-sødsuppe. Cinematisk ligegyldig (fraregnet nogle pletvist frækt skumle lyddesigns), ja, nærmest klodset.

Vi efterlades med en kulørt og alligevel farveløs, action-forstærket og alligevel kedelig, demokratisk indigneret og alligevel propagandistisk film om en af vor tids store politiske helte.

Stone synes fanget mellem en for dyb respekt for virkelighedens Snowden og bedagede ideer om, hvordan man pepper en historie op.

Ja, samarbejdet med Snowden selv om filmen – blåstemplet af hans optræden i filmens slutning – synes at have placeret Stone i et uheldigt dilemma mellem kreativ frihed og dokumentarisk loyalitet.

Læs også: Oliver Stone: Der findes ikke noget egentligt demokrati

Jeg savner i hvert fald hans overgreb som kunstnerisk greb. Hvorfor ikke give os en Natural Born Whistleblower i stedet for denne artige fortælling? Eller en 70'er-brun og -dybsindig undersøgelse af overvågningens dybere implikationer? Hvorfor ikke udvise Snowden den største respekt: At gå kunstnerisk frit til hans liv? I stedet for denne hverken-eller-udgydelse?

Edward Snowden har pt. 2,42 millioner followers på Twitter. Det er for lidt. Selv følger han kun én Twitter-konto, dén der tilhører NSA/CSS (Central Security Service).

I hans Twitter-præsentation står der »I used to work for the government. Now I work for the public.« Så sandt så sandt.

Edward Joseph Snowden fortjener et langt bedre populærkulturelt eftermæle end dét Stone – og klistermærkerne – giver ham.

’Snowden’. Instruktion: Oliver Stone. Manuskript: Oliver Stone og Kieran Fitzgerald . Amerikansk-tysk. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uha, uha - ligefrem forgriber sig? Og så med accept fra Snowden?

En "kritisk" anmeldelse af vag essens, og uoriginalt indpakket som en Nick Cave prut.

Har man intet imod at ens venner og familie bliver overvåget mindst 1000% mere intens end det Stasi magtede, og sover man ellers trygt, ja så stiller man sig bare op i kø for et fotoshoot. Der er dog lidt klemt. Foruden NSA og diverse andre vestlige tjenester, så er der godt fyldt op med diverse folkevalgte politikere af blandet race. Ja sågar også en enkel Pind.

Jeg derimod tager hatten af for god kritik, specialt når politik får en drejning af paranoia. Jeg satser derfor og tager et smut i biffen. Vi får se.

Niels-Simon Larsen

Ralp: Plejer gerne at læse dine anmeldelser, inden jeg går ind og ser filmen. Denne gang var det omvendt.
Var filmen god? Ja, det synes jeg, eller det tro jeg nok, for alt det tekniske er jeg ikke i stand til at vurdere. Det psykologiske spil var som film skal være i dag for at trække folk i biografen, så hvis du, Ralp, skulle instruere en film, ville den nok være meget smal, og få ville vi være i biografen som til Gusmanns film.
Jo, filmen var betagende, og man blev taget med i fuld fart. Sådan skal det jo være i dag. Vil man ikke lave film på den måde og tages med som publikum, kan man godt blive hjemme. Budskabet var i hvert fald godt i den grad, der er noget at være bange for, og det må der være. Det er der ikke, når det glæder konspirationsdelirium, og hvor går grænsen?
På den ene side synes jeg, at det var en fantastisk film. På den anden at jeg blev taget i nakken og kastet med. Biografen var fuld. Jeg har tit været til film, hvor vi var mindre end få. Man kan enten vælge at være med på beatet eller udenfor, lave film til sulteløn og se film, man ikke kan tale med andre om, fordi de ikke har set dem.