Læsetid: 5 min.

Tit er jeg sorrigfuld og må dog le

Jens Christian Grøndahl fører i ny, lille, intens roman en 70-årig kvinde frem til personlig accept af livet
20. september 2016

Vi siger, hvis vi får lov at forenkle, at det, der kendetegner lyrikken, udover billedsproget og rytmen, er dens tomme henvendelse – det, at talen kan rettes til nogen eller noget, som aldrig vil kunne svare.

En digter kan sige ’du’ til en død eller lovprise morgenens gry – og en gråspurv. Adressaten forbliver stum, men lyrikkens åbne henvendelse vil alligevel kunne fungere og forløse en følelse, enten den nu er glad eller trist.

Jens Christian Grøndahls nye omfangsmæssigt beskedne, men bevidsthedsmæssigt rummelige roman Tit er jeg glad minder om lyrikkens apostrofer derved, at den er et brev til en afdød.

Ellinor på 70, som for nylig er blevet enke, sætter sig ned og skriver – ikke til den mand, hun har mistet, men til en kvinde, der havde ham før hun, veninden Anna, som nu har været borte i fyrre år.

Problemet, der nager, er nemlig, at Ellinor føler, hun har levet Annas liv. Hun overtog den plads, bedsteveninden efterlod, og har nu voldsomt behov for at finde et sted at begynde fra, selv.

Hjem til Vesterbro

Da de to kvinder lærte hinanden at kende, tilbage i 1960’erne, var Ellinor gift med Henning og Anna med en lidt ældre mand, Georg. Parrene kom usædvanlig godt ud af det med hinanden, men den impulsive, livslystne Anna forelskede sig i Henning, og omvendt. Så kunne de jo have byttet lige over, den slags ser man da vist eksempler på.

Men netop som Anna og Henning var begyndt at gå i seng med hinanden, tog alle fire på en skitur til Dolomitterne. En lavine gjorde det af med Anna, og elskeren, Ellinors mand, forsvandt.

Og nu er Georg så død. Hans tvillingesønner har Ellinor altid behandlet, som om de var hendes, men at hun og de nok slet ikke kender hinanden, viser sig, da hun overrasker dem ved straks at sætte huset til salg.

Hun gennemtvinger et skifte og køber sig en lille lejlighed inde på stenbroen, fast besluttet på aldrig mere at se på en carport!

Hendes mellemværende med de nordlige forstæder er slut, nu vil hun hjem til det Vesterbro, hvor hun voksede op, og ikke mindst vil hun altså aflægge skriftemål – ikke for en præst, men for sin bedste veninde, hende som bollede med hendes mand og lod ham tage sig med i døden.

Vanens magt

Ellinor kan nu for resten ikke lide at skrive ’bolle’ og ’kneppe’, og hun foragter stedsønnen, bankmanden Stefan, når han efter det femte glas californisk rødvin reducerer al menneskelig higen til patter og pik.

Mere følsom er hans kunsthistorikerbror Morten; men generelt finder hun Annas nu mere end fyrreårige sønner selvcentrerede og ulideligt sentimentale. Omvendt finder de hende hård, hvad hun imidlertid ikke er. Hun forsøger blot at være nøgtern, og hertil hører et realistisk syn på det liv, hun og Georg fik:

»Årene gik jo, vi kom til at høre sammen, simpelthen fordi vi levede ved siden af hinanden. Man undervurderer vanens magt, når man er yngre, og man undervurderer også dens nåde. Mærkeligt ord, men nu står det der.«

Sådan læser Ellinor ordene, som hun skriver dem, og sådan kommer hun, midt i henvendelsen til sin døde veninde, i gang med at tolke sin egen historie. Hun skriver ud i det tomme, men taler hele tiden med og til sig selv. Ord for ord nærmer hun sig livets mørkepunkter og vælger, som der står, den smerte, der passer til netop hende.

Skyld og skam

Og bag ved savnet af Anna dukker en anden historie op. Ellinor er født i eftersommeren ’45 og har aldrig kendt sin far. Hun er med andre ord datter af en ’tyskertøs’, og hendes mor, Sigrid, blev oven i købet foragtet og forstødt af familien. Sigrid brød så op fra Stege og klarede sig med sejhed igennem i den gade, Amerikavej, hvor Ellinor nu slår sig ned.

»Man indretter sig med skammen, ligesom man vænner sig til en deformitet.«

Men for datteren betød det, at hun blev lovlig føjelig, fandt sig i for meget.

Grøndahl binder forhistorieren sammen ved at lade Sigrid kalde krigen en lavine. Selv har han beskæftiget sig med besættelsestiden før, bl.a. i romanen Et andet lys (2002), men også i den lille smukke ’fortælling’ Virginia (2000).

Dér var der også en ung dansk pige, som forelskede sig i en soldat, en engelsk pilot, hvis fly styrtede ned, og som holdt sig skjult i et skur ved Vesterhavet, indtil han blev forrådt og fanget.

Også i den bog kredsede Grøndahl om gamle smerter og dybe sår, dog mere om skyld end om skam. Men retningen i hans bestræbelse var vel den samme: fortælling som en vej til forløsning.

Med Ingemanns ord

Jeg kan vældig godt lide den enkle, prunkløse stil, Grøndahl bruger i disse solosuiter for menneskestemme. Her får han brugt sin menneskeklogskab og draget læseren ind i et intimt fortrolighedsrum, hvor væsentlige indsigter lader sig formulere, lavmælt, men intenst.

Og skønt Ellinors beretning måske kan virke sørgelig, er den det egentlig ikke. Derfor passer Ingemanns fine ord:

»Tit er jeg glad og vil dog gjerne græde; / Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde. / Tit er jeg sorrigfuld og maa dog lee, / At Ingen skal den bange Taare see.«

Ellinor er såmænd bare en modnet kvinde med sammensatte følelser og med glædesevnen bevaret, selv om hun ikke altid kan vise andre det.

Med et par udtryk, som måske er valgt lidt for ’moderne’ til hende, siger hun, at hun i sit forstadsliv følte sig på »tålt ophold«, og at »udenpå og indeni ikke altid var i fase«. Men hvem kan ikke have det sådan ind imellem? Og er det vigtigste ikke det at være sanddru mod sorgen, frem for at tro, man kan lægge den bag sig?

Det er, som Grøndahl skriver, ikke meningen med et menneske at forlige savn og fornuft, i hvert fald ikke hvis det skal foregå på savnets bekostning.

Sådan lyder en af de mange fine formuleringer, jeg tager med mig fra Grøndahls lille lysende bog, mellem hvis linjer et ekko klinger af Montaignes essay »Om venskab«. Om sig selv og sin afdøde ven Etienne de la Boétie skriver filosoffen:

»Hvis jeg var nødt til at forklare hvorfor jeg elskede ham, føler jeg at jeg ikke kan udtrykke det på anden måde end ved at svare: ’Fordi det var ham, fordi det var mig.’«

Denne formel udstrækker Grøndahls jegfortæller til at gælde ikke alene moren og den tyske officer, men også Anna og hende selv.

Det var trist, at disse to aldrig fik talt ud, og tilgivelse og forsoning kunne der af åbenlyse grunde aldrig blive noget af. Men det kan føles som en dyb tilfredsstillelse, at en bogs fortrolige fortælling bliver udtalt, brevet omsider skrevet.

Jens Christian Grøndahl: Tit er jeg glad. Roman. 144 s. Kr. 199,95. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu