Tv-serien Dekalog fra 1988 spredte smerte og mærkværdig sort forløsning – som en skønhedshilsen over de ti bud fra et polsk betonunivers af filmskaberen Krzysztof Kieslowski (1941-1996). Og nu har Betty Nansen Teatret interesssant nok kastet sig ud i en teaterversion, der sikkert kan blive retrokult hos nye generationer.
Desværre er teatermanuskriptet dårligt. Hollænderen Koen Tachelet har sammenskrevet Kieslowskis historier, så de flettes sammen fortløbende – og har altså ikke delt de ti bud op, som Kieslowski selv gjorde det.
Desuden har teaterversionen kun taget seks af de ti bud med. Hvordan titlen så stadig kan være Dekalog, står også hen i det uvisse. Men umiddelbart er effekten, at vi ikke kommer tæt nok på disse kærlighedsfamlende mennesker.
Beton på beton
Iscenesætteren og scenografen Jacob F. Schokking har ellers skabt en meget overbevisende scenografi.
Filmens trøstesløse, polske betonhøjhuse er omskabt til tre skrånende betonmure, der drejer rundt, mens poetiske videoprojektioner lyser på betonen – ikke mindst billeder af højhuse formet i sand. Det er nænsomt og smukt, og det rammer de almenmenneskelige livsvilkår, som Kieslowski skildrede så eminent.
Og Stine Gudmundsen-Holmgreens kostumer støtter 1980’er-looket med bæltekjoler og fløjlsbukser i retrorummelige snit.
Iscenesættelsen er ikke tilsvarende sikker på hånden. Hele første akt vælger Schokking at præsentere dialogen som satire. Replikkerne er skrevet ud som ubegrundet metasnak, hvor skuespillerne først siger noget, hvorefter de fortæller, hvad de lige har sagt. Og Schokking pepper metateksterne yderligere op ved at servere dem som revypointer. Det er anstrengende.
Uskyldig stalker
I anden akt flytter ironien sig, så indlevelsen kan få plads. Her virker fortællingerne straks meget bedre. Når Flemming Enevold som jaloux ægtemand står på lur for at gribe sin hustru i en affære, lyser han af galgenhumoristisk smerte.
Og når Thomas Levin står som dødsdømt morder og krummer sine bare fødder i angst, mens han forklarer om sin drøm om at blive begravet på kirkegården, så skaber han en skikkelse, der er kommet helt om på den anden side af begrebet skyld.
Den purunge Elliott Crosset Hove spiller stalker med uskyldsrent blik og autistiske trækninger, så man mærker, hvordan hans indlysende fremmedhed over for verden sætter sig i ens eget tilskuerblik.
Ikke mindst over for Marie Louise Willes varmblodede ensomhedskvinde, der sagtens kan skifte til kynisk sexkrop og rumme endnu en mand i sin seng, hvis bare han ikke insisterer på at tale om kærlighed.
Humor fra guldspand
Søren Sætter-Lassen virker som en fortæller, der mest af alt er blevet sat til at holde distance til sine egne historier, ligesom Bodil Jørgensen er blevet bedt om at spille nedslidt med sin brutalhumor slasket direkte op fra gulvspanden.
Molly Blixt Egelind bider sig godt fast som idealistisk teoriadvokat – og hun har en stærk desperation i rollen som den unge hustru, der for sent indser, at hendes mand er ved at dø af kærlighedssorg. Og skuespillereleven Jakob Åkerlind supplerer stjerneteamet med en lovende præstation som elsker på lånt tid.
Bodil og Jesus
Men inderligheden fra Kieslowskis lærred opstår kun i glimt. Kærligheden bliver underligt fjern. Antagelig fordi Gud ikke er med i denne forestilling. Kun et ordløst knus fra Bodil Jørgensen har sneget sig gennem kristendomscensuren.
Musikalsk har komponisten Gert Skød Sørensen fine bud på situationernes stemningsskift, som sarte enkelttoner og som rytmer. Men han er i umulig konkurrence mod Zbigniew Preisners legendariske minimalismeblanding af kirkemusik og moderne toner i tv-serien.
Teatermusikken gør bare ikke ondt nok. Kun når Flemming Enevold synger en gammel lied med sin kraftfulde overraskelsesstemme, pibler noget af samme sårbarhed frem.
I Kieslowskis ti film var der en sær skikkelse, der gik igen. En mærkelig mand, der kun blev set i korte glimt, når han sad i en bus eller ved et bål. En betragter af verden. Men ak. Denne Jesusagtige skikkelse er helt skrevet ud af teaterversionen.
Måske er det denne trosforskrækkelse, der æder manuskriptet indefra – og som smitter forestillingen med sin distance. Det er ærgerligt. Man kan sagtens være ateist og beskæftige sig med de ti bud. Men hvis man ikke overgiver sig til kærligheden undervejs i Dekalog, giver teaterdrømmen ikke megen mening. Eller forløsning.
’Dekalog’. Baseret på tv-serien af Krzysztof Kieslowski og Krzysztof Piesiewicz. Dramatisering: Koen Tachelet. Oversættelse og dramaturgi: Karen-Maria Bille. Instruktion og scenografi: Jacob F. Schokking. Kostumer: Stine Gudmundsen-Holmgreen. Musik: Gert Skød Sørensen. Video: Alexander Fog. Lys: Christian Alkjær. Betty Nansen Teatret. Til 15. oktober
