Læsetid: 3 min.

Unge mennesker i slidte lejligheder

Simon bliver ladt tilbage i ungdommen, mens han venner vil være voksne. Den danske film ’I Blodet’ dirrer fint i et sanseberuset og drug-inspireret flow, der i disse år finder sin form i ungdomsfilm
Den autodidakte Kristoffer Bech inkarnerer i I Blodet følsomt og tempereret den begavede hovedperson, Simon, mens Elliott Crosset Hove er fremragende indestængt som den vege, bedste ven Knud.

Den autodidakte Kristoffer Bech inkarnerer i I Blodet følsomt og tempereret den begavede hovedperson, Simon, mens Elliott Crosset Hove er fremragende indestængt som den vege, bedste ven Knud.

Thomas Marott

16. september 2016

Udsigten fra de øvre etager i Panum, hvor morgendagens læger uddannes, er overvældende i solskin.

Og har man store forhåbninger, kan man endda se dérfra og helt til den bolivianske urskov.

Mens perlevennerne Simon og Knud står og drømmer sig til et studieophold i Sydamerika, vokser junglen frem i lyd og billede over København.

Det er et genkommende motiv i den danske film I Blodet: At naturen og drifterne kun er under sparsom kontrol i civilisationen.

Tinder er et økosystem, hævder en ven.

Til rave-beatet fra EDM glider vi gennem en jungle, som Simon i sin alkoholrus hallucinerer. Og da han drikker peyote-kaktusvand med Emilie, er det naturfebersyner, der vælder op i ham.

I Blodet er danske Rasmus Heisterbergs debut som spillefilminstruktør.

Vi kender hans arbejde fra mere og mindre vellykkede manuskripter til succesfilm som Kongekabale, Fasandræberne og Mænd der hader kvinder.

I Blodet er en fin debut, ikke mindst takket være personinstruktionen og skuespillerne.

Fumlende, famlende

Den autodidakte Kristoffer Bech inkarnerer følsomt og tempereret den begavede hovedperson, Simon, der sprænger skalaen i rusen. Han går ikke til 10, men til 11. Hver gang.

Mens Elliott Crosset Hove er fremragende indestængt som den vege, bedste ven Knud. Og Victoria Carmen Sonne formulerer et varmt lys i rollen som Emilie.

De er unge og naive, et sted i tyverne, og det er en styrke i film og manuskript, at de taler i et fumlende, famlende normalsprog. »Der er ikke rigtig noget, der holder. Det’ ikk’ så fedt,« som Emilie beskriver altings forgængelighed, ikke mindst parforholdets.

Læs også: En større fortælling om at blive voksen

Hvilket passer Simon strålende. »Ansvar er overvurderet,« mener han og viser sig snart at være fanget i en ungdom, som hans tre drengevenner og samboer i bofællesskabet er i gang med at forlade.

Forældrefinansierede andelslejligheder skal købes, der skal gås i parfrø, og det dér danskerdesignede kaffestel køber jo heller ikke sig selv, vel? Simon isoleres, går i hundene, rammer ved siden af virkeligheden. Ser forræderi i venskabet, ensomhed i fællesskabet.

Sanseberuset verdensbillede

Æstetisk formulerer Heisterberg sammen med fotograf Niels Thastum og komponisterne Jonas Colstrup og Jóhann Jóhannsson strålende et sanseberuset og tankeflydende verdensbillede.

Solen forgylder alt med sine muligheder, natten driver af forlokkende farver (her kan vi nyde moderne, lysfølsomme kameraer, der ikke behøver kunstlys for at gennemtrænge storbynatten).

Det er en ny tids ryttere af rusen, som formuleres her.

En rave- og druginspireret sanselighed og sanseløshed, som blev tidligt formuleret i Lynne Ramsays Movern Callar og Larry Clarks Kids og for nylig i franske Mia Hansen-Løves Eden, danske Jeppe Røndes Bridgend og amerikanske Harmony Korrines Spring Breakers.

Ungdommens gammelkendt rasende flugt fra voksen normalitet har fundet en frisk hyperbel at opslide sine drømme i.

For det flydende liv skal jo størkne i en fast og produktiv form. Også her I Blodet.

Således indrammer Heisterbergs film ret så fint dansk kedsomhed og ungdommeligt småborgerskab. Hvordan rusen egentlig bare er et fuldt normaliseret overgangsritual til knæsat familiestruktur.

Lang og klichefyldt

Det er byfornyelsens og gentrificeringens København, som de bebor. Men der skal lyde respekt til locationspejderen for at pege på det lidt mere ramponerede og mindre dansk design-hærgede Kbh.

Det fjerner filmens miljø fra det generiske og betoner ungdommens fornemmelse af mulighed. Det er unge mennesker i slidte lejligheder, som de selv må realisere potentialet i. Sandsynligvis istandsætter de dem bare i overensstemmelse med konsensus, men i det mindste fik de chancen.

Desværre bliver I Blodet for lang, for betaget af og klichefyldt i sin dyrkelse af Simons deroute. For endimensionel i sin smerte, fordi protagonisten vel egentlig bare er forkælet, utaknemmelig, lidt for meget i sine drifters vold. Ikke mentalt syg, som han får lov at hævde uimodsagt.

Der er et strålende vendepunkt i en samtale, Simon har med Knuds kæreste. Han synes, at graviditet er »megagrimt«, kæresten spidder hans selvynkende livslede. »Der er jo ikke nogen, der er glade,« siger hun til ham. Hvis bare filmen i sin helhed havde været helt lige så skarp i sin kritik.

’I Blodet’ – Instruktion og manuskript: Rasmus Heisterberg. Dansk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dialogen er amatør niveau og karakterene flade. Bestemt ikke værd at se.

Mest af alt gave det indtryk af at være skrevet af en person, der aldrig selv har været i nogen af situationene, men har hørt om dem.

3/10