Læsetid: 3 min.

Væk fra den virtuelle vrimmel

Daniel Lanois' nye album er et vægtløst refugium uden faste holdepunkter. Og dog med så stor tyngde. I en rasende saliggørende zenstrømning væk fra dagligdagens informationsinferno
Der er ingen vers og omkvæd, men stor emotionel tyngde i Daniel Lanois' nye plade 'Goodbye To Language'

Der er ingen vers og omkvæd, men stor emotionel tyngde i Daniel Lanois' nye plade 'Goodbye To Language'

Margaret Marissen

9. september 2016

Det er et ægteskab skabt i den soniske himmel, som i dag kaster yderligere frugt af sig med det nye album Goodbye To Language.

Vielsen fandt sted i slutningen af 70'erne, da den britiske ikkemusiker og mastermind Brian Eno opdagede den canadiske producer og musiker Daniel Lanois og fik ham indrulleret som tekniker og siden også medmusiker på nogle af Enos skelsættende ambiente plader – så som Ambient 4: On Land og Apollo: Atmospheres and Soundtracks.

Fra at have været en producer for nogle lokale new wave-bands og singer-songwriters blev Lanois professionelt sendt ud i international anerkendelse og kunstnerisk ud i et klangkredsløb om jorden.

Det er han igen og igen vendt tilbage til i sit arbejde som solomusiker i gang med at undersøge de store rytmeløse klangrum, der kan vække mindelser om oceaner, det ydre rum og – ikke mindst – en indre søgen, endda ro.

Det sker igen her på Goodbye To Language, der er et duosamarbejde med Rocco Deluca på lap steel-guitar, mens Lanois dyrker pedal steel-guitar.

Det er de to eneste instrumenter på albummet. Og hvis det lyder som en essentialistisk plade for fans af country, så er det kun i instrumentering, på ingen måde i komposition, produktion, arrangement.

Her er ingen vers og omkvæd, ingen mulighed for line dance eller cowboystøvletramp. Faktisk er der slet ikke noget gulv i disse 12 forunderlige skæringer – eller svævninger.

Det er steel guitar-ambient. Enkle fiktioner uden hoved eller hale, op eller ned, men med stor emotionel tyngde. En 63-årig musiker på nye opdagelsesrejser.

Det er et stadigt changerende album, i skiftende lag på lag af blødt formede strenge. Forsølvede, slowmotionsitrende, slangende, glidende slide-klange, der nogle gange mixes umærkeligt ind i hinanden, andre gange abrupt klippes eller fades ind i hinanden.

Det er takket være Lanois' ekstensive kendskab til musikstudiet som instrument og sandsynligvis også hans nye minisampler, som han kalder sit »nye hemmelige våben«, monteret på hans steel guitar. Nuet og det redigerede nu, håndværk og højteknologi flyder sammen.

Af og til kan man høre fingrenes bevægelser over strengene, andre gange dekonstrueres nærværet – musikernes tilstedeværelse i numrene kan kun antages, ikke erfares.

Han står ud med to instrumenter, der er bedst kendt fra country, bluegrass og Hawaii-musik, men lægger det traditionelle, genkendelige arvegods bag sig til fordel for noget langt mere abstrakt eller i hvert fald impressionistisk.

Førsproglig

I pressemeddelelsen peges der – ganske oplagt – på slægtskab med de franske komponister Debussy og Ravel. Især førstnævntes mere oceaniske kompositioner som »Reverie« eller »Danse sacrée et progane« (hør dem!) springer i denne anmelders erindringer.

Meget passende er der også et nummer på Goodbye To Language, der hedder »Satie« – højest sandsynligt opkaldt efter den Erik Satie, der lige som sine to førnævnte kolleger huserede omkring forrige århundredeskifte.

Især hans Musique d'ameublement ­– møbleringsmusik – er værd at nævne her. Kompositioner tænkt som baggrundsmusik til socialt samvær, ja, under opførelser kunne Satie ile rundt og beordre folk til ikke at høre efter. Altså ambienttanken længe før, der var nogen, der hed Brian Eno.

»I imagine it to be melodious, softening the clatter of knives and forks without dominating them, without imposing itself,« som som Satie citeres for i James Hardings bog Erik Satie fra 1975.. »At the same time it would neutralise the street noises that tactlessly force themselves into the picture.« Således også Goodbye To Language: I en rasende saliggørende zenstrømning væk fra den dødelige tummel og den virtuelle vrimmel.

Daniel Lanois taler sig i selskab med Rocco Deluca ind i en spirituel tilstand langt hinsides dagligdagens informationsinferno. I dialog med sin gamle partner, Brian Eno, javist, men med navlestrengen kappet.

Førsproglig, kunne man kalde dette refugium af en plade. Eller, som titlen antyder, postsproglig. Et vakuum, man kan være i. Så ved du – måske – hvad det er, kære læser.

Daniel Lanois: Goodbye To Language (ANTI-/Playground). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu