Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Værker med dokumenteret effekt

På Fotografisk Center og Museet for Samtidskunst kan man for tiden opleve udstillinger, der tager favntag med dokumentarismens evne til at påvirke og virke i verden – fra to vidt forskellige indgangsvinkler
Alexandra Sophia Handals værk ’No Parking without Permission, Jerusalem, Mamillah’. Foto af kunstneren
Kultur
16. september 2016

Et af de første bidrag, man møder på temaudstillingen Bending the Frame, er den sydafrikanske fotograf Gideon Mendels dokumentariske fotoserie, der følger et pilotprojekt, hvor HIV-smittede personer i Sydafrika får antiretroviral medicin.

Serien af billeder viser kvinden Nomphilos sygdomsforløb, fra hun begynder at tage HIV-medicin, svag og sengeliggende, til hun er rask igen, stående på en græsmark med sine to sønner ved sin side.

Da Mendel begyndte at dokumentere projektet gennem 80’erne og 90’erne, tvivlede flere af de vestlige fonde, der havde doneret penge til projektet, at afrikanerne ville have den nødvendige disciplin til at tage medicinen korrekt.

Mendels fotografier var med til at demontere fondenes latent racistiske antagelser og var herigennem med til at sikre den fortsatte økonomiske støtte til medicin til de otte millioner mennesker, som i dag er under behandling.

Fotojournalistik i den digitale tidsalder

Mendels fotoserie er på mange måder eksemplarisk for udstillingens kuratoriske linje og dens store force: nemlig at vise, hvordan visuel journalistik i dag kan fungere som effektiv social og politisk katalysator for positiv forandring.

Bending the Frame er kurateret af den amerikanske professor og autoritet på feltet, Fred Ritchin, sammen med fotografen Tina Enghoff og Fotografisk Center og tager udgangspunkt i Ritchins bog af samme navn fra 2013.

Bogen forsøger netop at tackle fotojournalistikken og dokumentarfotografiets udfordringer og muligheder i en globaliseret, digital tidsalder, hvor pressefotografiet skal konkurrere med de millioner af billedimpulser, vi drukner os selv og andre i på vores smartphones hver dag.

Og hvor det digitale billedes manipulerbarhed har undergravet fotografiets (i forvejen tvivlsomme) status som sandhedsvidne.

Udstillingen på Fotografisk Center udgør et slags visuelt arkiv for, hvordan fotografiet fortsat kan indvirke socialt og politisk på virkeligheden og engagere sin beskuer på nye måder.

Det sker især i en bevægelse væk fra ideen om den universelle, objektive nyhedshistorie til et fokus på engagerede, personlige skildringer.

En række værker på udstillingen er portrætter, der netop ikke forsøger at repræsentere sine subjekter, men at indstifte et nærvær mellem dem og beskueren.

Her kan eksempelvis nævnes svenske Kent Klichs dokumentationer af stofmisbrugeren Beth R., som han har fulgt gennem årtier, eller sydafrikanske Zanele Muholis sort-hvide fotografiske arkiv af LGBTQI kvinder i Sydafrika, der alle kigger direkte tilbage på beskueren som en insisterende påmindelse om personens eget blik i relation til fotografiet.

Andre værker på udstillingen bruger fotografiet som et konkret terapeutisk redskab i samarbejde med forskellige udsatte grupper. Som den amerikanske kunstner Laurie Jo Reynolds, der i et samarbejde med fængselsaktivistgruppen Tamms Year Ten har skabt fotografiske postkort ud fra isolationsfængslede indsattes personlige ønske om, hvad de allerhelst ville se på – virkeligt eller forestillet.

I et lignende kollaborativt greb har fotografen Jennifer Karady i samarbejde med tidligere amerikanske soldater fra Irak og Afghanistan iscenesat traumatiske krigsoplevelser. Dette sker både som en bearbejdelse af soldatens traumatiske erindring, men også som indgangsvinkel til at skabe en større forståelse for de psykologiske konsekvenser af krig hos det omgivende samfund.    

Ny virkelighed, nye fotografier

I udstillingen ligger en åbenlys anerkendelse af, at en ny politisk og digital virkelighed også kræver nye fotografiske strategier.

Ritchin er selv inde på dette i sin bog, hvori han konstaterer, at det er blevet lige så naturligt at tage billeder som at tale med hinanden.

Flere af værkerne går kritisk i kødet på denne overophedning af billedinformation ved at sætte fokus på et fravær, på forskydning eller på det, der ikke er synligt i billedet.

I Adam Broomberg & Oliver Chanarins fotoværk Repatriation II, er krigen i Afghanistan eksempelvis  ’dokumenteret’ ved simpelthen at eksponere fotopapir i solen i 20 sekunder – resultatet er en abstrakt stribe af lysindfald, hvor kun titlen står tilbage som fotografiets mulige kontekst.

Dette og flere andre fotografier på udstillingen synes grundlæggende at stille spørgsmål ved fotografiets rolle i relation til vold, undertrykkelse og krig – for hvordan kan man – i nyhedsstrømmens overvældende mængde af billeder – få folk til at dvæle ved billeder og dokumentationer, så billedets evne til at vise rent faktisk bliver mødt af synets evne til at se?

Det er svært at være på tværs over for disse fotografiske arkivers veldokumenterede, positive virkninger og udstillingens fokus på at opbløde dokumentarfotografiets velkendte troper.

Som helhedsoplevelse virker mange af Bending the Frame’s strategier dog relativt velkendte set i en kunstkontekst, hvor kunsten særligt gennem de seneste årtier har haft et kritisk og frugtbart mellemværende med dokumentarismen.

Måske fordi Bending the Frames hovedærinde er at fastslå dokumentarfotografiets evne til at gøre en forskel, kommer en del af værkerne i højere grad til at fremstå som illustrationer på en journalistisk/dokumentarisk metode, end en visuel undersøgelse i sig selv.

På den måde ’stivner’ flere af værkerne lidt i deres funktion som et nyttigt redskab i den journalistiske værktøjskasse, hvilket medvirker til, at det kan være svært som beskuer at give værkerne den fordybelse og det engagement, de netop fordrer.

Udstillingens hensigt om at vise den visuelle journalistiks alsidige politiske og sociale slagkraft i dag bliver dog indfriet, og set i det lys er udstillingen både interessant og vedkommende.

Velresearchede værker

Den palæstinensiske kunstner Alexandra Sophia Handals solopræsentation Memory Flows like the Tide at Dusk har ligesom Bending the Frame et dokumentarisk, politisk engageret afsæt.

Men mens Bending the Frames udgangspunkt er at bløde den journalistiske tradition op med kunstneriske strategier, udgør dokumentationerne i denne udstilling udgangspunktet for den kunstneriske undersøgelse.

Udstillingen Memory Flows like the Tide at Dusk på Museet for Samtidskunst i Roskilde er Alexandra Sophia Handals første museale solopræsentation og markerer kulminationen på ni års researcharbejde omkring det tab af hjem og hjemland, som palæstinenserne oplevede, da Vestjerusalem blev eksproprieret til den jødiske befolkning ved delingen af Jerusalem i 1948.

Handal har gennem denne periode indsamlet mundtlige overleveringer fra en række palæstinensiske flygtninge af den generation, der selv oplevede at blive bortdrevet.

Dette velresearchede, tidsmæssigt udstrakte udgangspunkt kommer tydeligt til udtryk i selve udstillingen, der fordrer en vis tålmodighed eller langsomhed i beskueroplevelsen.

Dette er utvetydigt ment som en kompliment til Handals værker, som på én og samme tid er så visuelt appellerende og komplekse, at man bliver ansporet til at dvæle ved fortællingerne og dykke ned i deres mangefacetterede udsagn.  

Memory Flows like the Tide at Dusk er udformet som et rodnet af sammenvævede historier og tegn, der refererer tilbage til hinanden i de forskellige værker, der både tæller film, interaktivt website, imaginære reklametegninger, fotografi og kort.

Infrastrukturen af fortællinger fortætter sig særligt omkring tre værker på udstillingen, nemlig det store kort Mental Map (ISSA) 2nd edition, kortfilmen From the Bed and Breakfast Notebooks og det interaktive website Dream Homes Property Consultants.

Den første er en form for ufuldendt, personlig kortlægning af boligkvarteret Al-Musrara i Vestjerusalem, den anden en omhyggelig filmisk dekonstruktion af forskellige traumatiske erindringer, der i sin struktur i sig selv synes at påkalde sig erindringens fragmenterede og suggestive natur.

Det sidste, Dream Homes Property Consultants mimer et eksklusivt ejendomsmæglersite, hvor eksproprierede palæstinensiske hjem i Vestjerusalem bliver markedsført som huse i ’arabisk stil’.  Dette site samler flere af de fortællinger og film, der også indgår i andre dele af udstillingen.

Materialiserede erindringer

Mental Map (ISSA) er umiddelbart besnærende i kraft af sit æstetiske udtryk. Kortet ligner mest af alt et avanceret, farverigt brætspil, der blander fotografisk materiale, personlige fortællinger, kortlægning og fri fortolkning.

Værket tager udgangspunkt i en gåtur med den palæstinensiske flygtning Issa Soudah i det boligkvarter, som han og hans familie blev fordrevet fra under delingen af Jerusalem i 1948.

Centralt i værket er en psyko-geografisk kortlægning af den oprindelige bydel fra 1948 foretaget af Issa på baggrund af hans hukommelse og gåturen blandt de fysiske ’rester’ af bydelen. Altså en blanding mellem et fysisk og forestillet kort.

Issas personlige minder er på kortet suppleret af imaginære reklamer for palæstinensiske butikker, som blev annekteret af Israel i 1948. Værket er et godt eksempel på Handals hybride strategi, der blander dokumentarisk materiale med eksempelvis reklamens og brætspillets æstetik, så udtrykket bliver legende og nysgerrigt.

Og hvor det tunge tema omkring tvangsflytning og tab af hjemland bliver gjort meget umiddelbart tilgængeligt gennem det æstetiske udtryk, så man virkelig får lyst til at følge erindringssporenes kringlede veje og dykke ned i de mange lag af betydninger, kortet udstikker.

Mens Mental Map (Issa) arbejder med at fæstne og fastholde erindringen om palæstinensernes hjem før invasionen gennem sin kortlægning, sammenvæver From the Bed and Breakfast Notebooks brudstykker af tekst, billede og lyd til en poetisk refleksion over traumatisk erindring.

Udgangspunktet for filmen er videodokumentationer fra kunstnerens to uger lange ophold på et israelsk Bed & Breakfast Hotel, der findes i et konfiskeret tidligere palæstinensisk hjem.

I filmen kombineres optagelser af husets fysiske rammer med mundtlige beretninger fra eksilpalæstinensere, lyde fra omgivelserne samt en tekst omkring to kvinders intime, men forstyrrende møde i form af en israelsk soldats kropsvisitation af en eksilpalæstinenser.

Filmens grundlæggende tema omkring grænseoverskridelse og invasion af privatlivet bliver effektivt fremkaldt gennem lyd, tekst og billede, så Bed and Breakfast hotellets korridorer, kældre og vinduer fremstår som fysiske manifestationer på erindringen om tab og overgreb. 

Handal materialiserer sit arkiv af vidnesbyrd i omhyggeligt udformede værker, der blander mundtlig overlevering med fysiske strukturer, historisk fakta med poetisk bearbejdning.

Og som herigennem er med til at modarbejde de glemselsmekanismer, der udvisker de fysiske spor og erindringen om palæstinensernes fordrivelse fra deres egne hjem. Det er værker, der i deres detaljerigdom og heterogene udtryk fordrer tid og engagement hos deres beskuer. Og det er her, hvor udstillingerne på Fotografisk Center og Museet for Samtidskunst i Roskilde som beskueroplevelser måske adskiller sig mest markant.

Mens Bending the Frame viser umiddelbart aflæselige nedslag i et politisk potent arkiv af dokumentariske strategier, skaber Memory Flows like the Tide at Dusk et visuelt arkiv, der ikke blot inviterer til aflæsning, men til nysgerrig fordybelse og eftertanke.

Bending the Frame. Fotografisk Center. Staldgade 16, 1699 København V. Indtil den 23. oktober.

Memory Flows Like the tide at Dusk. Museet for Samtidskunst. Stændertorvet 3D, 4000 Roskilde. Indtil den 22. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her