Læsetid: 5 min.

En ægte vinder kan tåle at være til grin

At imitere politikere – og måske især Donald Trump – kan virke som et lavt gærde at springe over. Men folket har brug for at se de magtfulde blive latterliggjort
SNL’s Kate McKinnon i rollen som Hillary Clinton over for den virkelige Hillary Clinton i en sketch, som er sjov, men heller ikke så sjov igen. Det spændende er at se en magtfuld stivstikker på udebane.

SNL’s Kate McKinnon i rollen som Hillary Clinton over for den virkelige Hillary Clinton i en sketch, som er sjov, men heller ikke så sjov igen. Det spændende er at se en magtfuld stivstikker på udebane.

Saturday Night Live

31. oktober 2016

Man behøver ikke at være sjov for at regere verdens mest magtfulde land, men det er nødvendigt at have en form for humoristisk fordøjelsesapparat, hvis man skal komme igennem en amerikansk præsidentvalgkamp med sit psykiske velbefindende i behold.

Og det er lige præcis den service, det legendariske amerikanske sketchshow Saturday Night Live tilbyder seerne, når de følger op på hver af de tre tv-transmitterede debatter mellem præsidentkandidaterne med en kæk parodi.

Nemme point, men vigtig opgave

Politikerimitationen er langtfra den mest avancerede komiske genre. Til gengæld er den taknemmelig.

At se dem, der sidder på magten (eller pønser på at komme til det), latterliggjort er et grundlæggende behov for de fleste, så skidt pyt med, at det er nemme point, der bliver høstet, når Alec Baldwin tager den kornfarvede Trump-paryk på og skiftevis slynger snif-lyde og superlativer ud ad trutmunden.

Det er et nødvendigt arbejde, og Alec Baldwin passer det som gæstestjerne i Saturday Night Live ganske udmærket.

Generationer af komikere, manuskriptforfattere, talkshow-værter og skuespillere er slået igennem som en del af SNL’s faste stab, siden showet startede i 1975.

Det er et af de få programmer, der faktisk bliver sendt live, hvad der typisk viser sig i dårligt undertrykte fnis og ukontrollerede krusninger på skuespillernes ansigter, når det hele bliver for sjovt til at bære. Det gør ikke noget, at de af til griner af sig selv.

Se selv i en af de seneste års bedste sketches, »close encounter«, hvor Kate McKinnon spiller et ualmindeligt stenet kvindemenneske, der har været kidnappet af rumvæsener og kun med nød og næppe kan holde masken.

SNL er præget af god stemning, musikken spiller, og ugens gæstestjerne ser altid ud til at være glad for invitationen. Det gælder ikke mindst politikerne.

Allerede i showets første sæson kom præsident Gerald Ford på besøg, og siden har John McCain, Barack Obama, Hillary Clinton og Sarah Palin været forbi og demonstrere, at de i hvert fald havde humor og selvironi nok til at klovne for rullende kameraer.

I en sketch fra sidste år optræder Kate McKinnon (der nok er mit favorit SNL-medlem siden Kristen Wiig, og som også er ved at komme godt i gang med en filmkarriere) som en udmattet Hillary Clinton, der efter en lang dags hård kampagneaktivitet hænger og jamrer i en bar. Bartenderen spilles af Hillary Rodham Clinton i egen høje og lidt kejtede person.

Det er i sig selv sjovt nok at se præsidentkandidaten forsøge at sænke skuldrene og virke som en afslappet lønmodtager, der ikke aner, hvem damen på den anden side af baren er.

»For det første er jeg farmor«, siger Kate McKinnons Clinton. »For det andet er jeg bare et menneske, som er blevet betroet denne ene grønne planet, og for det tredje …«. Bartenderen afbryder: »Nå, du er politiker!«

Som man ser, er det ikke sylespids, fuldstændig sprængfarlig humor, som er på færde. Vittigheden er okay, men også meget almen og forsonlig, som en vittighed fra Cirkusrevyen. Det spændende er at se en magtfuld stivstikker på udebane.

Og ren fryd er det at se Kate McKinnon drille præsidentkandidaten med hendes nølende forhold til homoseksuelles rettigheder. Kate McKinnons Clinton fortryder bitterligt, at hun ikke har støttet homoægteskaber noget før.

»Du støttede det … ret tidligt«, forsøger bartenderen, men den brødebetyngede præsidentkandidat insisterer på, at hun godt kunne have været en del tidligere ude med sin støtte.

Sjov på kommando

Det er forbundet med en vis styrke at kunne tage en parodi på en selv med overskud og oprejst pande. Det er derfor også blevet en fast tradition for præsidentkandidater at roaste hinanden (det vil sige nedgøre hinanden i en god, sportslig ånd) foran det politiske establishment til en prestigiøs velgørenhedsmiddag.

Her er det afgørende, at smilet på læben virker ægte, og at man ikke viser tegn på vrede og foragt, for så bliver det pinligt. Det synes jeg godt, man kan sige, det blev i år.

De færreste ønsker, at en meget sårbar person skal sætte sig på præsidentposten, og på den måde er det en form for test, når Hillary Clinton og Donald Trump stiller op til latterliggørelse som gæstestjerner i SNL.

Trump har nok efterhånden opdaget, at der er noget ved hans frisure, hans munds hvilestilling og hans selvfølelse, som folk studser over. Og Hillary Clinton virker også til at være blevet briefet om, at hun virker som en akavet stivstikker, som ikke ved, hvordan man omgås folk uden for den politiske elite.

Det er de samme efterhånden ganske veletablerede billeder, Alec Baldwin og Kate McKinnon fremkalder i deres gengivelse af de tre tv-debatter.

Baldwin har travlt med at få alt det komiske ved Trumps skikkelse og adfærd med, og McKinnon lader sin figur veksle mellem det mekaniske og det hysterisk magtliderlige.

McKinnons speciale er at spille galninge, der ser sig selv som normale. Det klæder hendes Clinton-parodi, når hun omsætter Clintons anspændthed og selvhøjtidelighed til en manglende evne til at gøre noget så almindeligt og ukompliceret som at læne sig op ad en talerstol.

Det ser ud til, at nogen har glemt at briefe Clinton om, hvad man stiller op med en krop. De vinkelrette arme og fikserede hænder, som Clinton har i McKinnons skikkelse, giver hende et Jullerup Færgeby-lignende dukkepræg.

Mens Alec Baldwins Trump-parodi virker som en loyal og nærmest forsonlig fremstilling af en selvglad og selvmodsigende sexist med fjollet frisure, tilføjer Kate McKinnon et klædeligt lag af aggression og galskab til den ellers så beherskede demokratiske præsidentkandidat. Det kommer tydeligst til udtryk i en monolog fra før, Bernie Sanders trak sig:

»Jeg ved godt, Bernie kan friste. Han er ærlig, han siger det, som det er, og han havde endda en lille fugl til at lande på sin talerstol. Men jeg har også selv en bevinget ven. Her er den treøjede ravn fra Game of Thrones, og dens budskab er klart: Hvis I ikke stemmer på mig den 8. november, then winter is coming

‘Saturday Night Live’-sketcherne kan ses på YouTube.

Politiske SNL-sketches

Hvis eller når behovet for at få omsat politisk frustration til fnis melder sig, kan man se flere politikerparodier fraSaturday Night Live.

Blandt de mest legendariske er Tina Feys imitation af Sarah Palin. Tina Fey doserer overdrivelsen perfekt i sin karikerede efterligning af Palins faktasvage og grammatisk udfordrende jargon, her i sketchen »A Hillary Christmas‹:

»Gør hvad du tror på i ånden men også Amerika men ikke lærere og deres fede liberale bøger og endda hvorfor bekymre sig om fast food-lønninger med deres status quo, som er et andet latinsk ord, imens bliver amerikanere kørt en tur og derudover – manden kan kun ride dig, når din ryg er bøjet, så …«

Will Ferrells parodi på George W. Bush udmørker sig ved en gakket selvhøjtidelighed og virkelig velskreven absurditet.

Det er f.eks. en simplificering af historien, at Hosni Mubarak, Saddam Hussein og sultanen af Brunei blev kidnappet af CIA og erstattet af israelske dobbeltgængere, der blev kidnappet og erstattet af israelske robotter, hvoraf en er lesbisk og en anden har kræft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nødvendigt med lidt satire (noget, der mangler lidt herhjemme i forhold til politikerne) - Men på den anen side, så kan det være ret umuligt at være "sjovere" end originalen!

På SVT’s hjemmeside kan man vist lidt endnu se en glimrende udsendelse om det amerikanske præsidentvalg, som handler om satiretegnere i USA. Programmet kan ses indtil den 24. november her:

http://www.svtplay.se/video/10783319/kobra/kobra-avsnitt-2-4?info=visa

I det her program siger en af satiretegnerne, at Trumps mund, når han siger noget, eller forsøger at lade som om han tænker sig om, faktisk bevæger sig opad og han trækker øjnene sammen også. Umiddelbart kom jeg til at tænke på Cheshire-kattens lumske smil fra Alice i Wonderland, hvor kun smilet bliver hængende tilbage, eller måske på klovnens (rødmalede) mund.

Og så undrer det mig meget her, at skribenten ikke anfører, at Trump da bestemt, at SNL skulle lukkes - efter de første gang havde lavet en skarp satirisk sketch om ham. Hvorfor? Fordi Trump som alle personer, der gerne vil bestemme det hele (måske ligefrem være diktator?) ikke kan tåle at blive gjort til grin.

Netop fordi magten i sig selv bliver udfordret når vi gør den til grin - og udstiller magtmennesket og mennesket bag magten. Og bag masken. I en karnevalsk omvæltning af magten - og udstilling af den. Det var netop det, nu afdøde Dario Fo var så god og ferm til. Han forstod at bruge teatrets virkemidler og maskens virkemidler til at rive maskerne af magtens mænd og kvinder. Uanset hvem de var.

Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist og Herdis Weins anbefalede denne kommentar