Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Bare vi snart igen skal samles om noget så dejligt

Akut, galopperende brug for endnu en film om The Beatles har verden måske ikke, men for f….. hvor man i dag kan længes efter en ordentlig omgang kollektiv massehysterisk 'Beatlemania', der kunne skylle ind over os og måske tage os alle sammen med et tiltrængt nyt sted hen. Det bliver man mindet om i en ny dokumentarfilm
Aldrig før har så mange mennesker været samlet til koncert som til The Beatles på Shea Stadium i New York.

Aldrig før har så mange mennesker været samlet til koncert som til The Beatles på Shea Stadium i New York.

Polfoto

Kultur
7. oktober 2016

Fire unge mænd i musefarvede militærinspirerede jakkesæt med ansigterne lysende af lige dele chok, benovelse og genert glæde baner sig vej til en lille scene midt i et stadion fyldt med 56.000 primært teenagere, der skriger så højt, at sikkerhedsvagterne – over 2000 er der til stede – må holde sig for ørene.

John, Paul, George og Ringo dukker sig lidt, som om lyden, der regner ned over dem, rammer dem fysisk. Hvad foregår der?

De fire beatler udveksler vantro, glade blikke og råber »hello, hello« i mikrofonerne et par gange, før John Lennon hæst sætter i gang med første sang på setlisten, »Twist and shout«.

Polfoto

Større end Jesus

Det er august 1965, og Beatlemania er på sit absolut højeste. Det er før John Lennons friske »vi er større end Jesus«-kommentar, der får det religiøse Amerika til at gå blasfemigak med boykut og offentlige pladeafbrændinger, og det er ikke mindst før udmattelsen sætter ind, og The Beatles trækker sig tilbage til studiet, hvor de for alvor begynder at trylle.

Aldrig før har så mange mennesker været samlet til koncert som til The Beatles på Shea Stadium i New York, der i den nye dokumentarfilm The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years omtales som verdens første stadionkoncert.

På trods af specialkonstruerede 100-watts højttalere når lyden fra den lille scene hverken godt eller langt nok ud igennem de skrattende hornhøjttalere beregnet til baseballkampe, og da det endnu ikke er udbredt med monitor på scenen, er der ingen af de fire, der kan høre hinanden.

Ringo aflæser Johns og Pauls kropssprog, deres fødders stampen i gulvet og timingen af de berømte hovedryst, der sender elektriske stød gennem især den kvindelige del af publikum, som skriger om muligt endnu vildere, hver gang lokkerne flagrer. Shake it up baby now.

Samfundstrussel med grydehår

Det er fascinerende at have tid til at se ordentligt på publikum, og det har man i The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years, der handler lige så meget om fans og folks reaktioner på fænomenet, som om Beatles selv.

Der fokuseres især på USA-turneerne, hvor kønne Sue Anns og Adriennes med snorlige klipninger, sømmelige knælange nederdele og 60’er-briller, lader vildskaben under pænheden eksplodere.

»Adrienne fra Brooklyn elsker dig,« siger en ung pige til et kamerahold. Bagved råber en veninde: »George har sexede øjenvipper!«

De flipper ud, men på en kontrolleret, nærmest koreograferet måde, som om de havde aftalt på forhånd, præcis hvordan man går amok til The Beatles. Det samme med beatlerne selv, som de optræder i de skræddersyede jakkesæt, som den uundværlige manager, ’den femte beatle’ Brian Epstein, fik syet til dem, med deres sirlige glansfulde grydefrisurer, der var så provokerende i 1964, da de turnerede i USA for første gang.

Det er mere boblende glæde og drenget begejstring end utæmmelig vildskab eller grænsebrydning, der kendetegner denne ’samfundstrussel’, som mange ældre amerikanere mente, at de var.

Ondt af Elvis

»The band you know. The story you don’t,« hævder filmplakaten.

Men det er løgn. Der er ikke rigtig noget nyt i The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years, som mere end noget andet virker som instruktøren Ron Howards fanhyldest til sin ungdoms musikalske helte.

Men det gør ikke noget, hvis man er bare en brøkdel så lalleglad en fanster som ham. Instruktøren Ron Howard (manden bag så forskellige film som Da Vinci Mysteriet, Cocoon og Et smukt sind) har valgt en tidsperiode, som danner den perfekte konfliktfrie ramme om en helt igennem positiv og stejlt opadgående kurve for bandet.

Perioden strækker sig fra, at The Beatles’ internationale berømmelse tager fart i forbindelse med deres første USA-turne i 1964, og til de i 1966 beslutter sig for at droppe turnelivet for i stedet at lægge kræfterne i studiet og den række af musikhistorieskabende albums – Rubber Soul, Revolver og Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band – der følger.

Filmen indeholder nyt arkivmateriale og unikke koncertoptagelser fra beatlernes afsindige turneliv, både front- og bakstage, der tegner et portræt af fire glade og uhøjtideligt fjollede venner, der overlevede omvæltningen fra små gigs på The Cavern Club i Liverpool til det massehysteri, der fulgte, fordi de stod sammen.

Det kan lyde som en rigtig kliche, der kun bliver ekstra klæg af, at beatlerne (Paul og Ringo i nye interviews, George og John i gamle interviewbidder) ser tilbage på deres liv og venskab her så mange år efter.

Men man tror på George Harrison, når han siger, at han altid har haft ondt af Elvis Presley. At være mutters alene i centrum af det kaos, som berømmelse af de her dimensioner er. Fansene elsker dem for deres antiautoritære og naturlige selvsikkerhed, som de netop henter i hinanden.

Når John bilder en forvirret regelret reporter ind, at han hedder Eric, og når George på spørgsmålet »skal I aldrig klippes?« svarer, at det blev han da i går, så er det i disse tidlige år en kollektiv flabethed, der taler forældregenerationen imod.

Selv her 52 år senere, kan man mærke det sug, som denne charmerende kreative trodsighed har givet i maverne på de unge mennesker, der så The Beatles i tv. Den revolutionære energi i glæde, begejstring og lyst.

Beatles til ungdommen

The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years fungerer fint som kærlighedsfyldt hyldest og grundintroduktion til verdens største popkulturelle fænomen.

Ron Howard har sagt, at han gerne vil ramme de unge med filmen. Få dem til at forstå ikke bare omfanget af The Beatles' musikalske produktion, men også den tid, de kom ud af.

Den enorme kulturelle og politiske betydning af de store ungdomsårgange og fremkomsten af både teenageren og massemedier, mordet på JFK, Vietnamkrig og borgerrettighedsbevægelse.

En dybdegående tidsskildring er det ikke, men man fornemmer tidsånden på godt og ondt.

En af de mindre kendte historier er, at The Beatles nægtede at spille for et raceopdelt publikum i Jacksonville, Florida, og på den måde tvang The Gator Bowl, der afholdt koncerten, til at ophæve segregeringen, så blandt andre Kitty Oliver, en ældre dame som optræder i filmen, for første gang oplevede at være omgivet af både sorte og hvide på en gang.

De voksnes rækker

Til gengæld er det ikke filmens hensigt at dykke ned i de lag, der viser sig fra omkring 1965 og frem, hvor The Beatles for alvor bliver kunstnerisk interessante, men også påbegynder den proces, der fører til enden for det glade broderskab.

Vi efterlades lige på tærsklen til en helt ny tid med ungdomsoprør, stoffer (de var vinde og skæve under indspilningerne til filmen HELP!), skilsmisser og både individuel politisk, eksistentiel og musikalsk vækkelse. 1965 er et skelsættende år for The Beatles på grund af Rubber Soul.

Som Elvis Costello – en af filmens lidt tilfældigt udvalgte kendte mennesker – rigtigt siger, er der langt fra tekster som »I wanna hold your hand« og til linjen »was she told when she was young that pain would lead to pleasure?« fra sangen »Girl«. Kompleksiteten indtræder.

På en måde er det befriende, at vi lige i dette tilfælde ikke følger med The Beatles ind i de voksnes rækker, men bliver hængende lige der i ekstasen over det uventede, nye.

Set fra et biografsæde midt i en tid, hvor udbuddet af film, tv, musik og oplevelser er større end nogensinde, men hvor vores kulturforbrug i den grad er on demand-inficeret, vækker The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years en længsel i denne forvoksede teenageanmelder efter den type selvforglemmende kollektive massehysteri, der rykker kulturelle og æstetiske hegnspæle, og som med den værste, men mest ønskværdige af alle klicheer: forener folk på tværs af grænser. Mellem køn, hudfarver, generationer.

Bare vi snart igen skal samles om noget så dejligt.

The Beatles: Eight Days a Week – The Touring Years. Instruktion: Ron Howard. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er der nu i vejen med X-faktor og Vild med Dans?

Det får åbenbart folk til at stille sig selv meget vigtige spørgsmål ... ;-)

Folk, der dvæler så meget i Beatles, burde høre dette her:

https://www.youtube.com/watch?v=hPqtleRxFSw

(Jimi Hendrix Experience: Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band)

Benny Jensen, Hans Bruun Jensen og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Ja jeg for en vidste sgu ikke at de nægtede at spille for et raceopdelt publikum i 1964, men oplysningen fylder mig med glæde og stolthed...
'
Sig ikke at rockmusikken og 60ernes ungdomsoprør ikke var politisk - det var politisk som en i helvede - det var bare ikke politisk i den religiøse forstand som nogen tåber gene ville at det skulle være

Robert,
hvad er det for nogle tåber, du tænker på?
Måske var det politisk både i ikke-religiøs og "religiøs" og religiøs (dvs. med og uden " ") forstand?

Det er da stadig enestående og fantastisk musik.
Og der er intet i vejen med Vild med svans og x-faktor. Bare jeg ikke skal glo på det.

Søren Rehhoff

Jimi hendrix var okay, men kunne han gøre det her?

https://www.youtube.com/watch?v=6zDtRLLyAuQ

Jørgen Christian Wind Nielsen

Heldigvis har vi stadigvæk The Rolling Stones, som vi fortsat kan samles om.