Læsetid: 3 min.

Bjarne Reuters gotiske spændingshvælv sprænger himlen – næsten

Bjarne Reuters seneste spændingsroman, ’Englene i Avignon’ – et middelalderligt skæbnedrama om engle og djævle – er en dragende udfoldelse af skønlitteraturens formåen. Ambitionen er svimlende, og den lykkes – så godt som
Bjarne Reuter er i samme middelalderbranche som Dan Brown og Umberto Eco. Men han er ikke så støvet som Brown og ikke så teologisk omstændelig som Eco. Reuter er sin egen, og han er det i klart internationalt format.

 

Bjarne Reuter er i samme middelalderbranche som Dan Brown og Umberto Eco. Men han er ikke så støvet som Brown og ikke så teologisk omstændelig som Eco. Reuter er sin egen, og han er det i klart internationalt format.

 

Lars Just

29. oktober 2016

Det er en rent ud fantastisk historie, Bjarne Reuter ruller ud. Året er 1319, og pave Clemens V troner i den sydfranske by Avignon, hvor Clemens har valgt sit eksil fra Italiens tumult.

Men godt befinder paven sig ikke, for djævlen har voldtaget ham, og det har påført paven både legemlig og sjælelig lidelse.

For at rense sig bestemmer pave Clemens sig til i hemmelighed at gennemføre en pilgrimsrejse til den hellige bro, Ponte di Luce, Lysets Bro, i Norditalien, hvor paven i den opstående sols skær vil lutre sig i vandet under broen.

Med sig på sin lange og farefulde færd over Alperne bringer paven en lille skare bestående af hans kornfede livlæge Cobus, den hensynsløse franciscanermunk Enzo samt fem udvalgte blandt pavens særlige messedrenge.

Dem omtaler paven som sine keruber, hans engle, og det er dét, der giver Reuters bog titlen Englene i Avignon.

Til at supplere sit følge udvælger paven nederlænderen Pieter van Dreusen, der har ry for at kunne fordrive djævelsk ondskab.

Historiens synsvinkel er van Dreusens. Han er antiheltenes antihelt: dværgagtig, altid i tvivl om sin egen formåen og usikker på, hvad han har at gøre i dramaet.

Som et himmelsk spir over jordelivets forviklinger lader Reuter i indledning, midtstykke og slutning fortællingen springe til to gamle trætte mænd, som læseren må mistænke for at være Gud og Djævlen. De to er – som så ofte før – i en aftalt kappestrid om at styre begivenhedernes forløb.

Store ambitioner

Kort sagt: Reuters ambitioner er meget store. Og ambitionerne indfries et meget langt stykke ad vejen. Læseren skrumler forventningsfuldt afsted med pavens karavane, efter hindringer for dens bemanding er skaffet af vejen – med et paveligt beordret snit fra øre til øre.

Persontegningerne er så nuancerede, som mennesker har det med at være. Selv de fem engledrenge har så markante personligheder, at læseren uden besvær holder dem fra hinanden. Måske bedre end paven gør, for han har dem på skift som underholdning i sin seng.

I det hele tager er paven på mange måder en værre én: forfængelig, nedladende, inderligt selvoptaget. Men alligevel kommer mange kloge observationer ud af pavens mund.

Efterhånden som karavanen bevæger sig mod stadigt mere vildsomme egne, bliver tildragelserne mere og mere besynderlige.

Reuter henrykker sin læser ved at udfolde, hvad skønlitteraturen formår. Han er i samme middelalderbranche som Dan Brown og Umberto Eco.

Men han er ikke så støvet som Brown og ikke så teologisk omstændelig som Eco. Reuter er sin egen, og han er det i klart internationalt format.

Kraftfuldt spil

Som en tour de force gennemspiller Reuter i sin beretning nogle af den klassiske kriminallitteraturs temaer: Når der optræder tvillinger, er der så i virkeligheden kun én, der til gengæld er personlighedssplittet? Eller er der i virkeligheden flere end to?

Der er også genklange af Agatha Christies 10 små negerdrenge, hvor personerne mystisk forsvinder, én for én. For slet ikke at tale om Friedrich Dürrenmatts leg med, hvem der er dommeren, og hvem der er bødlen. Frydefuldt er det at se disse temaer elegant håndteret i middelalderrammen.

Men ak, som med det meste menneskeværk – her ser vi bort fra J.S. Bach, W.A. Mozart og Leonardo da Vinci – mangler det sidste nøk af perfektionen.

For denne anmelder gik bogens jordiske plot ikke ganske op. Ufuldstændigheden bringer i erindring en anekdote fra 1945-indspilningen af filmen The Big Sleep, lavet over Raymond Chandlers krimi af samme navn, og med Lauren Bacall og Humphrey Bogart i hovedrollerne.

Under indspilningen opstod der tvivl om, hvem der havde myrdet hvem, og om der i virkeligheden var tale om et selvmord. Fra Hollywood-studiet blev sendt et forespørgende telegram til Raymond Chandler, der med beklagelse måtte svare, at det anede han heller ikke.

Når nu perfektionen er så nær som i tilfældet Bjarne Reuter og hans engle fra Avignon, er det ærgerligt, at en forlagskonsulent med logisk-detektivisk sans ikke har bedt Reuther om at spænde det gotiske spændingshvælv op, så det lydefrit stræber mod litteraturens himmel.

Med denne nidkære bølgestreg i marginen er bogen medgivet varm anbefaling som gyseligt spændende læsning, mens vindene tuder og rusker udenfor – næsten lige så drabeligt, som de gør, mens pave Clemens og hans følge skramler af sted på deres guddommeligt djævelske færd mod Lysets Bro.

Bjarne Reuter: Englene i Avignon, 432 s., 300 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu